Nye medietendenser i USA

UDSOLGT: Kurset foregår 2. – 9. oktober i New York City og Washington D.C.

Tag på opdagelsesrejse i USA og få værktøjer til at fremtidssikre dit medie

Fremtidens journalister, redaktører og iværksættere skal have skarpt fokus på brugere og kunder. Og på dette kursus vil du få konkrete værktøjer til at tiltrække og engagere brugere på nye måder. Kursusledere er Charlotte Harder og Jakob Nielsen.

Sagt på mediedansk så er den store megatrend i branchen bevægelsen fra afsenderfokus til modtagerfokus. Og intet sted er modtageren så meget i centrum som i USA. Det gælder de store koncerner, der tæller abonnenterne i millioner, og det gælder de små niche-startups, der lever af at være relevante for præcist definerede målgrupper.

Derfor skal du tage med os til USA, hvor vi besøger nogle af de mest spændende og nyskabende steder i den amerikanske mediebranche. Der hvor innovationen foregår, inden den senere bliver oversat og overført til danske og europæiske medier.

Vi tager dig med til nogle af de steder i New York og Washington, D.C, hvor morgendagens tendenser allerede er virkelighed. Sammen med to af Danmark mest erfarne redaktører får du et indblik i, hvordan amerikanske medier arbejder med åbne redaktionsmøder, valg af kilder, nye formater og mangfoldighed. Samtidig får du et opdateret indblik i, hvordan tech-branchen spiller sammen med medierne i en tid, hvor kravet om regulering lyder stadig mere insisterende, også fra amerikanske politikere.

Gennem seks intense dage i New York og D.C. undersøger vi de nyeste medietendenser inden for journalistisk metode, målgrupper og formater. Kurset er altså både for dig, der arbejder som reporter, og for dig, der som medieleder eller selvstændig vil inspireres til nye formater og arbejdsmetoder for at få flere brugere.

Og du vil komme hjem med masser af inspiration til at gøre din egen hverdag sjovere og dit medie stærkere. Deltagerne på dette kursus kommer hjem med værktøjer til at spille både sig selv, sidemanden og chefen bedre.

I New York skal vi bl.a. høre om, hvordan lokale medier forsøger at gøre en forskel i storbyens nyhedsørkener – og hvordan de får det til at løbe rundt. Vi bliver også klogere på, hvilke følelser det vækker på en redaktion, når der bliver sat krav til journalister om at tilvælge kvinder og sorte som kilder. Og om hvad det betyder for bundlinjen!

Vi skal møde repræsentanter for de store tech-selskaber og besøge USA’s store konservative avis, The Wall Street Journal, der trods sine 132 år er ved at genopfinde sig selv. Målet er at tiltrække de unge, kvinderne og talenterne fra USA’s mange etniske grupper. Heller ikke store medier er fremtidssikrede, hvis de fleste læsere er hvide mænd i den modne alder.

I Washington skal vi høre om, hvordan den amerikanske kongres forsøger at regulere tech-branchen og besøge det fremstormende nichemedie Axios, der senest har lanceret en enorm satsning på lokaljournalistik.

HVAD FÅR DU UD AF DET?
Du får konkrete redskaber til, hvordan dit medie bliver mere relevant for målgruppen, uanset om du er lokalredaktør på en provinsavis, reporter på Christiansborg eller freelancer med ambitioner om at gå nye veje.

Vores erfaring fra tidligere kurser er, at vi i New York og Washington hører om tendenser, som nogle år senere dukker op i danske medier. På den måde gør kurset dig til en mere uundværlig medarbejder i en omskiftelig mediebranche.

Du får ny viden om, hvor traditionelle medier og techbranchen kan spille sammen – og hvor de står på hver sin side. Du bliver kort sagt klædt på til at være en aktiv deltager i den omstilling, der med garanti også foregår på dit medie lige nu.

Det praktiske:

Vi rejser fra Københavns Lufthavn med SAS søndag 2. oktober klokken 12.25 og lander i Newark 14.55. Vi tager toget fra New York til Washington D.C. onsdag eftermiddag. Vi flyver fra Washington D.C. lørdag den 8. oktober 17.15 og lander i København søndag den 9. oktober klokken 07.15.

Hotel i New York: Arlo Soho, 231 Hudson St, New York, NY . Godt og velbeliggende. Med morgenmad. Se på kort.

Hotel i Washington D.C.: Generator, 1900 Connecticut Ave. NW, Washington, D.C. 20009, D.C.. Med morgenmad. Se på kort.

Prisen omfatter: Flytransport mellem København og USA, transport i USA, hotel i New York og Washington og enkelte måltider i løbet af kurset. Morgenmad på begge hoteller. Som hovedregel er anden forplejning for egen regning. Prisen tillægges ikke moms.

Der er ingen krav til forkundskaber. Du skal blot være nysgerrig. Alle programpunkter undervejs foregår på engelsk.

Kurset lægger ikke op til, at du skal bedrive egentlig journalistik undervejs. Overvejer du dette, er det vigtigt, at du selv sørger for et visum – og husk at gøre det i meget god tid. Ellers er ESTA fuldt dækkende.

Kursusledere: Jakob Nielsen og Charlotte Harder.
Varighed: 8 dage
Sted: New York City og Washington D.C.
Tidspunkt: 2. – 9. oktober 2022
Pris: 35.000 kr. Prisen tillægges ikke moms.

Tilmeld dig hos Mediernes Efteruddannelse

Er din arbejdsplads ikke medlem af PU, kan du tilmelde dig ved at sende os en mail.

TILMELDING ER BINDENDE

Din tilmelding er bindende, når du har modtaget besked om, at du er optaget, men selvfølgelig kan du komme i en situation, hvor du må melde fra. Hvis det sker mere end otte uger før kursets start, koster det en administrationsafgift på kr. 1000. Ved afbud mindre end otte uger før forløbets start opkræver vi – uanset grunden – den fulde pris.

Hvis du har tilmeldt dig privat – dvs. at du selv og ikke din arbejdsplads skal betale – har du dog 14 dages fortrydelsesret, jf. Forbrugeraftaleloven. Herefter er din tilmelding bindende.