Brant Houston og Nils Mulvad i 2017 fejrer første globale konference for 16 år siden på det tidspunkt. Foto: Lone Hougaard.
I april 2001 stod jeg på en scene på Hotel D’Angleterre i København og lovede flere hundrede fremmede mennesker, at vi ville gøre det igen. Det var ikke planlagt. Der var omkring 400 undersøgende journalister fra cirka 40 lande i salen.
Stemningen var af en art, jeg aldrig havde oplevet før eller har oplevet siden. Jeg havde ikke budget, ikke bestyrelse og ikke en plan for, hvordan ”igen” skulle finansieres. Jeg havde set, at behovet var langt større, end nogen af os havde regnet med.
Konferencen var et samarbejde mellem det lille danske institut DICAR, som jeg ledede, Foreningen for Undersøgende Journalistik, FUJ, og den amerikanske organisation Investigative Reporters and Editors, IRE.
Ideen var kommet fra Brant Houston, dengang direktør i IRE, året før. De tre organisationer bar de to første konferencer. To år senere, på den anden konference i København, blev Global Investigative Journalism Network, GIJN, formelt stiftet.
Konferencerne byggede på få ideer, som vi aldrig har ændret på: At undersøgende journalister skal arbejde sammen på tværs af landegrænser. At metoder skal deles og udvikles i fællesskab. At struktureret dataarbejde er en central del af kvalitetsjournalistik og ikke en niche. Og at den udøvende journalistik og uddannelserne og forskningen skal udvikle sig sammen.
I dag, 25 år efter, markerer vi jubilæet med et virtuelt panel, hvor jeg deltager sammen med Brant Houston og andre, der har formet netværket. GIJN er i dag et netværk af mere end 260 medlemsorganisationer i omkring 95 lande, ledet siden 2023 af Emilia Díaz-Struck. Det er let at fortælle den historie, som om den var uundgåelig. Det var den ikke.
Vi vidste, at behovet var der. Men at få et vellykket møde til at blive en holdbar, global institution er noget helt andet. Det tog over et årti, før GIJN fik et sekretariat, i 2012, og indtil da holdt personlig tillid det hele sammen, ikke mindst samarbejdet mellem mig og Brant Houston.
Da vi ville bygge et sekretariat og en bestyrelse op, mødte vi modstand. Nogle frygtede, at de ville få for meget indflydelse og samle bevillinger, som ellers var gået til de nationale organisationer. Andre frygtede, at en bestyrelse ville blive domineret af europæere og amerikanere. Alternativet var at fortsætte som et uformelt netværk, i praksis ledet af Brant og mig, og det havde ikke nogen fremtid.
Vi brugte omkring et år på dialog og lavede valgprocedurer, der sikrede god repræsentation fra de dele af verden, hvor der dengang var mindst undersøgende journalistik, især Afrika og Asien. Så overbeviste vi skeptikerne om at starte et sekretariat som en prøveordning. Da vi besluttede at vælge en bestyrelse, var kun nogle få imod, så beslutningen blev bredt accepteret.
GIJN er ikke det eneste internationale samarbejde, danske journalister har været med til at bygge. International Media Support, som hjælper med at holde journalistik og medier i live i konfliktzoner, blev stiftet før netværket og er stadig aktiv. Scoop begyndte kort efter den første globale konference at støtte undersøgende journalistik i Sydøsteuropa og Ukraine og var senere en af værterne for den globale konference i 2011. Farmsubsidy.org, som jeg var med til at starte i 2005, blev begyndelsen til Dataharvest, den fælles europæiske konference for undersøgende journalistik og datajournalistik.
Danwatch arbejder sammen med journalister i udviklingslande om at få historier om bagsiden af billige varer ind i danske medier, og Gravercentret støtter lokal undersøgende journalistik. I de store internationale netværk som ICIJ er der meget aktive danske deltagere. Det er en succeshistorie om, at danske journalister har været med til at skabe et velfungerende internationalt samarbejde. Det er værd at huske nu, hvor netværket fylder 25 år.
Ikke alt, vi har bygget, har holdt. DICAR lukkede i 2007, efter at fire spor for videre finansiering alle viste sig umulige. Scoop og Farmsubsidy.org stoppede også med tiden. Det skyldtes ikke, at behovet var væk, men at bevillingerne løb ud, og det kan ske for de bedste initiativer. Der er ingen garanti, og det er meget svært at drive den slags uden en eller anden form for finansiering.
I disse år er der generelt mindre af den, og det rammer både det internationale samarbejde og de lokale undersøgende projekter og centre. Nogle er heldige og kommer på finansloven, som Danwatch og Gravercentret, og er fredet et stykke tid. Men et nyt medieforlig kan holde op med at støtte dem, og uden en anden måde at hente støtte hjem på er de udsatte.
Det kan også ramme GIJN. Jeg tror det ikke, men når noget mister finansiering eller får meget lidt, kommer der tidspunkter, hvor man må beslutte at lukke ned i stedet for at fortsætte. Det er svært, og det må vi lære. Undersøgende journalister er stædige, og det er en styrke, men det kan også få os til at holde fast for længe. Det var rigtigt at lukke DICAR, men det føltes ikke indlysende rigtigt, da beslutningen skulle træffes.
Men det, jeg glæder mig mest over ved netværket, er, hvordan det har ændret sig. Dengang var det i høj grad midaldrende hvide mænd fra USA og Europa, der sad i panelerne og stod for træningen i datajournalistiske metoder. I dag er oplægsholderne unge og gamle, mænd og kvinder, fra alle dele af verden, både når det gælder datametoder, og når det gælder metoder i undersøgende journalistik.
Vidensoverførslen går på kryds og tværs. Diversificering er et forfærdeligt ord, men her har det virket i praksis. Til de globale konferencer, som holdes hvert andet år, strømmer unge journalister til fra hele verden, og de er optaget af at arbejde på denne måde. Det er en stor glæde at have været med til at sætte det i gang.
Det var ikke en selvfølge, at løftet fra scenen på Hotel D’Angleterre i 2001 skulle holde i 25 år. Det gjorde det.
Nils Mulvad er journalist og medstifter af Kaas & Mulvad. Han var hovedansvarlig for at arrangere de to første globale konferencer for undersøgende journalistik i København i 2001 og 2003.
No comments yet.