Strafferet for journalister

Kurset foregår 25.-26. maj 2021 i København.

Forstå reglerne bag straffesagen. Så vinkler du mere skarpt, og din historie bliver både mere korrekt og spændstig.

Straffesager er et vigtigt stofområde for journalister. Når et strafbart forhold er begået, bliver det først efterforsket af politiet, dernæst tager anklagemyndigheden stilling til tiltalespørgsmålet, og endelig træffer domstolene afgørelse i sagen.

Undertiden bliver domstolene blandet ind i sagen allerede under efterforskningen. Straffesager er spækket med juridiske regler og vurderinger. Nogle af disse regler er vigtige at forstå for at kunne skrive om en straffesag ikke bare på en korrekt, men også på en interessant og fængende måde.

Kursusleder er professor i strafferet Trine Baumbach fra Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet. Hun oplever ofte, at journalister spørger hende til råds i aktuelle sager. Efter vores første kursus skrev kursisterne bl.a.:

  • Trine var virkelig en dygtig formidler – og hun formåede at få tungt stof gjort letforståeligt med masser af eksempler.
  • Fremragende underviser. Trine er bare superdygtig, sjov og en forrygende formidler.
  • Idéen med at give et crash-kursus i strafferet er rigtig god. Og det var oplagt at få en af de mest brugte strafferetseksperter til at deltage på kurset.

På kurset vil de emner, som journalister oftest er i tvivl om, blive gennemgået og diskuteret:

  • Grundlovsforhøret, herunder mistankegrundlag – hvorfor bliver nogen varetægtsfængslet, mens andre kan være på fri fod under straffesagen, og hvad skal der til?
  • Dørlukning / referatforbud / navneforbud – Hvorfor kan domstolene bryde med offentlighedsprincippet, og hvad med mediernes ytringsfrihed?
  • Bevisførelse – kan alle beviser føres og hvad med kildebeskyttelsen?
  • Bevisbedømmelse – Hvad skal der til, for at tiltalte kan anses for skyldig? Hvilken betydning har skiftende forklaringer, og er man uskyldig, fordi man er frifundet i en straffesag?
  • Forsæt – hvad er forsæt, og hvorfor er det tit det afgørende i en straffesag?
  • Medvirken – hvad skal der til, for at man kan blive dømt for medvirken til en forbrydelse, og hvorfor bliver nogle medvirkende undertiden frifundet?
  • Straffastsættelse – hvad er forholdet mellem strafferammen og den konkret udmålte straf?
  • Retsreferatet – Retsplejelovens regler og de presseetiske spørgsmål.

Kurset er målrettet alle journalister med interesse for straffesager og retsreportage. Der vil være cases og øvelser undervejs, hvor vi fokuserer på, hvad journalister konkret kan gøre i de forskellige situationer.

Kurset fokuserer på aktuelle sager og problemer. Det ser på snitfladen mellem strafferet og journalistik.

Kurset giver deltagerne en unik mulighed for at diskutere egne erfaringer med en ekspert og bruge svarene i efterfølgende dækning af straffesager.

Prisen omfatter undervisning, undervisningsmaterialer og morgenmad, frokost, kaffe, te og vand i løbet af kurset. Prisen er ex. moms.

Kursusleder: Trine Baumbach
Varighed: 2 dage
Sted: MBK, Pilestræde 61, København K.
Tidspunkt: 25.-26. maj 2021
Pris: 5990 kr. (+ moms)

Kurset har en ME-stjerne. Det betyder, at ME anser det for særligt fagligt relevant for ansatte på nogle af PU’s medlemsvirksomheder. Læs mere.

Tilmeld dig hos Mediernes Efteruddannelse

Er din arbejdsplads ikke medlem af PU, kan du tilmelde dig ved at sende os en mail.

TILMELDING ER BINDENDE

Din tilmelding er bindende, når du har modtaget besked om, at du er optaget, men selvfølgelig kan du komme i en situation, hvor du må melde fra. Hvis det sker mere end fire uger før kursets start, koster det en administrationsafgift på kr. 1000. Ved afbud mindre end fire uger før forløbets start opkræver vi – uanset grunden – den fulde pris.

Hvis du har tilmeldt dig privat – dvs. at du selv og ikke din arbejdsplads skal betale – har du dog 14 dages fortrydelsesret, jf. Forbrugeraftaleloven. Herefter er din tilmelding bindende.