Bliv klar til den digitale redaktion

Kurset foregår 5. – 9. oktober 2020 i Middelfart.

Føler du dig digitalt up-to-date? Kan du det, der kræves for at arbejde på en digital redaktion i dag, i morgen eller næste år?

Du behøver hverken kunne programmere, bygge robotter eller skrive algoritmer for at kunne klare dig som journalist, men du skal have en digital forståelse.

På dette kursus har vi samlet en række kompetencer, som journalister må besidde for at kunne gå ind på lige fod i dagens digitale redaktioner. Tag med på dette internatkursus og få en spændende, afvekslende og hyggelig uge, hvor du vil blive undervist af en håndfuld af branchens digitale frontløbere.

Kursets ‘tænketank’

Vi har tilrettelagt kursets indhold med bistand fra en række fremtrædende, digitale profiler blandt danske journalister.

  • Digital konsulent Nadia Nikolajeva
  • SDU-fellow, digital redaktør på Fagbladet Journalisten, Andreas Marckmann Andreassen
  • Projektleder for digitalt indhold TV2 Danmark, Magnus Bjerg Mortensen
  • Redaktør for video og digitale værktøjer ved Jysk Fynske Medier, Silas Bang
  • Data- og analyseredaktør ved Jysk Fynske Medier, Claes Senger Holtzmann
  • Journalistisk lektor hos Syddansk Universitet, Filip Wallberg

Ugen i overskrifter:
Sociale medier – Underviser Anders Hjelmer Paulsen
Hvordan virker de sociale medier egentlig – især Facebook, Instagram og Linkedin. Hvordan fungerer algoritmerne, hvordan kan de manipuleres, og hvorfor kommer alle opslag ikke bare ud til alle, der følger ens side. Hvordan finder man kilder og cases, hvordan validerer man, og hvordan bruges de sociale medier ansvarligt.

Dataforståelse Undervisere Nadia Nikolajeva og Nils Mulvad
Journalister skal  lære at forstå data, og hvor vigtig en ressource data er. Du skal kunne åbne og sortere en tabel i et regneark. Hvilke interne data har man til rådighed? Hvordan forholder man sig til tal som sidevisninger, læsetid, brugere, reach på Facebook etc. Hvordan undgår man at jagte klik i blinde, fordi tallene forblænder en?

Etik og mediejura med fokus på den digitale verden – Underviser Andreas Marckmann Andreassen
Hvilke etiske principper og værdier gælder i dag, hvor alting er mere flydende? Hvor længe skal man fx vente på en kilde, før man udgiver sin artikel, når der ikke er en fast deadline? Hvor meget af det, man kan finde på nettets sociale tjenester, må man bare bruge? Hvorfor skal man holde sig tilbage, hvis de andre ikke gør det? Hvad med journalistens egen rolle? Hvad kan man som journalist skrive i en opdatering? Er et retweet lig med enighed – og kan man forstå, hvis andre tror det?

Digital research – Underviser Tommy Kaas
Nye digitale tjenester og nye regler (bl.a. GDPR) har betydet, at mulighederne for digital research har ændret sig. Vi samler op på de bedste og mest nyttige af de aktuelle research-teknikker, og du får en række praktiske søgetricks med hjem, lige til at bruge.

Foto- og videoredigering – især ved hjælp af gratis tools og værktøjer –  Underviser Silas Bang
Hvilke basisting skal enhver på redaktionen kunne? Fx justere kontrasten i et foto samt klippe ind og ud af en videofil.
Lær at bruge kamera-app’en rigtigt.
Stories – sådan laver du dem
Simpel grafik til sociale medier
Introduktion til nogle af de mange smarte gratis eller billige apps, der ligger på mobilen.

Sådan optimerer du dit indhold: – Underviser Jesper Helmer Rasmussen
Hvordan får du og dit medie mest muligt ud af din indsats. Hvordan “sælger” du dine historier, så de når flest muligt og bliver læst af flest muligt? Hvem er din målgruppe, og hvordan når du dem? Hvordan fanger du brugerne ind med rubrik og indledning? Hvilken rubrik fungerer bedst hvor? Det visuelle er så afgørende digitalt – hvordan arbejder vi med den billedmæssige gennemslagskraft, fotovalg etc.?

Det får du med hjem:

  • Mobile first mindset: Glem aldrig at tjekke, hvordan dit produkt ser ud på mobilskærmen. Det er der, 50-90 pct. af læserne befinder sig.
  • Platformsintelligens: Du skal forstå forskellene på SEO-rubrikken, SoMe-delingen og forsiderubrikken.
  • Sociale Medier: De er et uvurdeligt research-redskab, men du skal være i stand til at bruge det ansvarligt.
  • Etiske regler: Du har sikkert de gamle regler siddende på rygraden, men de skal opdateres, fordi betingelserne er helt andre i dag.
  • Algoritmer: Nej, dit opslag kommer ikke ud til alle dem, der følger din side. Der skal mere til. Og kvalitet er vigtigere end kvantitet.
  • Foto/video-redigering: Du har en super-computer i din lomme, og det skal du lære at udnytte. Du kan rigtigt meget uden dyre programmer som FinalCut, Premiere, Photoshop etc.
  • Smartere med egne data: Før gav vi brugerne det, de ikke vidste, de ville have. Nu kan du tjekke, om de faktisk bruger det, du giver dem, eller om det ryger lige i skraldespanden.

Efter kurset

Efter kurset vil du have lært en masse nyt, og du vil have en bedre og mere nuanceret forståelse af, hvad det kræver at arbejde digitalt. Men selv på en uge er der grænser for, hvad man kan nå. Når du rejser hjem fra Middelfart, vil du til gengæld vide, hvilke områder du specielt har lyst til at arbejde med for at blive endnu bedre. Det vil simpelthen blive lettere at vælge det næste efteruddannelseskursus.

Hvem kan deltage

Der kræves ingen specielle forudsætninger for at deltage. Du skal medbringe en computer og en smartphone – helst den, du bruger på dit arbejde.

Prisen omfatter: Selve kurset med undervisning og undervisningsmaterialer, fire overnatninger på kursusstedet “huset” ved Middelfart, alle måltider samt vand, kaffe og kage i løbet af kurset. Prisen er ekskl. moms.

Oplægsholdere: Nadia Nikolajeva, Anders Hjelmer Paulsen, Andreas Marckmann AndreassenSilas Bang, Jesper Helmer, Nils Mulvad og Tommy Kaas.
Varighed: 5 dage
Sted: Huset, Hindsgavl Alle 2, 5500 Middelfart
Tidspunkt: 5. – 9. oktober 2020
Pris: 19.985 kr. (+ moms)

Kurset har en ME-stjerne. Det betyder, at ME anser det for særligt fagligt relevant for ansatte på nogle af PU’s medlemsvirksomheder. Læs mere.

Tilmeld dig kurset hos Mediernes Efteruddannelse

Er din arbejdsplads ikke medlem af PU, kan du tilmelde dig ved at sende os en mail. Er du ansat hos et PU-medlem, kan du også pr. mail bede om, at vi reserverer en plads til dig.

TILMELDING ER BINDENDE

Din tilmelding er bindende, når du har modtaget besked om, at du er optaget, men selvfølgelig kan du komme i en situation, hvor du må melde fra. Hvis det sker mere end fire uger før kursets start, koster det en administrationsafgift på kr. 1000. Ved afbud mindre end fire uger før forløbets start opkræver vi – uanset grunden – den fulde pris.

Hvis du har tilmeldt dig privat – dvs. at du selv og ikke din arbejdsplads skal betale – har du dog 14 dages fortrydelsesret, jf. Forbrugeraftaleloven. Herefter er din tilmelding bindende.