Opdateret: Find alt om en person – her er 40 konkrete tips

Denne artikel fra 2015 er en af vores mest søgte og læste artikler. Vi har (sept. ’18) opdateret den og indsat links og nye tips. 

Har du en klar strategi, kan du med almindelige søgninger finde alt om en person – eller næsten. Her er 40 konkrete bud på, hvordan du systematisk støvsuger nettet for baggrundsoplysninger om en person. Lær mere på vores  kurser i digital research – oktober 2018 og  maj 2019.

Avanceretpersonsøgning - Kopi

  1. Se opgaven som et puslespil. Du ved ikke helt på forhånd, hvad du leder efter. Hver funden brik fortæller lidt mere om det samlede billede og gør det lidt nemmere for dig at lede videre i nye retninger. Brug de resultater, du får, til at søge på nye måder og i nye kombinationer. Dette er et af de simpleste, men vigtigste søgetricks: Finder du fx en ægtefælles navn, så søg på de to navne sammen og se, hvad der dukker op. Finder du et firmanavn, så kombiner personnavn og firmanavn i en søgning og se, hvad der dukker op. Finder du en adresse, så søg kun på adressen og se, hvor den er nævnt. Etc.
  2. Få først de hårde fakta på plads. Og start med de mest troværdige kilder – fx anerkendte sites som cvr.dk, ois.dk etc.
  3. Hvad hedder personen egentlig (som du leder efter)? Hvad er stavemåden? Er der varianter af navnet? Kan det staves på forskellig måde? Er der evt. mellemnavne eller andre fornavne eller efternavne? I officielle dokumenter er oftest hele navnet anvendt, og de vil måske ikke kunne findes frem, hvis du fx kun søger på for- og efternavn med anførselstegn. Dokumenter med Tommy Birch Kaas kommer fx ikke frem, hvis du søger på ”Tommy Kaas” i Google. Søg med * og anførselstegn for at finde et evt. ukendt mellemavn.
  4. Hvor gammel er vedkommende – hvad er fødselsdatoen? Fødselsdagen kan normalt findes i tinglysningen.dk (hvis man altså ejer hus/lejlighed)
  5. Flere konkrete ting skal på plads: Hvad er adressen, telefonnummer/numre, uddannelsen og øvrige cv-oplysninger? (For at finde ting som disse, søg fx på personens navn sammen med ord som adresse, tlf. telefon, mobil, uddannelse, cv, curricum vitae etc. Naturligvis ikke alle ord i samme søgning.) Finder du en adresse, så kig på Google Maps eller Bing maps og undersøg, hvordan området ser ud – zoom ind og tjek, hvordan ejendommen ser ud. Tjek i et site som www.dingeo.dk, der har samlet en masse oplysninger om hver enkelt adresse i Danmark.
  6. Tjek oplysningerne, du har fundet. (er uddannelsen fx opgivet korrekt), stemmer eventuelle cv’er overens?
  7. Søg på navnet i evt. forskellige versioner. Sjældne navne staves ofte forkert – så prøv også bevidst at søge på fejlstavninger. Fx Poulsen i stedet for Povlsen. Johnny som supplement til Johnnie. Vores erfaring er, at udlændinge fx meget ofte skriver efternavnet ”Kaas” som ”Kass”.
  8. Brug googles evne til at kende alle tekster. Søg på sætningsfragmenter som ”NN er”, ”NN var” etc. og få – nogle gange overraskende – bud på, hvad den, du leder efter, er eller har været.
  9. Vi starter ofte i Google og vender ofte tilbage til Google undervejs. Men husk, at der også eksisterer andre tjenester end Google. Nedenfor nævnes flere gratis, men der er også vældig gode betalingstjenester, man kan overveje. Fx kan man finde kontaktoplysninger i pipl.com/pro, som vi ikke har kunne finde andre steder.
  10. Slå adressen op i ois.dk og evt. andre tilsvarende (gratis) bolig-registre. I ois.dk kan du fx se, om vedkommende ejer boligen, eller om det er det leje/andel? Hvad er en evt. ejerbolig værd? Hvad har den tidligere været købt og solgt til – og hvornår? Det hele kan findes i ois.dk. Oplysninger om ejerboliger og belåning kan findes i tinglysningen.dk. Her skal du logge ind med nem-id, men det koster ikke noget, og du kan se mange oplysninger om hver ejendom.
  11. Slå op i telefonbøger eller vejvisere – bor der andre på adressen? Søg evt. på disse for sig selv eller sammen med NN.
  12. Hvem er vedkommendes naboer? Vil de være mulige kilder? Eller vil overraskende sammenhænge dukke op? Søg i telefonopslagsværker på nærliggende adresser og se, hvem der bor der.
  13. Søg på adressen. Er den til salg, har den været til salg – hvornår har den været handlet senest? Siger det noget om, hvor længe vedkommende har boet der?
  14. Dukker adressen op i andre spændende sammenhænge. Afgræns fx med site: og søg via Google på hjemmesiden for den pågældende kommune eller region – måske dukker der ansøgninger op, nabosager, høringer eller andet, der vil fortælle noget interessant om NN.
  15. Hvor har vedkommende ellers boet? Søg fx i søgemaskiner på “NN bor”, “”NN boede” eller lignende kombinationer.
  16. Søg på NN’s telefonnumre. Søg både i kombination med navnet og uden navnet. Hvor dukker de op? Måske steder, hvor NN vil kontaktes, men ikke har opgivet navn – fx i annoncer?
  17. Søger du på numre uden navn, så afgræns fx med site:dk så du ikke får alt for megen ”støj” i søgeresultaterne.
  18. Har du fundet NN’s adresse eller telefonnummer på troværdige adresselister eller telefonlister – fx hos arbejdsgivere eller i foreningsregi – så prøv via archive.org at gå tilbage i tiden og se, om du kan finde andre, tidligere versioner. Er der gamle lister med tidligere adresser, tidligere/alternative telefonnumre? Søger man på disse og på NN’s navn, dukker der så noget nyt op? Hvem er NN’s kolleger – og via archive.org – hvem er forhenværende kolleger?
  19. Er NN med i statens virksomhedsregister – er vedkommende aktiv i erhvervslivet, ejer vedkommende firmaer? Har NN bestyrelsesposter eller andet? Hvem sidder vedkommende evt. i bestyrelse sammen med – hvem er vedkommendes erhvervsmæssige netværk? Søg på cvr.dk/ og find ud af det. Tjek også på en evt. LinkedIn-profil. Deltager NN i VL-grupper eller lignende? Søg her.
  20. Brug også Facebooks Graph Search til at finde fælles venner og til at dokumentere netværk.
  21. Er vedkommende at finde i statstidende.dk? Her er et søgbart arkiv over stævninger, gældssaneringer etc.
  22. Ejer NN internetdomæner? Hvornår er de oprettet? Hvad siger det om NN? Tjek dette på www.dk-hostmaster.dk
  23. Hvad kan vi finde af interviews, historier om vedkommende, omtaler af vedkommende? Søg på NN og ord som ”portræt”, ”baggrund”, ”interview”, ”udtaler NN”, ”siger NN” etc.
  24. Hvordan er NN’s familieforhold? Ved du det ikke sikkert, så søg på NN’s navn og ord som søster, søstre, brødre, bror, søskende, forældre, børn, børnebørn, bedsteforældre, etc.
  25. Finder man nogle af disse, gå da på jagt efter disse – søg på deres navn og NN’s navn samtidig. Der kan dukke dokumenter op, der fortæller om det indbyrdes forhold.
  26. Er der nogle af disse (familiemedlemmer) på de sociale medier? Kan de findes? Søg i evt. facebook-profiler under ”About” – her er af og til opgivet familierelationer.
  27. Brug Facebooks Graph Search til at finde andre, der er i familie. Fx med søgninger som denne, denne eller denne.
  28. Forældre/bedsteforældre kan sagtens være på sociale medier, og kendte personer er ofte mere lukkede på sociale medier, end de samme kendte personers familie. Især relationer som forældre og bedsteforældre er ofte dårlige til at lukke af – måske fordi de er stolte. Så kan du ikke finde noget på person NN, så prøv at se, om du kan finde forældre, søskende, onkler, tanter mv., og så se, hvad de har lagt ud.
  29. Husk, at man godt selv kan have en lukket profil, men hvis man har liket eller kommenteret en opdatering eller et foto, der er offentligt, så bliver en kommentar/like også synligt for andre.
  30. Øvrige personlige relationer, vi ikke kender til, kan vi lede efter med søgebegreber som “kæreste med”, “partner med”, “gift med”, “har børn med”, “skilt fra”, “separeret fra” etc. Det vil vi typisk gøre i Google.
  31. Søg også på NN’s navn sammen med en evt. partners navn. Og søg på NN’s navn sammen med eventuelle børns navne.
  32. Er NN tilstrækkeligt kendt eller indflydelsesrig så kan Kongehusets gæstelister (afgræns via site:kongehuset.dk i Google – eksempel) være et godt sted at verificere partnere.
  33. Er det mere celebre personer i den kategori, hvor man bliver fotograferet, når man går i byen, kan man også afgrænse sine generelle søgninger med site:seoghoer.dk og lignende.
  34. Hvem er vedkommendes evt. relationer på sociale medier? Hvem er i vennekredsen, hvem ”liker” NN, hvem ”liker” NN’s ting? For at finde dette, søg i Facebooks Graph Search med en søgning som denne, der viser posts, Tommy Kaas har liket. Er NN på Twitter: Hvem og hvad retweeter NN evt?
  35. Søgeord som “fritid” og evt. navne på sportsgrene eller discipliner kan give ekstra oplysninger. En del lægger resultater på diverse sociale tjenester, Endomondo etc. Eller har gjort det i en periode, hvor de lige skulle prøve.
  36. Lægger NN noget på sociale medier – og er geotagging slået til, så er der mulighed for at følge vedkommendes spor. Har geotagging været slået til på et tidspunkt, kan en tjeneste som Tweetmapper vise de pågældende tweets på et kort.
  37. Sitet allmytweets.net giver seneste 3200 tweets på én side. Og så er det ekstra nemt at søge efter søgeord og begreber med ctrl+f
  38. Sociale medier, der også er billed- eller videotjenester, er ekstra interessante – som fx YouTube, Flickr, Instagram og Facebook. Ikke bare fordi de dokumenterer noget visuelt. Men også fordi de kan vise, hvem NN var sammen med. Og evt. også, hvor billederne er taget. Falder du over en enkelt video, som NN har lagt ud på fx YouTube, så klik på brugernavnet, så du kan tjekke alt det, vedkommende måtte have offentliggjort.
  39. Kig godt efter i opdateringer og nærstuder evt. fotos og videoer. Hvad fortæller de om vedkommendes vaner – smag i oplevelser, tøj, bil, bolig, udstyr, gadgets. Bid mærke i evt. vaner med hensyn til, hvordan NN udtrykker sig sprogligt i evt. opdateringer. Er der emner eller holdninger, NN ofte vender tilbage til?
  40. Er du specifikt på jagt efter en nuværende adresse, kan du på Folkeregisteret betale for en “adresseforespørgsel” – det kan også klares digitalt over nettet. Du skal have nuværende eller tidligere navn på personen, du ønsker adressen på. Og mindst en af de to oplysninger: Fødselsdato eller en tidligere adresse. Prisen kan variere lidt, men koster typisk 75 kr.

Grundig og systematisk personsøgning er kun en lille del af indholdet på vores populære kurser i digital research. Kurset varer tre dage og giver en masse praktiske tips og tricks til det daglige arbejde. Vi kører kurset i oktober 2018 og i maj 2019 i København, og vi laver også lukkede kurser på arbejdspladser.

2 kommentarer til Opdateret: Find alt om en person – her er 40 konkrete tips

  1. Inger Asgaard 12. december 2016 at 12:33 #

    Har kun navn og fødselsdato hvordan finder jeg frem til personen ? Har også oprindelig meget gamle adresse?

    • Tommy Kaas 12. december 2016 at 12:41 #

      Kære Inger. Du kan gå til din kommunes folkeregister og købe et såkaldt folkeregisteropslag. Det koster 50-60 kr. Hvis du har navn og en gammel adresse, kan du få at vide, hvor vedkommende i dag har folkeregisteradresse – eller i hvert fald den seneste kendte (hvis personen fx er flyttet til udlandet). Jeg håber, det vil hjælpe dig videre. vh. Tommy Kaas – Kaas & Mulvad

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.