Tallene gemmer på historier – regneark for begyndere

Kurset foregår 18. og 19. marts i København.

Regnearket er data-journalistens schweizerkniv, men alle journalister kan bruge det til at finde historier med.

Vi er omgivet af tal og data, og mange gode historier gemmer sig bag tallene. Derfor bør du som journalist have et basalt kendskab til, hvordan man bruger et regnearksprogram.

Man kan selvfølgelig regne i et regneark, men journalister kan også bruge et regneark til meget andet. For eksempel kan man ofte finde de bedste cases, når blot man ved, hvordan man sorterer og filtrerer.

I løbet af kurset lærer du at lave enkle beregninger, men du lærer også at importere, rense, strukturere og kombinere data i et regneark. Og så er der pludselig masser af muligheder for at finde helt nye historier og skarpe vinkler.

Grundkursus

Vi ved godt, at mange er søgt mod journalistikken, fordi den ikke har med tal at gøre. Og for nogle er det ligefrem lidt angstprovokerende at skulle beskæftige sig med tal igen.  Men bare rolig: Vi sørger for, at du får en succesoplevelse ud af det.

Lad os slå fast, at kurset er et grundkursus. Du behøver slet ikke at have haft et regneark åbent før for at deltage.

På kursets to dage lærer du nok til, at du kan komme i gang med det samme. Hvis du på et senere tidspunkt vil arbejde mere med data, grafikker, kort eller andre visualiseringer, er et grundlæggende kendskab til regnearket samtidig den bedste bagage. Skulle du senere ønske dig at lære at programmere, er du også meget bedre stillet, hvis du har lært at bruge et regneark.

Vi lærer dig – helt fra grunden – hvad enhver journalist (uanset stofområde) bør kunne:

  • At håndtere data i et regneark
  • At lave enkle beregninger ved hjælp af formler
  • At sortere, så du kan finde ekstremerne, hvor der kan være gode historier
  • At bruge pivottabeller, så du hurtigt kan tjekke vinkler i selv meget store datasæt.
  • At importere og rense data, du henter på nettet eller i pdf-filer.

Vi arbejder med data, der har været brugt i journalistik, og vi tænker altid på at finde de gode historier i tallene.

Kurset indeholder oplæg og mange øvelser, som vi løbende samler op på, så ingen falder af undervejs.

Forudsætninger: Ingen – kurset er for begyndere. Også den, der allerede har snuset lidt til regneark, vil få meget med hjem. Du skal medbringe din egen computer på kurset, og der skal være installeret et regnearksprogram på den. Der findes gode gratis programmer, vi kan henvise til, hvis du ikke har det mest brugte, Microsofts Excel.

Kursusleder: Tommy Kaas, der selv har brugt regneark i 25 år og som har undervist i brugen af regneark næsten lige så længe.

Varighed: 2 dage
Sted: MBK, Pilestræde 61, 1112 København K.
Tidspunkt: 18. – 19. marts 2019
Pris: 5690 kr. (+ moms)

Prisen omfatter: Undervisning, undervisningsmaterialer og frokost, kaffe, te og vand i løbet af kurset. Prisen er ex. moms.

Tilmeld dig hos Mediernes Efteruddannelse

Er din arbejdsplads ikke medlem af PU, kan du tilmelde dig ved at sende os en mail.

TILMELDING ER BINDENDE

Din tilmelding er bindende, når du har modtaget besked om, at du er optaget, men selvfølgelig kan du komme i en situation, hvor du må melde fra. Hvis det sker mere end fire uger før kursets start, koster det en administrationsafgift på kr. 1000. Ved afbud mindre end fire uger før forløbets start opkræver vi – uanset grunden – den fulde pris.

Hvis du har tilmeldt dig privat – dvs. at du selv og ikke din arbejdsplads skal betale – har du dog 14 dages fortrydelsesret, jf. Forbrugeraftaleloven. Herefter er din tilmelding bindende.