Hvordan får du fat i de afgørende kilder, som alle andre medier går efter? Hvordan får du systematisk udbygget dit kildenetværk? Hvilke platforme skal du bruge for at beskytte en kilde? Og hvordan arbejder man på at udvikle en guldkilde?
Spørgsmål som disse vil de to erfarne journalister og kursusledere, Mette Mayli Albæk (JP) og Louise Dalsgaard (DR), i løbet af to dage give en række bud på.
“Jeg kommer til at anbefale det til andre, så jeg håber, I holder det igen”.
Sådan skrev en kursist i sin evaluering, da vi i foråret 2022 for første gang havde gennemført Mette Mayli Albæk og Louise Dalsgaards kursus “Få fat i guldkilden”. Og selvfølgelig holder vi det igen.
Hvordan får du fat i de afgørende kilder, som alle andre medier går efter? Hvordan får du systematisk udbygget dit kildenetværk? Hvilke platforme skal du bruge for at beskytte en kilde? Og hvordan arbejder man på at udvikle en guldkilde? Spørgsmål som disse vil de to erfarne journalister og kursusledere i løbet af to dage give en række konkrete bud på.
Kurset er især tiltænkt journalister, der enten sidder med dag-til-dag stof eller med længerevarende projekter, og som har brug for hands on-erfaringer med at arbejde målrettet med kildehåndtering.
På kurset tager vi udgangspunkt i konkrete journalistiske produktioner og fortæller, hvad der virkede eller ikke virkede for at få kilder i tale. Gennem øvelser og oplæg bliver kursisterne inspireret til selv at udbygge og udvikle et kildenetværk, som både på kort og lang sigt giver flere og bedre historier.
Undervejs er der oplæg og øvelser med en tidligere kildefører i politiet, som tager kursisterne med bag de psykologiske faktorer, der spiller ind, når man møder en potentiel ny kilde.
Det skal der ske:
Dag 1:
Med udgangspunkt i DR`s succesfulde satsninger som fx “Dronekrigeren”, TV-dokumentaren “De Skjulte Overgreb” samt bogen “Terroristen fra Nørrebro” (samt evt. nyere produktioner) går vi i dybden med udvikling af forskellige typer kilder. Vi ser eksempler på, hvordan man får kilder i en efterretningstjeneste, i et kriminelt miljø og blandt helt almindelige forældre fra en børnehave ramt af pædofili.
Om eftermiddagen får vi besøg af en tidligere kildefører i politiet. For i politiarbejdet er der i høj grad hjælp at hente for journalister. Kildeførere arbejder målrettet med analyser af potentielle kilder og går altid systematisk til værks for at få maksimalt udbytte. Og her bliver kursisterne sendt på sjove og udfordrende øvelser. Disse øvelser vil give dig en helt ny forståelse for, hvad der spiller ind, når man står over for kilder.
Dag 2:
På andendagen får vi besøg af DR’s undersøgende korrespondent Line Gertsen. Hun er ekspert i at få kilder i tale, om det så er faren til det afdøde barn eller fælleskilden, som alle medier prøver at få til at stille op. Vi kommer også med konkrete tips og ideer til, hvordan man kontakter forskellige kilder, for ingen er ens og nogle kilder skal have en sms, andre en opringning uden for kontortid. Desuden spiller kildebeskyttelse i dag en særlig rolle og her bliver kursisterne introduceret for forskellige platforme for kontakt med kilder – alt ud fra konkrete eksempler.
Slutteligt arbejder vi med kursisternes ønsker og ideer til at udvide deres personlige kildenetværk.
På kurset lærer du:
- Hvordan kontakter man en kilde
- Hvordan udvider man sit kildenetværk
- Hvordan udvikler man en kilde
- Hvordan man kan arbejde systematisk med at få gode kilder
Kursusleder: Mette Mayli Albæk og Louise Dalsgaard
Varighed: 2 dage
Sted: MBK, Pilestræde 61, København K.
Tidspunkt: 25.- 26. maj 2023
Pris: 7490 kr. (+ moms)
Prisen omfatter undervisning, undervisningsmaterialer og frokost, kaffe, te og vand i løbet af dagen. Prisen er ekskl. moms.
Tilmeld dig hos Mediernes EfteruddannelseEr din arbejdsplads ikke medlem af PU, kan du tilmelde dig ved at sende os en mail.
TILMELDING ER BINDENDE
Din tilmelding er bindende, når du har modtaget besked om, at du er optaget, men selvfølgelig kan du komme i en situation, hvor du må melde fra. Hvis det sker mere end fire uger før kursets start, koster det en administrationsafgift på kr. 1000. Ved afbud mindre end fire uger før forløbets start opkræver vi – uanset grunden – den fulde pris.
Hvis du har tilmeldt dig privat – dvs. at du selv og ikke din arbejdsplads skal betale – har du dog 14 dages fortrydelsesret, jf. Forbrugeraftaleloven. Herefter er din tilmelding bindende.
Dette kursus kan også leveres som internt kursus. Vi har stor erfaring i at skræddersy et helt specielt kursus eller forløb til din arbejdsplads. Tag kontakt på kursus@kaasogmulvad.dk
Illustrationen er en AI-grafik skabt af Gert K Nielsen og AI-tjenesten Midjourney i fællesskab. Vil du selv lære, hvordan man gør, så tag med på kurset “Kreativ brug af AI-grafik”, hvor Gert er kursusleder.