Nyhedsbrev 2. juli 2015

Kære nyhedsbrev-læsere

Her kommer sidste nyhedsbrev før sommerferien med opsamling på valget, nye tip til personsøgning, en del praktiske finter og link til det helt nye Google News Lab.

40 tip til bedre personsøgning
Hvis du af og til leder efter baggrundsoplysninger på en person, har vi 40 gode råd til dig. Vi underviste for nylig i avanceret personsøgning på nettet og specielt i sociale medier. Vi gennemgik og opdaterede vores anbefalinger og har nu samlet de vigtigste råd i et blogindlæg. Værsgo!
Har du også behov for et kursus i avancerede søgemetoder, så holder vi et par stykker i efteråret:

Avanceret internet – nye researchmetoder på nettet og i sociale medier
Vi kører kurset to gange:
23.-25. september i København og 30. november – 2. december i Aarhus
Er du træt af at spilde tiden med upræcise Google-søgninger? Lær også at søge information hurtigt og effektivt. Lær at bruge Facebooks Graph Search og avanceret søgning i LinkedIn. Internettet er journalisters vigtigste kilde til oplysninger, men for mange søger på må og få. Uanset om det er små eller store opgaver, du er i gang med, kan du effektivisere dit arbejde og øge chancen for succes.

Tjekket datapræsentation: Hvad er årsagen til klodens opvarmning?
Der er skrevet mange og lange rapporter og afhandlinger om forandringerne i klimaet og årsagerne dertil. Her er et eksempel fra Bloomberg Business på, hvordan en godt tænkt og dygtigt udført datavisualisering på et øjeblik kan få brikkerne til at falde på plads. Den viser også indirekte, at det med en datavisualisering kan være relativt let at manipulere. For hvor mange orker at læse rapporterne for at tjekke, om den overbevisende visualisering nu også taler sandt?
Visualiseringen virker fint på mobil, men endnu bedre på en skærm.

Levende still-fotos: Ny måde at se Roskilde på
I sin Roskilde Festival-dækning afprøver Politiken det visuelle værktøj Cinemagraphs eller cinemagrams, der er en betegnelse for en animeret gif, hvor kun et udvalgt område i billedet bevæger sig. Klik på linket og se – Brugt med måde ser det ret sjovt ud. Politiken forklarer, at man skyder en videobid og derefter vælger, hvilken stillframe man vil bruge, og hvilket område i billedet man vil loope. Politiken har brugt Flixels Cinemagraph Pro.

Find de slettede sider
Mange har efterhånden lært The Wayback Machine fra archive.org at kende som en god måde at genfinde slettede sider. ”Cached”-funktionen hos Google er også praktisk at have i baghånden. På denne side er samlet flere af disse værktøjer. http://cachedview.com/

Webscraping på valgaftenen: Simpelt system afløste 8 journalister
Filip Walberg, Fynske Medier, fortæller i et blogindlæg, hvordan han programmerede et simpelt system til at erstatte arbejdskraften fra 8 journalister på valgaftenen. Han hentede data fra KMD’s hjemmeside og præsenterede dem på avisens webside. Vi har også selv i mange år brugt robotter til at trække data ud fra KMD’s hjemmeside for at kunne analysere data på valgstedsniveau og vise dem på kort.

En af de store udfordringer ved at beskrive valgkredse på kort er at de ændres fra gang til gang. Kommunerne ændrer på antallet og numrene for hver af valgkredsene, så medierne risikerer at lave fejl, hvis de ikke er grundige nok. For eksempel fik DR placeret resultatet for kredsen ”Holbæk Midt” på Orø.

Danmarks Statistik med xml-valgdata
En anden nyskabelse i valget er, at Danmarks Statistik nu udsender valgdata live som xml. Det er der en del perspektiver i, så vi måske slet ikke behøver hente data via robotter (scraping), men kan tage xml-feedet og direkte anvende det. Danmarks Statistik har også på en anden måde tænkt på brugerne, da de op til valget frigav data om alle kandidater i etregneark.

Meningsmålingerne fejlede – er der behov for at udvikle nye metoder?
Den helt store taber ved valget var de mange meningsmålinger, mener flere. Især Dansk Folkepartis stemmeandel undervurderede de alle. Det gør de normalt også op til andre valg, simpelthen fordi nogle skammer sig over at sige det, lyder en del af forklaringen. Denne gang var der dog en hel del flere end ved andre valg, som stemte Dansk Folkeparti, uden at meningsmålingerne fangede det.
For mange år siden – i 1936 – begik The Literary Digest en tilsvarende stor brøler ved det amerikanske valg.
Tidligere havde deres forudsigelser altid været gode. I 1936 forudsagde magasinet, at den republikanske Landon ville vinde stort over Roosevelt. Det skete som bekendt ikke. Det viste sig, at det især var en meget skæv sammensætning af den stikprøve, man baserede sin forudsigelse på, som var årsag til fejlskuddet.
I Danmark holder meningsmålingsinstitutterne deres udvælgelsesmetoder hemmelige, og de vægte, institutterne bruger, tales der heller ikke højt om, men valget viste klart, at de har et problem. Oven på valget kan man spørge sig selv om, hvor meget vi kan regne med meningsmålinger om andre emner. Er de farvet på samme måde? Og man kan overveje, om der ikke er behov for en tydeligere angivelse af, hvordan en påstået repræsentativ gruppe er udvalgt og sammensat.

Google News Lab
Google har 22. juni i år iværksat en større satsning på at udvikle fremtidens medieplatforme i samarbejde med bl.a. det californiske Center for Investigative Reporting og andre journalistiske start-ups. Vi tror, at det bliver spændende at følge. Vi forsøger at få et besøg i stand med det nye center i forbindelse med vores tur til NICAR-konferencen i marts næste år. Vi har fire dage i San Francisco før konferencen. Vi vil fortælle mere i nyhedsbreve senere. Pladser til efteruddannelsesturen kan reserveres fra efteråret via www.mediernesefteruddannelse.dk

The Age of Insight: Telling Stories with Data
I forbindelse med lanceringen af Google New Lab blev produceret en kort film, hvor nogle af de datavisualiseringens kendisser fortæller og giver eksempler – bl.a. Ezra Klein og Melissa Bell fra Vox, David Leonhard fra The Upshot, Mona Chalabi from Fivethirtyeight, Scott Klein fra ProPublica og Mariana Santos fra Fusion.

Podcast med New York Times’ grafik-redaktør Amanda Cox
Amanda Cox kalder sig bare ‘Chartmaker’ på Twitter, og hun er alt i alt beskedenheden selv. Uden at kende til hende har mange sikkert været imponeret af hendes arbejde i New York Times, og der er grund til at lytte til, hvad hun siger. Lyt selv med – i en ny podcast med Amanda Cox fra Data Stories.

Der er ledige pladser på alle vores kurser til efteråret. Bl.a. disse:

Oslo og Lillehammer – Norsk datajournalistik og global undersøgende journalistik
4.-11. oktober i Norge
Vil du besøge medierne i Oslo, der rykker inden for datajournalistik? Du kommer til at høre de personer, der er drivkræfterne i den nye norske bølge inden for datajournalistik. Vi mødes med VG, Dagens Næringsliv, Schibsted Academy, NRK, Bergens Tidende og Aftenposten. Onsdag tager vi til Lillehammer og er med fire dage på den globale konference for undersøgende journalistik.

Kursus: Interview med Kurt Strand: Spørgeteknik, struktur og nærvær
Vi kører kurset to gange:
21.-22. september i København
19.-20. november i Aarhus
De professionelle kilder forbereder sig bedre og bedre til interview for at kunne styre resultatet. Nu skal journalisterne opgradere metoderne for at vinde en del af styringen tilbage – og ganske simpelt få svar på spørgsmålene. Vi kender det alle; fornemmelsen af ikke at få stillet de rigtige og udfordrende spørgsmål, fravær af logik i en rodebunke af research.

Styr uden om flosklerne – flere fakta i kommunaljournalistik
30. september – 2. oktober i Aarhus
Kommunerne ændres hastigt i disse år. Forskellene vokser fra kommune til kommune og internt i den enkelte kommune. Desuden bliver der lukket op for nye detaljerede oplysninger på kommunalniveau på et væld af områder.

Fup eller fakta – bliv din egen detektor
29. oktober og 12. november i København
Sammen med DR’s Detektor-vært, Thomas Buch-Andersen, har vi skabt et helt nyt faktatjekker-kursus, hvor du over to dage bliver grundigt klædt på. Mellem de to kursusdage skal du selv lave et konkret faktatjek. På kurset lærer du om klassiske fejl, overdrivelser og fordrejninger, og du får en række praktiske værktøjer, så du bliver bedre til at gennemskue usikkerheder i statistikker og tal-analyser.

Research for at fortælle historier
2.-3. november i København
Vil du blive bedre til at formidle de væsentlige historier? Mange væsentlige historier kan fortælles bedre, hvilket både gælder for undersøgende såvel som den almindelige grundige journalistik. Dette kursus åbner for en ny værktøjskasse, der bygger bro mellem undersøgende/udredende journalistik og fortællende journalistik.

Lær de journalistiske tricks for at få oplysninger ud i retssager
3. november i København
Ligesom offentlighedsloven er også retsplejeloven ændret med en række nye muligheder for journalister. Samtidig har der ud fra praksis i de senere år udviklet sig nogle metoder, som giver journalister helt nye fordele. Det gælder de store kriminalsager og de civile sager, hvor retsdokumenterne ofte kaster lys over forhold, ingen af parterne ønsker frem i offentligheden.

Søg aktindsigt og skaf fortrolige kilder
5.-6. november i København
Den nye offentlighedslov gjorde det ikke nemmere at trænge ind bag de centrale myndigheder og det politiske apparats barrikader. På dette kursus lærer du, hvordan du kommer så langt som muligt. Og hvad du kan gøre, når juraen ikke hjælper mere. Vi blander de praktiske juridiske kneb med den konkrete journalistiske metode til at åbne for myndighedernes dokumenter og data.

Spænd ben for dig selv – og lav bedre journalistik
26. november i København
Vi ringer til de samme kilder, møder dem sjældent ansigt til ansigt og copy-paster historier. Men vanens magt kan være idéforladt og indimellem ligefrem ødelæggende. På dette kursus lærer du at bryde vanerne ved hjælp af erfaringer og metoder fra dogmeprojektet Syv Journalistiske Benspænd.

Husk, at du kan se tidligere udgaver af nyhedsbrevet her:
https://www.kaasogmulvad.dk/kontakt/nyhedsbrev/

Venlig hilsen og god sommer

Tommy Kaas & Nils Mulvad

Kaas & Mulvad
www.kaasogmulvad.dk
post@kaasogmulvad.dk