På togt i arkiverne

Kurset har ME-stjerne. Det foregår 27.-29. november 2023 i København.

Fjerne og fascinerende pårørende, dramatiske og drabelige skibsforlis, kontroversielle og komplicerede retssager. De danske arkiver bugner af interessante, overraskende og øjenåbnende informationer, som kan være dokumentationen i den næste bog, den næste artikel, den næste podcast eller det næste tv-program. Kom med ned i arkiverne, følg sporene og lad dig inspirere.

Third Ear-podcasten om Romeo-agenterne fra DDR, Peter Øvig Knudsens bøger om Blekingegadebanden eller besættelsestidens likvidatorer, DR-programmet Bakspejl, der sætter fokus på centrale historiske begivenheder i Danmark og i udlandet.

Regelmæssigt viser journalister og historiefortællere, hvordan man gennem research i vores mange arkiver på en ny måde kan genfortælle eller rekonstruere perioder eller begivenheder fra vores nære fortid. Gennem journalistikken løftes sløret for historiske gåder, der gør os klogere på nutiden. Både når det gælder slægter og den enkelte, og når det gælder de store fælles historier.

På kurset ’På togt i arkiverne’ vil kursusleder Simon Kratholm Ankjærgaard løfte dét slør sammen med dig. Han vil give dig masser af viden om og inspiration til, hvordan du selv kan bruge de historiske kilder i dit arbejde. Du vil få et godt overblik over de mange forskellige arkiver, hvoraf mange af dem (og flere og flere) er online.

Du vil lære helt konkret at bruge arkiverne og få gode råd om søgeteknik og søgestrategier.

I løbet af de tre dage, som kurset varer, vil undervisningen veksle mellem oplæg og øvelser i søgning efter personer, steder og begivenheder. Under et besøg af Rigsarkivets får du en grundig introduktion til arkivet af en seniorforsker. Der kommer også en journalist og forfatter og fortæller om sit arbejde i og med arkiverne.

Vi vil arbejde indgående med idéudvikling af arkivbaserede historier og i den forbindelse meget gerne kursisternes egne sager og interesser. Efter tilmeldinger og kursus er bekræftet, vil vi korrespondere med deltagerne individuelt for at samle ønsker. I det omfang ideerne må deles og egner sig til oplæg eller øvelser, vil de blive inddraget i forløbet.

Du får øvelser om og undervisning i:

  • Personsøgninger
  • Søgninger efter steder og ejendomme
  • Søgninger efter sager, for eksempel kriminalsager

På kurset kan du komme i gang med din egen sag, og du får:

  • en introduktion til danske arkiver
  • en introduktion til andre online-samlinger med danske dokumenter
  • en introduktion til retsgrundlag og love såsom arkivlov/aktindsigtslov, lovgivning om personoplysninger
  • introduktion til søgebegreber og –strategier.

Kursusleder: Simon Kratholm Ankjærgaard
Varighed: 3 dage
Sted: København.
Tidspunkt: 27. – 29. november 2023
Pris: 10.885 kr. (+ moms)

Prisen omfatter undervisning, undervisningsmaterialer og frokost, kaffe, te og vand i løbet af dagen. Prisen er ekskl. moms.

Tilmeld dig hos Mediernes Efteruddannelse

Er din arbejdsplads ikke medlem af PU, kan du tilmelde dig ved at sende os en mail.

TILMELDING ER BINDENDE

Din tilmelding er bindende, når du har modtaget besked om, at du er optaget, men selvfølgelig kan du komme i en situation, hvor du må melde fra. Hvis det sker mere end fire uger før kursets start, koster det en administrationsafgift på kr. 1000. Ved afbud mindre end fire uger før forløbets start opkræver vi – uanset grunden – den fulde pris.

Hvis du har tilmeldt dig privat – dvs. at du selv og ikke din arbejdsplads skal betale – har du dog 14 dages fortrydelsesret, jf. Forbrugeraftaleloven. Herefter er din tilmelding bindende.

Illustrationen er en AI-grafik skabt af Gert K Nielsen og AI-tjenesten Midjourney i fællesskab. Vil du selv lære, hvordan man gør, så tag med på kurset “Kreativ brug af AI-grafik“, hvor Gert er kursusleder.