Fortællende journalistik har ry for at være både tids- og pladskrævende. Men sådan behøver det ikke være. Metoderne kan sagtens bruges i en travl hverdag og i korte formater.
Fortællinger er nemlig ikke kun en genre, men også en strategi og en arbejdsmetode. Det er en værktøjskasse, som man bruger, både når man ideudvikler, når man researcher og i skriveprocessen for at skabe mere læsværdige historier, der fastholder læserne fra først til sidst.
Teknikkerne fra den fortællende journalistik kan løfte såvel nyheder som baggrunde, cases og analyser, samt give dem gennemslagskraft og mange læsere. Metoderne kan monteres på ikke kun bløde stofområder, men også inden for økonomi, politik, sport og krimi. Det ser man i stigende grad hos store internationale medier. Men også herhjemme, hvor korte fortællende formater som ’Et liv er forbi’ og ’ I retten’ er noget af det mest læste på Dagbladet Information, Line Vaabens daglige arbejdsplads.
I nyhedsstrømmen, hvor det ofte skal gå stærkt, og hvor pladsen er trang, er der brug for at kunne lave historier, som adskiller sig, og som læserne vil bruge tid og penge på. Samtidig har journalister ikke altid halve år og 20.000 tegn til rådighed. Kan journalister mestre fortællegreb i korte formater, kan de og deres medie være med til at møde dette behov.
På kurset får vi grundbegreberne i den fortællende journalistik på plads og henter ny inspiration fra både danske og udenlandske medier. Derefter prøver deltagerne selv kræfter med metoderne med udgangspunkt i aktuelle historier og egne produkter: Vi ideudvikler, analyserer og skriver selv, og der bliver også små lektier fra dag til dag, som gennemgås med kursuslederne. Undervejs præsenterer vi også viden og fakta om fortællende journalistiks positive effekter, der blandt andet viser, at læserne bruger både tid og penge på denne type journalistik.
Når deltagerne forlader kurset, tager de en værktøjskasse med fortællende greb med tilbage til redaktionen, så de både kan ideudvikle nye formater og liste narrative kneb og tricks ind i deres arbejde. Til glæde for både dem selv og mediebrugerne.
Kurset er velegnet til skrivende journalister på nationale, regionale og lokale dagblade, samt fagblade og magasiner. Også redaktører og ledende redigerende kræfter kan få glæde af kursets fortællende mindset. Man behøver ikke at have arbejdet med fortællende journalistik for at deltage på kurset.
Varighed: To-tre dage
Underviser: Rikke Hyldgaard og Line Vaaben
Krav til udstyr: Internet og mulighed for at koble computer til projektor. Kursusdeltagerne skal have adgang til computere.
Skal vi holde dette kursus på din arbejdsplads? Vi hjælper dig gerne med at tilrettelægge kurset.
Kaas & Mulvad
kursus@kaasogmulvad.dk