Nyhedsbrev 4. november 2015

I dag har Pressens Uddannelsesfond åbnet for tilmeldingerne til knap 200 forårskurser – heriblandt 15 fra os. Du kan melde dig her:  www.mediernesefteruddannelse.dk og se oversigten over alle vores kurser her: www.kaasogmulvad.dk/kurser/

Vi har allerede fået tilmeldinger ind til en række af kurserne. Specielt vores kombinerede kursus til San Francisco og Denver er populært. Vil du med, gælder det om at handle hurtigt.

Vi håber på at kunne gennemføre alle planlagte kurser i foråret 2016. I dette forår gennemførte vi alle de syv kurser, vi havde slået op. I efteråret 2015 gennemfører vi otte af de 15 udbudte. Vi har nu holdt seks, og der er stadig pladser på de to sidste, der med garanti bliver gennemført:
Søg aktindsigt og skaf fortrolige kilder
5.-6. nov., København

Avanceret internet – nye researchmetoder på nettet og i sociale medier
30. nov.-2. dec., Aarhus

Og nu til de sædvanlige tips, tricks og nyheder:

Ekspert-tips: Sådan interviewer man løgnere
Et oplæg på årets IRE konference i Philadelphia handlede om at interviewe løgnere. En undersøgende journalist, en tidligere CIA-specialist i at bruge løgnedetektorer samt en tidligere FBI-medarbejdere diskuterede, og en del af deres fælles diskussion kan nu høres i en sær-udgave af IRE’s podcast-serie. Serien er normalt forbeholdt IRE-medlemmer, men denne er åben for alle via linket.

Taking Data Visualization From Eye Candy to Efficiency
National Geographic har lavet en glimrende opsamling på datavisualiseringer – hvad er best practice lige nu, og hvor længe kan vi blive ved på denne måde? National Geographics artikel er en del af serien ”Data Points”. For enhver med interesse i data, visualiseringer eller kort, er der masser at hente her.

Inheritance – arven efter en bror
259 passagerer døde, da Pan Am Flight 103 eksploderede over den skotske by Lockerbie i december 1988. En af passagerne var David Dornstein, og forholdet mellem ham og broderen Ken er kernen i denne fine multimediepræsentation. Frontline PBS står bag, og stationen har også produceret Ken Dornsteins tre-delte tv-dokumentar My Brother’s Bomber.Den kan ses her.
Læs mere i The New Yorker, som har bragt en lang artikel om Ken Dornstein.

Meget stor interesse for kursus om at få oplysninger ud i retssager
I går kørte Jan Lauridtsen fra TV2 et kursus for os om, hvordan journalister får oplysninger ud i forbindelse med retssager.  Kurset var udsolgt, og kursisterne fik indsigt i Jans meget systematiske arbejde med afgørelser om åbenhed, og hvordan han bruger afgørelserne konkret. Deltagerne fik en samling af afgørelser, der kan bruges som et smart opslagsværk, når man sidder i retten og hurtigt vil sikre sig de bedste argumenter for åbenhed. Jan vedligeholder dette opslagsværk for kursusdeltagerne. Alle fik også en adgang til historiske retslister, samlet i en database.
Hvis der er interesse for det, vil vi gentage kurset, så snart vi kan. Skriv til os, hvis du er interesseret.

DataHarvest i juni 2016
DataHarvest er den vigtigste europæiske konference inden for datajournalistik og undersøgende journalistik. Den er flyttet fra anden weekend i maj til 3.-5. juni. Nu er konferencen åben for tilmelding.

Kropskontakt – her skal du passe på!
Forskere fra Oxford University har i det hidtil største projekt om fysisk kropskontakt kortlagt, hvem der må røre hvem – og hvor. www.sfgate.comviderebringer forskningsresultaterne, som er nemme at forstå i forskernes pudsige grafik.

Nye værktøjer til dataimport
I sidste uge kørte vi et tre-dages kursus i data og databaser. I den forbindelse havde vi udviklet undervisningsmateriale i flere nye værktøjer: Bl.a. web scraping-værktøjet import.io og browserens webinspector-funktion. Begge kan være smarte genveje til at få data ud fra hjemmesider. Kursisterne fik også vores tutorial i, hvordan man let finder tabellerne bag et Google Fusion kort.

Samarbejde om boligdata
På datakurset blev vi i øvrigt enige med nogle af deltagerne om at igangsætte et arbejde for praktisk at få ejendomsdata ud fra Tinglysningsretten. Vi vender senere tilbage med mere.

Mere effektiv site-søgning i Google
Mange har på vore kurser stiftet bekendtskab med den effektive Google-operator site:
Søger man fx i Google på site:novonordisk.dk,  så søger man blandt det, som Google har fundet på det pågældende site. Men det er også muligt at kombinere den med asterisk-tegnet (den lille stjerne, der typisk sidder ved enter-tasten). Søger man fx på site:novonordisk.* – ja, så inkluderer søgningen også det, der er fundet på novonordisk.dk, novonordisk.com, novonordisk.co.uk etc. Prøv linket ovenfor og se et eksempel på en søgning, der leder på alle andre novonordisk-domæner end .dk eller .com. Husk også vores kursus i avanceret internetresearch i Aarhus 30. nov.-2. dec.

Bopæl og sodavandsforbrug
Amerikanerne har sat kalorieindtaget ned – bl.a. fordi de drikker færre sodavand. www.data2go.nyc har puttet amerikanernes forbrug af sodavand på et kort over New York. Og naturligvis er der åbenlye forskelle. Mon ikke vi ville se det samme i Danmark?

Sådan styrer algoritmer styrer vores liv
Propublica har samlet en række konkrete og aktuelle eksempler på, hvordan algoritmer – computerberegninger – influerer på vores liv. Vi er måske ikke klar over det, men sådan er det, og det går kun en vej.
Som modvægt er her et lidt tragikomisk eksempel på algoritmernes begrænsninger. Tvillinger fik nægtet at få kørekort, fordi computerens automatiske ansigtsgenkendelsesprogram ikke kunne acceptere to personer med et så ens udseende.

Højesteret forsinker MRSA-åbenhed
Der er stadig ikke åbenhed om MRSA-smitte på svinefarme. Det er mere end to måneder siden, at den sidste skrivelse fra advokaterne blev afleveret til Højesteret, men endnu har retten ikke afsagt sin kendelse i den principielle sag. På Åbenhedstingets site ligger en status.

Facebook udvider søgemuligheder
Nu skulle det blive nemmere at søge i statusopdateringer – dog stadig kun dem, du normalt ville har adgang til. Resultaterne prioriteres efter ens personlige profil, så opslag og kommentarer fra venner vægter højere end folk, man ikke kender. Samtidig bliver information fra officielle kilder, som fx nyhedsmedier også vægtet højere end andet indhold. Mange medier har beskrevet nyskabelsen – bl.a. TechCrunch. Indtil videre er funktionen kun for brugere, der har valgt ”English (US)” som sprog, men da Facebook heller ikke giver alle brugere adgang til alle features samtidig, må man måske væbne sig med tålmodighed.

Den store og ultimative guide til data science blogs
Listen her – med over 150 blogs – er heldigvis ikke helt så uoverskuelig, som man skulle tro. Den er nemlig inddelt i nogle under-kategorier, så det er nemt at vælge ud fra interesser i fx R, Python eller datavisualisering. Man kan også se, hvor mange læsere bloggen har.

Intern efteruddannelse på medierne
I næste uge kører vi de første interne efteruddannelseskurser for Børsen (som vi tidligere skrev om), og i december fortsætter vi med interne kurser på Midtjyske Medier. Vi håber, at også andre medier vil bruge os til intern efteruddannelse – ikke kun i datajournalistik, men i alle de områder, som vi udbyder i PU-systemet med hjælp fra dygtige kursusledere.