Fra gråt til guld – bliv bedre til at manøvrere på et klemt arbejdsmarked

Kurset er aflyst.

Få mod på resten af karrieren. Formålet med det spændende og afvekslende tre dages kursus er at give deltagerne, der skal være fyldt 50, mere viden og højere bevidsthed om, hvad mediearbejdsmarkedet kræver. De klassiske medier indskrænker. Det kan den enkelte journalist ikke gøre meget ved. Men vi kan gøre os bedre til at møde fremtiden.

It-systemer kommer til at ændre arbejdsdagen, vi skal samtidig også helst blive længere på arbejdsmarkedet, og vi skal undgå at blive gamle og vrantne.

Det er kernen i kurset, der gennemføres for anden gang. Kurset fik topkarakter i evalueringen, og vi har i tilrettelæggelsen af årets udgave brugt kursisternes kommentarer og forslag for at målrette kurset endnu mere. Bl.a. giver vi mere tid til diskussion kursisterne imellem.

Undervejs i kurset vil du møde Ulla Terkelsen, Henning Kirk, Anna Vinding og Frode Muldkjær samt Lars K. Jensen, Dorte Schou, Henrik Soltoft og Janne Bram Jensen.

Oplæg og vinkler spænder vidt. Ulla Terkelsen, TV 2, giver input til, hvordan du bedst udnytter dine erfaring ved, og dr.med Henning Kirk bidrager med viden om, om hvad forskningen fortæller om at blive ældre. Hans mere medicinske oplæg suppleres af en psykolog, der har beskæftiget sig med forandringer på arbejdspladsen.

Desuden kommer der to paneler om henholdsvis fordelene ved at blive i medierne og ved at skifte til en helt anden branche. Samt naturligvis et kig i krystalkuglen om, hvad der venter af nye it-systemer, og oplæg. Endelig et blik på økonomien: hvad skal man tænke på, når man går på pension.

I gruppearbejdet sættes der fokus på erfaring og tjeklister: Hvad skal jeg huske at gøre?

Se det foreløbige program.

Morgenmotion

Ifølge den nyeste hjerneforskning er fysisk aktivitet helt afgørende for at holde hjernen frisk. Derfor er der også morgenmotion på programmet: jogge, cykle, svømme eller gå.

Kursusleder: Henrik Kaufholz

Varighed: 3 dage

Sted: Middelfart. “Huset” ligger med smukke omgivelser på halvøen Hindsgavl – tæt på den gamle Lillebæltsbro. Maden er i særklasse. Læs mere her.

Tidspunkt: 23.-25. april 2018

Pris: 11.985 kr. (+ moms)

Prisen omfatter overnatning og måltider, undervisning, undervisningsmaterialer og kaffe, te og vand i løbet af kurset. Prisen er ekskl. moms.

Er din arbejdsplads ikke medlem af PU, kan du tilmelde dig ved at sende os en mail.

Tilmeld dig hos Mediernes Efteruddannelse

TILMELDING ER BINDENDE

Din tilmelding er bindende, når du har modtaget besked om, at du er optaget, men selvfølgelig kan du komme i en situation, hvor du må melde fra. Hvis det sker mere end fire uger før kursets start, koster det en administrationsafgift på kr. 1000. Ved afbud mindre end fire uger før forløbets start opkræver vi – uanset grunden – den fulde pris.

Hvis du har tilmeldt dig privat – dvs. at du selv og ikke din arbejdsplads skal betale – har du dog 14 dages fortrydelsesret, jf. Forbrugeraftaleloven. Herefter er din tilmelding bindende.