Kvinderne mistede 45 pladser ved valget

Kønsuligheden er blevet mere udtalt i det kommunale Danmark efter valget. Især blå blok trækker i den forkerte retning.

Mændene har snuppet 45 ekstra pladser fra kvinderne i de nye byråd. På landsplan betyder det, at andelen af kvinder, der efter valget i 2009 var 31,6 pct., nu er nede på 29,7 pct.
Det generelle billede er, at blå blok trækker kvindeandelen ned, mens rød blok trækker op.
Af politikerne fra V, C, DF og LA er 27,5 pct. kvinder, mens S, SF, Ø og R til sammen har 32,9 pct. kvinder i byrådene. Kandidaterne på lokale lister, tværpolitiske lister etc. ligger også under et lidt under gennemsnittet.
Værst for kvindekønnet gik det i Brøndby kommune, hvor kun to ud af byrådets 19 sæder fremover skal besættes af kvinder. Andre kommuner med lav kvindeandel er fx Sønderborg, Solrød og Thisted.
På kortet herunder ses andelen af kvinder for hver kommune. Klik på kommunerne for at se detaljer.

Med hensyn til ligestillingen gik det bedst i Gentofte og Hillerød, der er de to kommuner i landet, hvor kvinderne ikke er i mindretal. Også i Gladsaxe er de to køn tæt på at balancere.
Ser man på rækkefølgen, de nyvalgte er stemt ind i byrådene – som udtrykkes ved mandatnummeret, er det ret tydeligt, at mændene stemmes ind før kvinderne. Fokuserer man på de 490 politikere, der er stemt ind på de 98 byråds første fem mandater, er tre ud af fire en mand.
30,8 pct. af det samlede antal kandidater var kvinder.

Download data
Vil du lave dine egne analyser af valgets resultater, kan du downloade data vedrørende kommunalvalget her. Vi har struktureret data som en række tabeller i en Microsoft Access-database. Vi har kombineret valgets resultater med oplysninger om kandidaternes køn, alder og stillinger. Oplysningerne om køn, alder og stilling blev oplyst i regneark offentliggjort af Kommunedata før valget.
Vil du sammenligne med tal fra 2009, ligger der også i databasen tabeller om valgresultaterne fra dengang.
Tilsvarende har vi også samlet data for regionsvalget, som kan downloades.
I mapperne, der downloades med de to datasæt, ligger en forklaring på data.

No comments yet.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.