Lær at producere professionelle stories, der fænger og engagerer

Kurset foregår 17. og 18. september 2020 i København.

Vil du også i fremtiden nå dine læsere og seere via sociale medier, skal du kunne lave professionelle stories. 

Stories-formatet, hvor videoer og billeder forsvinder efter 24 timer, har længe domineret de sociale medier. I dag kan brugerne af alt fra Facebook til Whatsapp, Snapchat og Instagram dele indhold via såkaldte stories.

Alene på Instagram Stories er der 500 millioner aktive brugere dagligt, og lige nu vokser brugen af Instagram stories hurtigere end brugen af Instagrams eget feed.

Men at lave en god story er lettere sagt end gjort. Indholdet skal både være fængende, give brugerne lyst til at engagere sig og ikke mindst få dem til at komme igen.

At lave en professionel story som medie eller kommunikatør kræver derfor både en forståelse for brugeradfærden på platformen, en indsigt i digitale design-muligheder og en publiceringsplan.

På kurset dykker vi ned i alt dette. Med udgangspunkt i Instagram Stories gennemgår vi på kurset, hvordan du som medie eller journalist kan fortælle professionelle stories, der understøtter dit medies brand og mission – uanset om disse skal publiceres på Instagram, Snapchat, Whats App eller Facebook.

Vores kursusleder er Nadia Nikolajeva. Nadia er selvstændig digital konsulent og var indtil for nylig digital chef på TV MidtVest. Norske Eirik Kroken vil deltage med online-oplæg undervejs, da han er forhindret i at rejse til København pga Corona. Eirik har i flere år arbejdet praktisk med story-formatet i Oslo. Først med Snapchat Stories hos VG og i dag med Instagram Stories hos NRK.

Journalistisk tilgang

Vi bevæger os lidt væk fra de håndholdte stories på mobilen. I stedet skal vi bruge design-værktøjer og journalistiske tilgange, der kan producere professionelle medie-stories med logoer, undertekster og effekter. Samtidigt undersøger vi, hvordan brugerne benytter stories-formatet anno 2020.

Vi lærer bl.a., hvilket indhold der får brugerne til at engagere sig med de små korte video- og billede-sekvenser. Vi lærer at nedbryde en journalistisk historie og at fortælle den på story-platformens præmisser, så den både engagerer og fænger. Vi vil også gennemgå forskellige design-programmer, så du og dit medie kan komme i gang med at producere professionelle stories.

På kurset lærer du bl.a.:

  • Hvordan du producerer fængende og engagerende journalistik til stories-formatet.
  • Hvilket indhold brugerne interagerer med på stories-formatet, og hvordan du engagerer dem.
  • Hvordan du kan versionere selv den mest avancerede nyhedsfortælling i små bidder, så den er mere fordøjelig og engagerende på platformen.
  • Hvilke design-værktøjer du kan bruge til at lave professionelle stories, der understøtter dit medie og jeres fortællinger.

Kurset indeholder teoretiske oplæg, viser forskellige cases, lægger op til faglig debat og gennemgår praktiske øvelser, så du bliver klædt på til at lave stories til dit eget medie.

Kursets opbygning:
Kurset tager udgangspunkt i Instagram Stories, men da stories-formatet på de fleste sociale medier minder om hinanden, vil du også kunne overføre din viden fra kurset til platforme som Facebook og Snapchat.

Kurset har både en teoretisk og en praktisk tilgang, og vi kommer til at arbejde praktisk med stories både på smartphone og i design-programmer.

Du skal derfor medbringe en smartphone og en computer. Du skal inden kurset have downloadet Instagram-appen og oprettet en profil. Vi forventer, at du deltager aktivt i praktiske øvelser og i plenum.

Ønsker du ikke at dele øvelser og opgaver på din private profil eller på dit medies profil, skal du  inden kurset downloade Instagram-appen og oprette en testkonto. Vi kommer ikke til at bruge tid på at oprette konti.

Vi kommer bl.a. til at arbejde i video-redigeringsprogrammet Final Cut. Der kræves ingen forudgående erfaring med programmet, men du skal have det installeret på en medbragt computer. Inden kursusstart vil vi fortælle, hvordan en gratis prøvepakke på Final Cut kan downloades, så alt er parat til kurset.

Prisen omfatter undervisning, undervisningsmaterialer og frokost, kaffe, te og vand i løbet af kurset. Prisen er ekskl. moms.

Kursusleder: Nadia Nikolajeva
Varighed: 2 dage
Sted: MBK, Pilestræde 61, København K.
Tidspunkt: 17.- 18. september 2020
Pris: 6785 kr. (+ moms)

Tilmeld dig hos Mediernes Efteruddannelse

Er din arbejdsplads ikke medlem af PU, kan du tilmelde dig ved at sende os en mail.

TILMELDING ER BINDENDE

Din tilmelding er bindende, når du har modtaget besked om, at du er optaget, men selvfølgelig kan du komme i en situation, hvor du må melde fra. Hvis det sker mere end fire uger før kursets start, koster det en administrationsafgift på kr. 1000. Ved afbud mindre end fire uger før forløbets start opkræver vi – uanset grunden – den fulde pris.

Hvis du har tilmeldt dig privat – dvs. at du selv og ikke din arbejdsplads skal betale – har du dog 14 dages fortrydelsesret, jf. Forbrugeraftaleloven. Herefter er din tilmelding bindende.