≡ Menu

Hvordan jeg blev vild med Twitter

For et par dage siden dukkede en tweet op, der fortalte, at det nu var tre år siden, jeg kom på Twitter.
Jeg huskede godt den dag det skete. Jeg sad i Bruxelles til en uformel workshop om landsbrugsdata, og (især) de engelske programmør/hackertyper, der var med, lod mig vide, at hvis ikke man var på twitter, var den helt gal. Jeg bemærkede også, at de havde enormt travlt med at twitte om det, der foregik blandt os.
Jeg undrede mig lidt over deres iver, men tænkte, at hvad pokker – lad mig dog bare prøve, og så var jeg i gang.

Jeg havde aldrig troet, at jeg en dag skulle sidde og skrive et indlæg som dette for at promovere tjenesten. Selvfølgelig kendte jeg til Twitter før den dag, men jeg kunne helt ærligt ikke se pointen. Jeg havde også haft @karinhoegh som gæsteoplægsholder på et kursus, hvor hun havde promoveret Twitter. Det havde dog ikke bidt på mig. Jeg kunne ikke se, hvor Twitter supplerede det, jeg ellers kunne og gjorde – statusopdateringer på Facebook, aktiv informationsindsamling på nettet, blogindlæg på vores egen hjemmeside, etc.

Men tingene har ændret sig, og jeg er blevet utrolig glad for Twitter i løbet af de tre år. Faktisk mere og mere begejstret, og i dag har jeg – rent fagligt – betydeligt mere ud af at bruge Twitter end fx Facebook.

En optælling viser, at jeg ikke har været en særlig flittig tweeter selv. 175 tweets er det blevet til i løbet af de tre år (frekvensen er dog stigende). 309 følger mig, og jeg følger 77.
Det er især tweets og retweets fra de 77, jeg følger, som gør forskellen. Jeg følger mange af dem, der er førende inden for datajournalistik, computerstøttet journalistik og visualisering. En gang imellem opdager jeg, at nogle har retweetet en kilde, jeg ikke kender. Så er det let blot at klikke på kildens twitter handle og så tjekke, om der generelt kommer interessante ting herfra. Og gør der det, begynder jeg også at følge denne kilde. Man skal ikke godkendes – man hopper bare på. Og det er lige så let at slukke igen – no hard feelings, når man hopper af igen.

Jeg når ikke at læse samtlige tweets fra de 77, men langt hovedparten ser jeg. En hel del er selvfølgelig mere eller mindre privat konversation blandt folk – men også her kan det være lidt sjovt at følge med – især hvis jeg “kender” begge parter. En del af dem, jeg følger, kender jeg faktisk fra den fysiske verden – vi er måske venner, har mødt hinanden til konferencer eller andet.

At jeg især følger faglige spydspidser giver mig en fornemmelse af, at jeg følger med inden for “mit” område. (Og jeg er ret sikker på, at det er mere end en fornemmelse). At jeg faktisk i løbet af ganske kort tid, minutter, timer eller få dage, har opdaget, når noget nyt spændende dukker op, uanset om det er i Sydamerika, USA, Europa eller andre steder i verden. Folk er jo (som jeg tidligt opdagede) ofte meget flittige til at fortælle, når de er faldet over nye ting, der kunne interessere deres twitter-følgere. Jeg prøver efter bedste evne selv at fortælle videre, når jeg en gang imellem falder over en faglig godbid.

Da et nyt website med geografiske visualiseringer for kort tid siden blev lanceret, savnede jeg, at sitet var på twitter, så man den vej kunne følge nye eksempler og kommentere og diskutere dem. Nu er jeg så selv kommet med i redaktionen af dette site, så det vil jeg da prøve at gøre noget ved.

Også når det gælder ikke-faglige emner, er der noget at hente. Da TV2 forleden sendte jubilæumskoncerten for den engelske dronning, sad jeg og fulgte den i øvrigt glimrende koncert på tv. Men jeg havde samtidig min ipad ved siden af, hvor jeg fulgte med i den lavine af tweets, der kommenterede det, der foregik på scenen. Jeg fangede simpelthen et globalt parallelt kommentarspor, bestående af tweets fra folk, jeg hverken kender eller følger. Men fordi jeg blot søgte på bestemte hashags fx #jubilee så fik jeg hele striben serveret.

Og – ligesom da der var internationalt melodi grand prix fornylig – var det svært underholdende at følge med. Ved MGP var det langt sjovere at læse de skægge og spydige tweets om musikbegivenheden end at se den selv. Men sjovest var faktisk, når man gjorde begge dele.


{ 0 comments… add one }

Leave a Comment