
Kurset foregår 4. – 9. april 2027 i Nuuk, Grønland.
Aldrig tidligere har Grønland været så centralt placeret i verdens fokus. Klodens største ø har på rekordtid vundet skærpet indpas i amerikansk og europæisk storpolitik, i Kinas og Ruslands strategiske fokus og i rigtig mange danskeres bevidsthed.
Efter den nye og reelt uopsigelige aftale med USA fra september 2026 skal Grønland nu finde vej i en ny æra, hvor USAs tilstedeværelse vil vokse – politisk, økonomisk og militært. Energiske amerikanske investorer med blik for Grønlands råstoffer trænger sig på, flere diplomater indtager USAs voluminøse konsulat i Nuuk, og nye amerikanske baser skal bygges.
Vi rejser til Nuuk og undersøger konsekvenserne for borgerne i Grønland, for forholdet til Danmark og for tanken om selvstændighed. Hvilke muligheder og udfordringer åbner den nye aftale med USA? Bliver Grønland mere amerikansk? Mere selvstændigt? Hvad mener folk i Grønland?
To kursusledere viser vej. Ujammiugaq Engell er født og opvokset i Nuuk, historiker (Københavns Universitet) og leder af Nuuk Lokalmuseum. Martin Breum, journalist og forfatter, har beskæftiget sig på fuld tid med Grønland og Arktis i 15 år og har tidligere kørt en række efteruddannelseskurser i Grønland. Sammen fører de kursusdeltagerne ind i Grønlands politiske miljø, i historien og kulturen, i samtaler med unge og gamle, i Arktisk Kommandos opgaver og til møder med udenlandske diplomater.
Sådan bruger du kurset i din daglige dækning:
Som deltager får du unikt indblik i en helt ny fase af Grønlands udvikling, til grønlandsk politik, arktisk geopolitik, klimaforandringerne og Grønlands og Danmarks komplekse relation. Du får nye metoder til kildesøgning og håndtering af sprog- og kulturkløfter i Grønland, så du er bedre rustet til dit fremtidige redaktionelle arbejde med Grønland, rigsfællesskabet og arktisk storpolitik.
Elementer fra ugens program:
Presset fra USA
Grønland er en del af Nordamerika, og den nye aftale med USA vil præge Grønland fremover. Vi taler med beslutningstagere, forskere og diplomater i Nuuk om forholdet til USA, de nye kapitalstrømme og de kommende basers betydning.
Naturen og klimaet
Klimaforandringerne har forandret Grønland. Isen svækkes, nedbøren skifter karakter, og livet i havet – Grønlands livsgrundlag – påvirkes. 95 procent af Grønlands eksport består af rejer og fisk, der trues af de højere havtemperaturer. Vi skal ud i naturen, og vi skal tale med forskere fra Grønlands Naturinstitut: Hvordan mærkes forandringerne? Hvad siger fremtidsprognoserne? Og hvad betyder tro og kultur i denne sammenhæng?
Forholdet til Danmark
Hvorfor er så mange i Grønland utilfredse med forholdet til Danmark? Hvad betyder spiralkampagnen og andre konflikter for relationen? Hvilke danske (mis)forståelser støder de ind i? Hvordan ser rigsfællesskabets fremtid ud? Vi opsøger de stærkeste stemmer i Grønland og sætter dilemmaerne i historisk kontekst.
Oprustning i Grønland
Et stort flertal på Christiansborg har afsat svimlende 42 milliarder til oprustning i Arktis, og nu kommer også nye amerikanske baser. Vi besøger Arktisk Kommando i Nuuk og giver dig overblik over geopolitikken og over de skelsættende forandringer, oprustningen medfører i Grønland.
De grønlandske medier
Grønlands konflikt med Donald Trump satte de grønlandske medier under ekstremt pres, og de kæmper stadig med mandskabsmangel, dårlig økonomi og ringe politisk opbakning. Alligevel vinder det private mediehus Sermitsiaq den ene pris efter den anden, og KNR, Grønlands svar på DR, forsyner dagligt hele Grønland med radio, tv og nyheder online. Vi møder kollegerne og diskuterer ekstern påvirkning, etik og objektivitet i en brydningstid.
PRAKTISK:
Kurset foregår i Nuuk, cirka 4,5 timers flyvning fra København. Overnatning i store enkeltpersons-lejligheder på Hotel Hans Egede.
REJSEINFO: Afrejse fra Københavns Lufthavn søndag 4. april klokken 10.00 med Air Greenland til Nuuk med ankomst kl. 12.00 lokal tid, retur fredag den 9. april kl 12.45, ankomst København 20.25 lokal tid
Prisen omfatter: Kursusplanlægning, flytransport mellem København og Nuuk, nødvendig transport i Nuuk, hotel i Nuuk, undervisningsmaterialer og enkelte måltider i løbet af kurset. Som hovedregel er kursistens forplejning for egen regning. Prisen tillægges ikke moms.
Kursusleder: Ujammiugaq Engell og Martin Breum
Varighed: 6 dage
Sted: Nuuk, Grønland.
Tidspunkt: 4. – 9. april 2027
Pris: 34.000 kr. Der tillægges ikke moms.
Er din arbejdsplads ikke medlem af PU, kan du straks tilmelde dig ved at sende os en mail.
TILMELDING ER BINDENDE
Din tilmelding er bindende, når du har modtaget besked om, at du er optaget, men selvfølgelig kan du komme i en situation, hvor du må melde fra. Hvis det sker mere end 12 uger før kursets start, koster det en administrationsafgift på kr. 1000. Ved afbud mindre end 12 uger før forløbets start opkræver vi – uanset grunden – den fulde pris.
Hvis du har tilmeldt dig privat – dvs. at du selv og ikke din arbejdsplads skal betale – har du
