Skræl nettet – med Import.io!

Kursus: Skræl nettet med import.io

Kurset foregår 6. og 7. december 2018 i København.

Myndighederne vil ikke give dig data, men henviser til, at du kan søge dem frem på deres hjemmeside – bid for bid. En situation, som vi alt for ofte løber ind i. Eller data er blot spredt ud over mange, mange sider på nettet. I begge situationer bliver vi nødt til at sætte en maskine til at hente data hjem til et regneark eller en database. Det kalder vi for web scraping. Vi skræller eller skraber nettet. 

Her er en række eksempler på historier, der bygger på data hentet hjem ved scraping.

På kurset lærer vi dig at bruge programmet Import.io til den slags opgaver. Det er et meget effektivt og billigt program, hvor du ikke behøver at kunne programmere for at være med. Import.io er ikke et program, du skal installere på din maskine – det kører i skyen.

At skrabe et site for at skaffe sig data bør være sidste udvej, så på kurset gennemgår vi også alternativerne og giver dig de bedste tricks til at få data udleveret uden brug af skrabning. Men omvendt sker det oftere og oftere, at vi kun kan få fat i data ved hjælp af web scraping. Og så er det jo praktisk at kunne.

Du lærer på kurset:

  • at oprette dig som bruger og anvende Import.io
  • at bygge en skraper, så du kan skrabe en lang række sites
  • at indbygge en funktion, der bladrer fra side til side
  • at indbygge en funktion, der åbner links til undersider, så du også kan skrabe dem
  • at eksportere de indsamlede data til andre programmer

Kurset vil indeholde oplæg og mange praktiske øvelser.

Forudsætninger: Et helt grundlæggende kendskab til regneark er en fordel, men ikke nødvendigt. Du skal medbringe din egen pc/mac på kurset.

Tid og sted: 6. og 7. december 2018, Pilestræde 61, København K.

Kursusleder: Nils Mulvad

Deltagere: Mindst 6 – højst 16.

Pris: 5690 kr.

Prisen omfatter undervisning, undervisningsmaterialer, morgenmad, frokost, kaffe og kage i løbet af kurset. Prisen er ex. moms.

Tilmeld dig hos Mediernes Efteruddannelse

Er din arbejdsplads ikke medlem af PU, kan du tilmelde dig ved at sende os en mail.

TILMELDING ER BINDENDE

Din tilmelding er bindende, når du har modtaget besked om, at du er optaget, men selvfølgelig kan du komme i en situation, hvor du må melde fra. Hvis det sker mere end fire uger før kursets start, koster det en administrationsafgift på kr. 1000. Ved afbud mindre end fire uger før forløbets start opkræver vi – uanset grunden – den fulde pris.

Hvis du har tilmeldt dig privat – dvs. at du selv og ikke din arbejdsplads skal betale – har du dog 14 dages fortrydelsesret, jf. Forbrugeraftaleloven. Herefter er din tilmelding bindende.