Kurset foregår 2. og 3. maj 2022 i København.
På to dage lærer du det nødvendige – og det nyeste – inden for avanceret personsøgning på nettet og i sociale medier. Prøv kræfter med en række virkelighedsnære opgaver og vend hjem med nye metoder og konkret viden om, hvordan du bedst, hurtigst og mest effektivt finder det, du leder efter.
Der sker konstant ændringer for alle, der researcher online, og der er hele tiden brug for at lære nye metoder. De konkrete tips og tricks, vi bringer i vores nyhedsbrev om research på nettet, får altid mange klik. På to dage bliver du opdateret på de nyeste metoder.
Nils Mulvad og Tommy Kaas har samlet de vigtigste teknikker i et todages kursus om personsøgning.
Om tilsvarende kurser og kursuslederne siger tidligere kursister:
- Jeg var enormt imponeret over kursets indhold. Jeg troede, at jeg var pænt god til at lave søgninger på Google og havde egentlig kun regnet med at få input til Facebook, men jeg skal love for, at jeg fra første time blev overrasket over, hvor meget mere man kan.
- Kurset indeholdt mange gode værktøjer, som jeg umiddelbart kan bruge i mit arbejde, formidlet på en lettilgængelig måde af velforberedte undervisere.
- Kurset fungerede godt, fordi al viden var konkret. Der blev ikke spildt tid på abstrakte observationer eller diskussioner. Fokus lå på gode, håndgribelige arbejdsredskaber.
Undervisningsformen er et hands on-kursus, hvor kursisterne vekslende med oplæg får en række konkrete opgaver og gennem løsningen lærer, hvilke metoder der virker i praksis, når man skal arbejde effektivt, hurtigt og sikkert.
De store sociale medier som Facebook, Instagram, LinkedIn, Twitter, Tiktok etc. giver vi ekstra opmærksomhed. Gennem disse sociale medier finder vi fx kilder, cases og kontaktoplysninger og ved at kombinere det fundne, kan man komme overraskende langt.
Kurset bygger på mange års erfaring i og en løbende brug af avanceret netresearch. Selv om du måske synes, at du allerede kan en hel del, lover vi, at vi nok skal sende dig hjem med ny viden og nye brugbare metoder.
På kurset lærer du blandt meget andet at:
- bruge browserudvidelser for at effektivisere dit arbejde – men også, hvorfor du skal bruge dem med varsomhed
- researche mere effektivt og præcist i digitale kilder
- søge målrettet – og at få meget mere ud af din næste Google-søgning.
- bruge Facebook, Twitter, Instagram og LinkedIn til effektivt at lokalisere kilder og cases – også i hastesituationer og i udlandet
- finde e-mail, telefonnummer og adresser på personer – også på dem, der er rigtigt svære eller som fx har et meget almindeligt navn.
- dokumentere din research, fx ved at gemme researchmateriale – også lange kommentarfyldte Facebook-sider og hele Instagram-konti
- lægge en strategi for en research-opgave. Så arbejder du mere effektivt og målrettet.
- se – og at lægge mærke til, hvad du rent faktisk ser. Det lyder indlysende, men er det ikke. Det vil du opdage undervejs.
Undervisningsform
Undervisningen er tilrettelagt med oplæg, efterfulgt af øvelser. Til hver øvelse er der korte huskesedler målrettet den journalistiske brug. Du får alle huskesedler samlet i en pdf-fil og kan derfor let tage dem i brug hjemme på redaktionen.
Efter øvelserne er der opsamling, hvor vi i fællesskab diskuterer den journalistiske anvendelse af metoden.
Forudsætninger: Der kræves ingen forkundskaber. Men inden kurset skal du have oprettet en gratis konto på Google, Instagram, Facebook, Twitter og LinkedIn. Du skal desuden medbringe en computer.
Prisen omfatter undervisning, undervisningsmaterialer, morgenmad, frokost, kaffe, te og vand i løbet af kurset.
Kursusleder: Tommy Kaas og Nils Mulvad
Varighed: 2 dage
Sted: MBK, Pilestræde 61, København K.
Tidspunkt: 2. og 3. maj 2022
Pris: 6990 kr. (+ moms)
Kurset har en ME-stjerne. Det betyder, at ME anser det for særligt fagligt relevant for ansatte på nogle af PU’s medlemsvirksomheder. Læs mere.
Tilmeld dig hos Mediernes EfteruddannelseEr din arbejdsplads ikke medlem af PU, kan du tilmelde dig ved at sende os en mail.
TILMELDING ER BINDENDE
Din tilmelding er bindende, når du har modtaget besked om, at du er optaget, men selvfølgelig kan du komme i en situation, hvor du må melde fra. Hvis det sker mere end fire uger før kursets start, koster det en administrationsafgift på kr. 1000. Ved afbud mindre end fire uger før forløbets start opkræver vi – uanset grunden – den fulde pris.
Hvis du har tilmeldt dig privat – dvs. at du selv og ikke din arbejdsplads skal betale – har du dog 14 dages fortrydelsesret, jf. Forbrugeraftaleloven. Herefter er din tilmelding bindende.