
Flere og flere mennesker styrer uden om mediernes historier om klima- og naturkrisen, selv om Danmark står over for større klimakatastrofer og mindre biodiversitet. Hvordan tackler vi klimatræthed og finder de journalistiske greb, der virker?
I Danmark er kommunerne spydspids i den grønne omstilling. De skal omstille sig selv som Danmarks største arbejdsplads, bygningsejer og miljømyndighed. Samtidig skal kommunerne få borgere og virksomheder med på grøn adfærd. Derfor tager vi dig med bag kulisserne i kommunernes grønne omstilling i 2026.
Vi hjælper dig med at finde de vigtigste kommunale miljø- og klimahistorier og formidle dem konstruktivt, så læserne ikke flygter fra tidens vigtigste spørgsmål. Er bygninger forberedt til ekstremt vejr? Hvem skal betale? Hvordan udvikles byerne, og hvordan hænger byudvikling sammen med klimatilpasning?
Det får du:
Du lærer at skrive konkrete historier om bygninger, vand og mennesker i klimaforandringernes spor. Vi dykker ned i konflikter, data og kilder, så du kommer spadestikket dybere og giver perspektiv, der gør klimapolitikkens specifikke virkning synlig for borgerne.
Kurset starter med overblik over kommunale klimaudfordringer, tidsperspektiver og kilder. Vi gennemgår konsekvenser som øget byggeri, ændret nedbør, stigende grundvand og oversvømmelser, samt de store knaster, der blokerer for indsatsen.
Kurset består også af besøg. Mandag sent om eftermiddagen får vi et oplæg i Brabrand. Tirsdag og onsdag bruger vi hver en halv dag på besøg relevante steder med oplæg fra parterne. Resten foregår i undervisningslokale på DMJX.
Ud i virkeligheden
- Vi besøger den lille by Spørring, hvor beboerne protesterer mod nyt biogasanlæg, solceller og råstofudvinding. Det viser omfanget af lokal protest mod klima-anlæg.
- Vi besøger forbrændingsanlægget i Lisbjerg og får svar på, hvor grønt og CO2-venligt det egentlig er at brænde så meget affald og træflis af fra udlandet.
- Vi besøger Nordic Waste for at høre om de stadig uløste konflikter og spørgsmål.
- Vi besøger Randers Kommune for at se og høre om “Flodbyen” – og om den med klimasikring kan beskytte borgere og bygninger mod stigende vand.
- Vi besøger Fedet i Risskov, hvor et stort og dyrt villakvarter er truet af tredobbelt oversvømmelse: fra havet, grundvand og regnvand. Hvad gør kommunen? Hvad gør de lokalt? Og hvor er konflikterne?
- Vi får oplæg fra kommunikationschef Sune Bové fra Teknik & Miljø i Aarhus Kommune. Kommunen når næppe at være CO2-neutral i 2030. Bagefter spiser vi sammen i Bazar Vest i Aarhus.
- Vi besøger Danva i Aarhus og får oplæg fra formanden Carl-Emil Larsen om vandværkernes udfordringer med forurenet drikkevand, hævet grundvandsstand og anlægsloft. Han fortæller, hvordan du kan løfte vandhistorierne lokalt.
Efter kurset kan du:
- Give konkrete historier et løft og ekstra perspektiv
- Interviewe kilder med større overblik
- Fokusere på de klimahistorier, der betyder mest lokalt
- Se globale og nationale perspektiver i lokale historier
- Optimere din journalistik med nyeste forskning om klima- og miljøjournalistik
Praktisk:
Du får adgang til Kaas & Mulvads overvågningsplatform for bl.a. klima, KM24, i et år.
Bonus:
Efter kurset kan du få 1:1-feedback på tekster og sparring på din videre udvikling.
Kursusleder: Roger Buch, Ole Gregor og Nils Mulvad
Varighed: 4 dage
Sted: Helsingforsgade 6A, 8200 Aarhus
Tidspunkt: 4.-7. maj 2026
Pris: 18.475 kr. ekskl. moms.
Prisen omfatter undervisning, undervisningsmaterialer, nødvendig transport undervejs i kurset samt morgenmad, frokost, kaffe, te og vand i løbet af kurset. Prisen er ekskl. moms.
Tilmeld dig hos Mediernes Efteruddannelse fra 10. nov.Er din arbejdsplads ikke medlem af PU, kan du allerede nu tilmelde dig ved at sende os en mail.
TILMELDING ER BINDENDE
Din tilmelding er bindende, når du har modtaget besked om, at du er optaget, men selvfølgelig kan du komme i en situation, hvor du må melde fra. Hvis det sker mere end fire uger før kursets start, koster det en administrationsafgift på kr. 1000. Ved afbud mindre end fire uger før forløbets start opkræver vi – uanset grunden – den fulde pris.
Hvis du har tilmeldt dig privat – dvs. at du selv og ikke din arbejdsplads skal betale – har du dog 14 dages fortrydelsesret, jf. Forbrugeraftaleloven. Herefter er din tilmelding bindende.
