London: Besøg Europas hovedstad for datajournalistik

Kursus: London: Besøg Europas hovedstad for datajournalistik

Kurset foregår 4.  – 8. september i London. Tilmeldingen er lukket.

London er datajournalistikkens hovedstad i Europa. Vi besøger de centrale medier og personer, som står bag denne udvikling. Og i år sætter vi fokus på, hvordan datajournalistik kan bruges i dag-til-dag-dækningen, og hvordan regionale og lokale medier kan bruge data og digital journalistik. 

For to år siden havde vi første gang et hold med til London for at tage pulsen på den digitale medieudvikling: London sprudler af datajournalistik.

Siden da er London i endnu højere grad blevet det reelle centrum for europæisk datajournalistik.

Financial Times, BBC, Guardian, Buzzfeed, CNN og Reuters-Thompson har deres europæiske hovedkontor for digital journalistik i London, ligesom den europæiske del af Google News Lab ligger i London.

De store mediehuse udnytter de mange nye digitale muligheder.

Hertil kommer hele undergrunden af små og nye medier, der sætter standarden for ny og anderledes brug af data og interaktive grafikker. Vil du opdateres på de vigtigste strømme i datajournalistik, skal du med på dette kursus, hvor vi taler med de centrale aktører i denne udvikling.

En travl uge

Allerede mandag får deltagerne en halv dags undervisning af den verdenskendte internetguru fra BBC, Paul Myers. Paul er altid fuld af smarte tricks, og han lærer dig avancerede researchteknikker, du kan bruge på nettet og i sociale medier.

Senere mandag møder vi David Ottewell, der leder Trinity Mirror Regionals datajournalistik-satsning. David vil vise nogle af sine mange gode jordnære eksempler på dag-til-dag-datajournalistik fra Trinity-gruppens lokale og regionale aviser.

Tirsdag besøger vi The Guardian, hvor vi har flere interessante ting i vente. Helena Bengtsson fortæller om avisens satsning inden for datajournalistik. Caroline Bannock, redaktør for community og UGC, fortæller om samspillet med læserne. The Guardian er kommet meget langt med at kunne måle, hvordan læserne læser og bruger mediets mange tilbud. Chris Moran vil vise, hvor meget man med systemet “Ophan” rent faktisk kan sige om læsernes opførsel.

Senere tirsdag besøger vi Google News Lab, hvor Matt Cooke viser nogle af Googles nyeste gratis tilbud til journalister. Matt vil både fokusere på værktøjer til verifikation, til research og til præsentation af de færdige historier.

Senere på ugen har vi bl.a. et møde på Financial Times, hvor vi deltager i grafik-afdelingens ugentlige efterkritik-møde. Financial Times har på den ene side introduceret en avanceret brug af interaktive grafikker i mediets historier. På den anden side er man også gået lidt i den modsatte retning. Fordi brugerne tilgår historierne på flere forskellige platforme, er der mest mening i at gøre det meste enkelt og undgå interaktivitet, hvis man kan. Og så en sjælden gang virkelig give den hele armen. Lederen af “interactive news” Martin Stabe og hans kolleger vil fortælle om den balancekunst.

Vi besøger også Bureau of Investigative Journalism – et uafhængigt journalistisk center, der i øjeblikket bl.a. arbejder med at støtte lokale og regionale medier i at lave historier, der bygger på tal og data. Megan Lucero, der leder dette nye initiativ er vores vært.

Vi besøger desuden en række andre af de medier og aktører, der skaber de nye metoder i datajournalistik og digital journalistik. Ikke alle aftaler er faldet endeligt på plads endnu. Kursets program opdateres hen mod kurset.

Forudsætninger: Ingen. Kurset foregår dog på engelsk.

Antal deltagere: Mindst 8 – højst 16.

Hotel i London: The Wesley Euston Hotel & Conference Venue, Euston Street, London, Storbritannien. Se på et kort.

Vi rejser til London med SAS mandag den 4. september med afgang fra Kastrup Lufthavn 7.50 for at få en hel arbejdsdag i London. Hjemrejse er fredag den 8. september klokken 18.30 fra Heathrow, så vi også har en hel dag om fredagen.

Kursusleder: Tommy Kaas og Nils Mulvad
Varighed: 5 dage
Sted: London.
Tidspunkt: 4. – 8. september 2017
Pris: 21.000 kr. Der lægges ikke moms på prisen.

(Prisen omfatter flytransport fra Kastrup, transport i London, hotel med morgenmad, alle møder og enkelte måltider i løbet af kurset. Som hovedregel er din forplejning dog for egen regning.)

Tilmelding hos www.mediernesefteruddannelse.dk. Er din arbejdsplads ikke medlem af PU, kan du tilmelde dig ved at sende os en mail.

Vigtigt: Ved tilmelding skal du skrive dit navn, akkurat som det står i dit pas.

Tilmeld dig hos Mediernes Efteruddannelse

Tilmeldingen er bindende

Din tilmelding er bindende, når du har modtaget besked om, at du er optaget, men selvfølgelig kan du komme i en situation, hvor du må melde fra. Hvis det sker mere end fire uger før kursets start, koster det en administrationsafgift på kr. 1000. Ved afbud mindre end fire uger før forløbets start opkræver vi – uanset grunden – den fulde pris.

Hvis du har tilmeldt dig privat – dvs. at du selv og ikke din arbejdsplads skal betale – har du dog 14 dages fortrydelsesret, jf. Forbrugeraftaleloven. Herefter er din tilmelding bindende.

Illustration: Eric Fischer