Medieudvikling i Norge: Samarbejd med dine konkurrenter

Kurset har ME-stjerne. Det foregår i Oslo, Norge 18.-20. marts 2024.

Kun få pladser tilbage! 3000 kr. i rabat, som fratrækkes på fakturaen. Det vil sige, at prisen er 15.785 kr.

Hvorfor går det tilsyneladende bedre for norske medier end for danske? Og er det nu også helt rigtigt?

Med høj selvtillid og god statistik kan norske mediechefer prale af verdens højeste andel betalende brugere. Hvordan lader det sig gøre, og hvad er det, der adskiller norske medier fra medierne i andre lande? Og hvorfor og hvordan samarbejder de på tværs af koncerner samtidig med, at de er bitre konkurrenter?

Spørgsmål som disse har danske medieledere længe valfartet til Norge for at få svar på. Og samme type spørgsmål skal vi på kurset med Geir T. Ruud og Jakob Nielsen som kursusledere have norske medieledere til at svare på. Vores tre dages intensive studietur inkluderer besøg hos og møder med alle de vigtigste medieaktører i Norge – samt danske, som har taget kampen op på det norske marked.

Norge er kendt som et land med mange early adopters, når det gælder ny teknologi, og med stor vilje hos ejerne til at satse på det ukendte – nogle gange med ny indsigt som eneste resultat.

Kurset har base i det nye flotte Pressens Hus, centralt beliggende i Oslo, men en del af tiden vil foregå rundt omkring i Oslo.

I Pressens hus holder blandt andet Mediebedriftene (svarer til Danske Medier), Presseforbundet, som også administrerer det norske Pressenævn (PFU), og Norsk redaktørforening til. De bidrager til samarbejdsprojekter på tværs af den norske mediebranche og de norske koncerner, trods stor konkurrence.

Vi skal besøge Schibsted med flagskibet VG, morgenavisen Aftenposten og også lære om, hvordan satsningen på rubrikannoncer og nye indtægter har gjort selskabet til en international aktør. I Danmark inkluderer det ejerskabet i Den Blå Avis.

Vi skal besøge koncernen Amedia som med næsten 90 lokale medier virkelig får testet overlevelsesevne – også i de allermindste lokalområder – og hvordan de gør det med stor success.

Konkret har en lang række af Amedias udgivelser skåret ned på papiret for at frigøre ressourcer til journalistik. Senest gik Glåmdalen, Oppland Arbeiderblad og Østlendingen sidste efterår over til kun at udkomme som papiravis tirsdag, torsdag og lørdag.

Vi kommer inden for hos NRK, som har en ekstremt stærk digital position og arbejder på at få brugerne til at logge ind.

Vi skal også besøge Dagbladet, som er ejet af Aller, et af de Danmarks-baserede medieselskaber.

Egmont, Watch Medier og Altinget er også stærke i Norge. Vi møder den norske del af de danske koncerner.

Vi skal blandt andet høre om, hvordan de arbejder med:

  • Brugerbetaling
  • Kvinder i ledelse og bestyrelser
  • Teknologiudvikling
  • “Early adaptors”
  • Ejerstruktur

Kurset begynder i Oslo mandag 10.30 og slutter onsdag kl. 16.00. Transport til og fra kursusstedet er ikke inkluderet i kursusprisen, ligesom transport rundt i Norge er for kursistens egen regning. Det sker bedst via apps til Flytoget og RuterBillett til den norske metro (T-banen).

To nætter på hotel er med i kursusprisen. Vi bor på Clarion Hotel The Hub, centralt beliggende og tæt på banegården og Pressens Hus. Alle måltider er inkluderet. Der tillægges ikke moms.

Kurset starter med et formøde i København (inkl. video) nogle uger før afgang. Dette første møde vil tage 2-3 timer.

Helt konkret får du:

  • Tre dage i Oslo med ny viden og inspiration fra målrettede besøg på førende nyhedsmedier samt møder med centrale organisationer.
  • To overnatninger på centralt hotel. Alle måltider er inkluderet.
  • Kursus – inkl. møder med centrale journalister og redaktører om den seneste udvikling og aktuelle tendenser.

Kursusleder: Geir Terje Ruud og Jakob Nielsen
Varighed: 3 dage
Sted: Oslo, Norge
Tidspunkt: 18.-20. marts 2024
Pris: 18.785 kr. Der tillægges ikke moms.

Er din arbejdsplads ikke medlem af PU, kan du tilmelde dig ved at sende os en mail.

Tilmeld dig hos Mediernes Efteruddannelse fra 13. nov. 2023

TILMELDING ER BINDENDE

Din tilmelding er bindende, når du har modtaget besked om, at du er optaget, men selvfølgelig kan du komme i en situation, hvor du må melde fra. Hvis det sker mere end fire uger før kursets start, koster det en administrationsafgift på kr. 1000. Ved afbud mindre end fire uger før forløbets start opkræver vi – uanset grunden – den fulde pris.

Hvis du har tilmeldt dig privat – dvs. at du selv og ikke din arbejdsplads skal betale – har du dog 14 dages fortrydelsesret, jf. Forbrugeraftaleloven. Herefter er din tilmelding bindende.

Illustrationen er en AI-grafik skabt af Gert K Nielsen og AI-tjenesten Midjourney i fællesskab. Vil du selv lære, hvordan man gør, så tag med på kurset “Kreativ brug af AI-grafik” 7. og 8. februar 2024, hvor Gert er kursusleder.