SF rykker mod højre

Partierne på venstrefløjen og især SF har de seneste år taget et stort skridt mod den politiske midte i bestræbelserne på sammen med S at udgøre et alternativ til den borgerlige regering.

Det viser en kortlægning af Folketingets afstemninger de seneste 10 år, som Kaas & Mulvad har foretaget for Ugemagasinet A4, og som ugemagasinet offentliggjorde 23. august 2010. Se historien her.

Går man tilbage til 2001, da den borgerlige regering trådte til, stemte SF mod VK-regeringen i næsten tre ud af fire afstemninger i Folketinget. I folketingssamlingerne 2001-2002, 2002-2003 og 2003-2004 markerede partiet sin uenighed med den borgerlige regering i henholdsvis 71, 69 og 71 procent af afstemningerne.

Da Villy Søvndal året efter trådte til som partiformand, faldt tallet til 63 procent, og sådan fortsatte udviklingen – for i de seneste tre folketingssamlinger at ligge på mellem 43 og 45 procent.

SF er dermed landet på en grad af uenighed med VK-blokken, der til forveksling ligner Socialdemokraternes. S-uenigheden var på 41 procent i seneste folketingssamling.

SF har nærmet sig Socialdemokraterne så meget, at der næsten er sammenfald, når de to partier trykker på afstemningsknapper. Fra at SF i de første tre folketingssamlinger i 00’erne stemte imod Socialdemokraterne i knap hvert tredje tilfælde, er synkroniseringen efterhånden komplet. I folketingssamlingen 2008-2009 begrænsede SF’s uenighed med Socialdemokraterne sig til ni procent, og i den seneste folketingssamling faldt den yderligere til kun fire procent.

No comments yet.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.