De sejeste tricks til regneark for journalister – Excel for fortsættere

Kurset foregår 20. og 21. marts i København.

På to dage gør vi dig (endnu) bedre til Excel.

Har du brugt Excel eller et andet regneark på almindeligt niveau, og vil du nu videre, er her kurset til dig. I løbet af to dage bliver du væsentligt mere sikker, og samtidig vil du lære en stribe af de tidsbesparende, smarte og praktiske tricks, som vi selv bruger i det daglige arbejde. I undervisningen introducerer vi en række gode metoder, så du nemmere og hurtigere finder den  bedste måde at løse problemerne på.

Vi skal bl.a.:

  • kæde data sammen fra forskellige ark. Det hjælper også til at bevare overblikket.
  • importere data fra tabeller på websider og i pdf-dokumenter – og rense dem bagefter. Det er jo ikke altid, data ankommer i pænt opstillede regneark.
  • bruge opslagsformler til at sammenkæde data fra forskellige tabeller/dokumenter. Et uvurderligt værktøj!
  • gøre dig fortrolig med de mange muligheder i pivot-tabeller – et af de stærkeste journalistiske værktøjer i regnearket.
  • bruge streng-formler til effektivt at rense adresser og navne. At kunne rense data er vigtigt – og denne måde er let og sjov.
  • beregne tidsintervaller. Vi lærer dig at finde vej i Excels mange måder at angive datoer og tid på.
  • og meget, meget mere…

Alt vi underviser i, er der efter vores mening rigtig god grund til at lære. Det er ikke uden grund, at vi ofte understreger, at regnearket er datajournalistens vigtigste værktøj. Men der er også meget i Excel, vi springer over. Vi arbejder kun med værktøjer og funktioner, som vi er sikre på, er relevante for journalister.

Vi arbejder i kurset med data, der har været brugt i journalistik, og vi går målrettet efter at finde de gode historier i tallene.
Kurset vil være bygget op om mange konkrete øvelser fra det virkelige liv. Vi samler op efterhånden, og arbejder i et tempo, så alle kan følge med.

Vi bruger Microsofts regneark Excel i undervisningen, men du kan sagtens deltage, selv om du bruger et andet regnearksprogram. Kontakt os, hvis du er i tvivl.

Forudsætninger: Du skal have et grundlæggende kendskab til regneark og helst have brugt det journalistisk. Du skal medbringe din egen computer på kurset, og der skal være installeret et regnearksprogram på den. Der findes gode gratis programmer, vi kan henvise til, hvis du ikke har Excel.

Kursusleder: Tommy Kaas, der selv har brugt regneark i 25 år, og som har undervist i brugen af regneark næsten lige så længe.

Varighed: 2 dage
Sted: MBK, Pilestræde 61, 1112 København K.
Tidspunkt: 20. og 21. marts 2019
Pris: 5690 kr. (+ moms)

Prisen omfatter: Undervisning, undervisningsmaterialer og frokost, kaffe, te og vand i løbet af kurset. Prisen er ex. moms.

Tilmeld dig hos Mediernes Efteruddannelse

Er din arbejdsplads ikke medlem af PU, kan du tilmelde dig ved at sende os en mail.

TILMELDING ER BINDENDE

Din tilmelding er bindende, når du har modtaget besked om, at du er optaget, men selvfølgelig kan du komme i en situation, hvor du må melde fra. Hvis det sker mere end fire uger før kursets start, koster det en administrationsafgift på kr. 1000. Ved afbud mindre end fire uger før forløbets start opkræver vi – uanset grunden – den fulde pris.

Hvis du har tilmeldt dig privat – dvs. at du selv og ikke din arbejdsplads skal betale – har du dog 14 dages fortrydelsesret, jf. Forbrugeraftaleloven. Herefter er din tilmelding bindende.