Fem tips til bedre personsøgning

Vil du være bedre til at finde personer, kontaktoplysninger etc.?

Vi har i mange år undervist i, hvordan man bliver bedre til at søge på nettet. Vi underviser journalister, advokater og mange andre. Alle kan blive bedre til at søge på nettet. At søge avanceret handler især om at kende og bruge mulighederne. Som en smagsprøve er her nogle få tips, som du vil kunne bruge med det samme.

Leder du efter en persons adresse, telefonnummer, email og den slags, vil du ofte starte med nettets telefonbøger. Men ingen af dem giver det samlede billede, og ofte står folk ikke i telefonbøgerne.

Find personer ud fra selskaber, de ejer

1. www.cvr.dk er egentlig en database, hvor du kan slå et selskab eller et cvr-nummer op og så finde ud af, hvornår selskabet er stiftet, hvor det hører hjemme etc. Men i www.cvr.dk er der også en personsøgning.

Find linket i menuen til venstre. Du kan med flueben markere, at du også vil søge i selskaber, der ikke længere eksisterer. Du behøver ikke søge på et præcist navn, søg bare på en del af navnet, hvis du er usikker på, hvordan det staves. Og for at tjekke, om det er den rigtige person, du får fat i, kan du jo studere, hvilke selskaber vedkommende har haft kontakt med. Overraskende mange har selskaber. I cvr.dk får du en adresse, og du kan generelt regne med, at adressen er opdateret.

2. Har en person stiftet en såkaldt enkeltmandsvirksomhed, skal du ikke bruge personsøgningen for at finde adresseoplysninger. Skriv i stedet personens navn i feltet, hvor du normalt ville skrive navnet på det selskab, du leder efter.

Hvem ejer boligen – og hvad er den værd

3. Når du har fundet adressen på en person, er det næste skridt typisk at gå til www.ois.dk, hvor du kan tjekke, hvem der ejer boligen på adressen. Du skal søge med kommune, vejnavn og husnummer, og så er det muligt at se, hvem der ejer boligen. Lejere og andelshavere er det dog ikke muligt at finde navnene på. men ejere af villaer, rækkehuse, sommerhuse, ejerlejligheder mv. kan du finde navnene på. Det fremgår også, hvis der er flere, der ejer en bolig i fællesskab. Når du har fundet en bolig frem, kan du under menupunktet i venstre side af skærmen, “Økonomi”, finde frem til oplysninger om boligens ejendomsvurdering og de seneste salgspriser – i hvert fald hvis huset har været handlet i nyere tid.

Find ejere af websites

4. Hvis det stadig kniber med at finde kontaktoplysninger på en person, så tænk over, om vedkommende har et website. Der er databaser, hvor du kan slå ejerne af websites op. Alle domæner, der ender på .dk (som fx kaasogmulvad.dk, kan slås op i www.dk-hostmaster.dk

Du kan søge på et domæne (skriv ikke www i søgefeltet), eller du kan søge på en persons navn og se, hvad der dukker op. Hvis du søger på navne, ser du ikke umiddelbart, hvilke websites, de ejer. Du får i stedet et bruger-id. Men hvis du søger på dette bruger-id her: og husker at klikke på enten Registrant eller Fuldmægtig, vil du se, hvilke domæner vedkommende ejer. Og klikker du derefter på domænets navn, vil du se flere oplysninger, typisk også om ejerens adresse.

Og det var bare nogle få eksempler

5. Der findes en række databaser som disse, som du med fordel kan prøve for at se, om der dukker en adresse op. Mange faggrupper har deres egne databaser, fx har Skuespillerforbundet medlemslister på skuespillerforbundet.dk, hvor det er muligt at finde adresse og mail på mange i skuespillerfaget. Komponistforeningen og Dansk Forfatterforening har det samme, og mange folk fra filmbranchen kan findes i DFI Bogen, der findes på filminstituttets hjemmeside.

 Vil du lære mere?

Kaas & Mulvad tilbyder kurser i avanceret personsøgning og i avanceret internetresearch. På kurserne lærer du at få meget mere ud af dine netsøgninger. Vi skræddersyr kurserne til din arbejdsplads og jeres konkrete behov. Kontakt os hvis du vil høre nærmere.

Og får du ikke vores nyhedsbrev med flere tips, tricks og nyheder, kan du skrive dig på modtagerlisten her.

No comments yet.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.