De svenske bander – og deres indtog i Danmark

Børnesoldater, dødbringende sprængninger og kyniske drab på sagesløse pårørende til bandemedlemmer. Sverige har i årevis stået som skandinavisk skræmmebillede på, hvad der kan ske, når problemet med kriminelle grupperinger løber løbsk. Med den erfarne journalist og forfatter Carsten Norton som kursusleder tager vi til Stockholm og dykker ned i den udvikling, de personer og de begivenheder, der har ført frem til den aktuelle situation.

De seneste år er den svenske tilstand blevet eksporteret til vores egen side af Øresundsbroen. Siden 2023 har dansk politi ifølge DR identificeret 47 tilfælde, hvor unge svenskere er blevet hyret til at begå brutal kriminalitet i Danmark. Men hvordan er det kommet så vidt? Hvad er konsekvenserne? Og hvordan skal man forholde sig til den nye virkelighed som journalist? Dette kursus giver svarene og klæder dig på til at arbejde videre med området.

På kurset undersøger vi, hvad det er, der har ført frem til den aktuelle situation. Ifølge de seneste opgørelser fra svensk politi er der 17.500 aktive bandemedlemmer i landet og 50.000 med forbindelser til bander. Hvilke konsekvenser har det for befolkningen – og for politiets arbejde? Og hvad stiller man op som dansk journalist?

De lærer desuden at indhente og indsamle oplysninger på tværs af Danmark og Sverige.

Hvem henvender kurset sig til?

Kurset henvender sig til alle journalister med interesse for kriminalstof i almindelighed og dækning af den organiserede kriminalitet i særdeleshed. Det er ikke et krav, at man kan Retsplejeloven på rygmarven og færdes hjemmevant i landets retssale. Til gengæld er det en forudsætning, at man er interesseret i at få indblik i en lukket verden og er ivrig efter at udvide sin journalistiske værktøjskasse. Gennem kurset møder deltagerne en række af de største eksperter på området.

Kursusleder Carsten Norton har i årtier selv skildret den kriminelle underverden i artikler, bøger, podcasts og tv. Han er bl.a. kendt fra podcasten Banderelateret på Podimo samt som krimikommentator på TV 2, hvor han også er medvært på magasinet Skyggesiden.

Du vil møde oplægsholdere som:

  • Journalist og forfatter Diamant Salihu, som til daglig er kriminalreporter på SVT og kendt som en af landets ypperste eksperter på området. Hans seneste bog “Når ingen lytter” udkom forrige år på dansk og er for nylig udgivet i USA. Salihu udpeger og guider deltagerne rundt til nogle af de centrale steder for de seneste års bandekonflikter.
  • Sikkerhedsekspert med en baggrund i svensk politi og efterretningstjenesten Säpo Jan Persson. Står sammen med journalist og antropolog Johannes Wahlström bag bogen Klanerne, som giver et enestående indblik i baggrunden for den aktuelle bandesituation i Sverige.
  • Lektor, kriminolog og politiforsker David Sausdal. Arbejder til daglig på Lunds Universitet og er kendt som ekspert og debattør. Indgående viden om bl.a. politiets arbejde samt retstilstand og -politik i begge lande.
  • Lars Einar Engström, psykolog og forfatter til bogen “Darrar jag, så darrar demokratin” om trusselsbilledet mod (især kvindelige) ansatte hos svensk politi og anklagemyndighed.
  • Joachim Bindslev, journalist på TV 2 og tidligere vært på magasinet “Kernen”. Stor erfaring med opsøgende arbejde på den svenske side af Øresund og fik som første danske journalist en såkaldt torpedo til at stå frem.
  • Desuden oplægsholder fra svensk politi, pårørende til drabsoffer m.fl.

Det får du med hjem:

  • Indgående indblik i baggrunden for og tilstanden i det svenske bandelandskab, herunder geografi, aktører, konflikter m.m.
  • Betydning og konsekvenser for den danske underverden, herunder forståelse for, hvorfor og hvordan de to lande hænger sammen.
  • Konkrete anvisninger og redskaber til at indsamle informationer på begge sider af Øresund.
  • Viden og inspiration fra førende eksperter og profiler.

Hvad er omfattet af prisen:

Kursusplanlægning, fire dages kursus, tre overnatninger i enkeltværelse med morgenmad på centralt hotel i Stockholm samt nødvendig transport undervejs i kurset. Enkelte måltider undervejs er inkluderet, men som hovedregel er måltider for deltagernes egen regning. Rejsen til og fra kursusstedet i Stockholm er ikke omfattet af kursusprisen. Der tillægges ikke moms på kursusprisen.

Kursusleder: Carsten Norton
Varighed: 4 dage
Sted: Pilestræde 61, 1112 København K.
Tidspunkt:  10. – 13. november 2026
Pris:  18.985 kr. Der tillægges ikke moms.

Tilmeld dig hos Mediernes Efteruddannelse fra 11. maj.

Er din arbejdsplads ikke medlem af PU, kan du tilmelde dig ved at sende os en mail.

TILMELDING ER BINDENDE

Din tilmelding er bindende, når du har modtaget besked om, at du er optaget, men selvfølgelig kan du komme i en situation, hvor du må melde fra. Hvis det sker mere end fire uger før kursets start, koster det en administrationsafgift på kr. 1000. Ved afbud mindre end fire uger før forløbets start opkræver vi – uanset grunden – den fulde pris.

Hvis du har tilmeldt dig privat – dvs. at du selv og ikke din arbejdsplads skal betale – har du dog 14 dages fortrydelsesret, jf. Forbrugeraftaleloven. Herefter er din tilmelding bindende.