Nyhedsbrev 14. juni 2017

I nyhedsbrevet har vi denne gang (ud over et effektivt Facebook-trick) især samlet tips og gode eksempler fra hele verden. Du kan også vælge at tage med på et af vores udlandskurser. Men så skal du nok beslutte dig før sommerferien.

 

San Francisco – spændende medieudvikling helt tæt på

Vi har stadig to pladser tilbage på September-turen til San Francisco, hvor vi indtil videre har faste aftaler med AJ+, Reveal, Google og San Francisco Public Press. Men der er meget mere på vej.

https://mediernesefteruddannelse.dk/kurser/112-besoeg-foerende-medie-udviklere-san-francisco/

 

London: Vi gentager en succes

I starten af september tager vi igen til London med en gruppe journalister. Da vi sidst gjorde det i ’15, var tilbagemeldingerne utroligt gode. I London har vi p.t. faste aftaler med Financial Times, The Guardian og Google. Kursisterne får eksklusiv undervisning af BBC’s undeholdende søgeorakel Paul Myers, og vi arbejder selvfølgelig på at få resten af ugen fyldt ud med gode spændende oplevelser.

https://mediernesefteruddannelse.dk/kurser/110-london-besoeg-europas-hovedstad-datajournalistik/

 

Sådan søger du i Facebook efter et opslag om et bestemt emne fra en bestemt dag

Du kender det sikkert: Du har set et opslag på Facebook, som du gerne vil finde igen. Du kan ikke huske, hvem der skrev det, men du ved cirka, hvornår det er fra. Så hvor starter du jagten?

Ved at være opmærksom på, hvordan url’en (webadressen) ser ud, kan du i selve url’en finindstille din søgning.

I en kort artikel på vores site har vi samlet en række eksempler, der er lige til at gå til. Vi viser, hvordan du kan søge på søgeord – samt år, måned eller en bestemt dag.

https://www.kaasogmulvad.dk/2017/06/saadan-finder-du-et-fb-opslag-om-et-bestemt-emne-fra-en-bestemt-dag/

 

Gode data-råd fra Sydafrika

En gruppe af sydafrikanske datajournalister – ”Mediahack” – har en fin hjemmeside med mange interessante ting. Bl.a. har et af medlemmerne i gruppen, Alastair Otter, skrevet et par glimrende start-artikler for begyndere udi datajournalistikken.

Essential tips and tools for beginning data journalism

A mapping toolbox for journalists: 10+ tools worth checking out

 

Tag med til Johannesburg

Apropos Sydafrika; Husk, at der i år er Global Investigative Journalism Conference i Johannesburg i Sydafrika. Konferencen, som Nils Mulvad var en af de to initiativtagere til, startede i Danmark i 2001 og 2003 og har siden bl.a. været holdt i Norge, Holland, Brasilien, Canada og Ukraine. I år foregår konferencen så i Johannesburg, og vi skal begge derned og holde oplæg. Den foregår fra 16. til 19. november  (sommer i Sydafrika!). Uanset forudsætninger kan alle melde sig til. At deltage i konferencen er en utrolig god måde at få ny inspiration på, og tager du med, lærer du nye tricks og får udvidet dit netværk betragteligt.

Læs mere her: http://gijc2017.org/

 

Tatoveringer og prostitution

Tro ikke, at datajournalistik behøver være proppet med tal. Der er data overalt, og er der data, kan de analyseres. Du tror måske, at historier i The Economist må være særdeles (tal)tunge, men sådan er det ikke. Vi linker her til to usædvanlige historier som eksempel på, hvad magasinet kan og gør.

Ved at analysere en database med oplysninger om 100.000 fanger i Florida-fængsler, lavede The Economist en historie om tatoveringer. Fangernes tatoveringer var nemlig også med i databasen. Her viste det sig fx, at 15 pct. af de hvide fanger havde tatoveringer med hjerter, mens kun 3 pct. have tatoveringer om den hvide races overlegenhed.

En anden The Economist-journalist analyserede data for at kunne lave en historie om prostitutionsmarkedet. I alt 190.000 prostitueredes profiler fra et internationalt bedømmelsessite blev analyseret. I artiklen her kan ses resultaterne. Du kan læse tre gratis artikler om ugen fra The Economist. Et 12 ugers abonnement (papir + net) koster kun 20 Euro.

 

Nyt kortprogram – Khartis – fra Frankrig
Der kommer hele tiden nye muligheder for at visualisere data på på kort en lækker og overskuelig måde. Et nyt program, Khartis, er dukket op, og kortene er nok pæne, men for os danskere er det hele knap så brugbart. Der er nemlig ingen danske kort endnu. Hvis firmaet er seriøst, kommer de sikkert på et tidspunkt, men indtil videre er der kun muligheder for at lave kort over Verden, Europa, Tyskland, Frankrig, Spanien og en del andre lande. Softwaren bag Khartis er fransk, og det meste dokumentation er også kun på fransk. Så indtil videre er rådet herfra (hvis man er på jagt efter nemme og velfungerende kort : Datawrapper, google fusion eller Carto.

http://www.sciencespo.fr/cartographie/khartis/en/

 

Datavisualisering – i Indien

Også i Indien vinder datajournalistik og datavisualisering frem. Gennem det sidste år har medarbejderne på Hindustan Times taget nye værktøjer i brug for at formidle deres historier. Det fortæller de om her i en artikel i Storybench, der udgives af Northwestern Universitys journalistuddannelse.

http://www.storybench.org/hindustan-times-introducing-indian-readers-interactive-stories/

 

Hvad får man ud af at interviewe 72 datajournalister?

Samme Storybench har på grundig vis hen over tre år interviewet 72 datajournalister, udviklere og interaktive redaktører. Hvad der kom ud af interviewene, har Storybench sammenfattet i denne artikel. Listen over medierne, de har interviewet, kan ses i dette regneark, som også indeholder links til samtlige de artikler, der er kommet ud af arbejdet.

 

Datajournalistik fra hele verden

Organisationen Global Editors Network uddeler hvert år en række priser til datajournalistiske projekter. Årets shortlist med alle de nominerede projekter i en række kategorier blev offentliggjort for nylig. Der er masser af god inspiration i listen.

https://www.datajournalismawards.org/shortlist/

 

Nye ejendomsdata i datapakken

En gang om året opdaterer vi ejendomsdata i datapakken fra Kaas & Mulvad. Det er vi i gang med i disse dage. Alle danske ejendomme og deres ejere er med i datasættet, ligesom vi har historiske data på ejerne. Medier kan købe adgang til datapakken for 8.000 kroner om året, og med den har man også adgang til en del andre datasæt, herunder historiske retslister. Læs om det gode tilbud her:

https://docs.google.com/document/d/1GsU9qJZDDM2CgaKL-0WFEfMnKrON4tgaP10REEaJL4M/edit?usp=sharing

 

Valgdata fra kommunalvalg i 2009 og 2013

Vi har på forskellige kurser delt detaljerede valgdata fra kommunalvalget i 2009 og 2013. Der var desværre en fejl i linket. Her er det rette:

kortlink.dk/qu4k

 

”Bedst at bo” slutter nu

Jyllands-Posten store datajournalistiske serie “Her er bedst at bo”, sluttede søndag den 11. juni med et 32-siders særtillæg med en stribe af historierne. Projektet er inden for betalingsmuren, men du kan her læse mere om de anvendte datasæt.

Serien, som Kaas & Mulvad har foretaget dataanalysen for, bliver diskuteret på folkemødet den 17. juni klokken 11.30.

 

Ud over de kurser, vi har nævnt, har vi ledige pladser på disse kurser i efteråret:

Bliv mester i tal og undersøgelser: Lær at skelne gode tal fra dårlige tal (En dag i København)
Kenneth Thue Nielsen ruster journalister med de grundlæggende tal-kundskaber, som er nødvendige for at kunne begå sig som journalist i dag. Som sidegevinst klæder kurset dig på, så du kan gå i gang med at lave dine egne tal-baserede historier.

Find data – og find historier med Microsoft Access (Tre dage i København)
Datajournalistik fungerer bedst med data. På dette kursus gennemgår Tommy Kaas og Nils Mulvad, hvor de nye data er, hvordan du enkelt får fat i dem, og hvordan du renser dem. Du lærer også, hvordan du bruger og finder historier med databaseprogrammet Microsoft Access.

Vind kampen om læserne: Skriv bedre rubrikker (En dag i København)
Aldrig har rubrikkerne spillet så vigtig en rolle for danske medier som i disse år, hvor mediebrugen ændrer sig fra papir til online: Den effektive rubrik sikrer masser af læsere, mens den dårlige rubrik får læserne til at vælge fra, påviser erhvervsredaktør Dan Jensen.

Digital research (Tre dage i København)
Personsøgning – at finde personer, baggrund, kontaktoplysninger til kilder og cases samt krydstjekke på kryds og tværs – fylder meget i journalisters hverdag, og derfor fylder personsøgning meget på kurset. Men vi kommer langt omkring. Du bliver sat på en række opgaver, hvor vi tester dine evner som net-detektiv. Kurset er gennemgribende opdateret fra vores tidligere kurser i avanceret internetresearch.

Skræl nettet – med import.io  (To dage i København)
Myndighederne vil ikke give dig data, men henviser til, at du kan søge dem frem på deres hjemmeside – bid for bid. En situation, som vi alt for ofte løber ind i. Eller data er blot spredt ud over mange, mange sider på nettet. I begge situationer bliver vi nødt til at sætte en maskine til at hente data hjem til dit eget regneark eller database. Det kalder vi at skrælle eller skrabe nettet.

Video til nettet – sådan optager og redigerer du med mobilen (To dage i København)
På dette kursus lærer Troels Trier dig at producere din egen video, kun ved hjælp af en smartphone. Vi dykker ned i mediets dna og gennemgår, hvad der virker, og hvad der ikke virker – og hvordan du “sælger” din video bedst på sociale medier.

Journalistik der virker – på mobilen (Fem dage i København)
Flere læser på mobilen. At lave journalistik direkte til mobile platforme bliver den næste store udfordring for journalister og redaktører. Kom i gang nu med at lære at vinkle, fortælle og bruge nye elementer – alt sammen målrettet mobiltelefoner og tablets. Du skal lære at tiltrække læsere fra sociale medier til de mobile historier.

Søg aktindsigt og skaf fortrolige kilder (To dage i Aarhus)
På dette kursus lærer Oluf Jørgensen og Nils Mulvad dig, hvordan du kommer så langt som muligt med reglerne for aktindsigt. Og hvad du kan gøre, når juraen ikke slår til. Vi blander vi de praktiske juridiske kneb med den konkrete journalistiske metode, og formålet er at skaffe adgang til myndighedernes dokumenter og data.

Metoderne i den nye tv-dokumentar (To dages internat i Middelfart)
Med et todages-program kommer vi igennem de centrale metoder til at producere en tv-dokumentar – både de klassiske og de nye. Lars Høj og Martin Jensen tager afsæt i deres to tv-dokumentarer ”Mors lille dreng” og “Moskeerne bag sløret” og bruger dem til at træne alle metoder i den moderne tv-dokumentar.

Fra ide til færdig bog (To dage i København)
Mange går rundt med en ide til en bog. Men ideer er ikke nok. Dette kursus vil hjælpe den enkelte, der går rundt med en forfatter i maven, til at få vurderet ideer – og vil give den nødvendige viden, så ideen måske kan ende med at blive et færdigt bogprojekt. Tredje version af bogkurset, som altid får ualmindelig gode vurderinger.

Fortæl den gode menneskehistorie (Tre dage i København) Få pladser!
Menneskets største fornøjelse er andre mennesker. I journalistikken er identifikation og den menneskelige vinkel derfor et væsentligt brændstof for enhver historie. På dette helt nye kursus dykker kursuslederne Line Vaaben og Rikke Hyldgaard ned i, hvordan vi bedst fortæller et andet menneske. Fra den korte case til den lange fortælling.

Når magten bliver afsløret (Tre dage i København)
Hvordan afslører man lægestandens misbrug af forskningsmidler, PET’s hemmelige agenter, regeringens vildledende oplysninger eller udlændingemyndighedernes usaglige asylstop? To af landets topgravere, Morten Pihl fra Jyllands-Posten og Lars Nørgaard fra Berlingske, viser i et helt nyt kursus, hvordan du overfører de undersøgende metoder til daglig nyhedsjournalistik, laver unik journalistik på fællesbegivenheder og inkorporerer nettets utallige onlinemuligheder i undersøgende journalistik.

Politiet bag facaden (To dage i København)
For medierne er politiet både en med- og modspiller. Men politiet holder kortene tæt til kroppen. For journalister er det sin sag at få fat i de rigtige personer, at få afdækket sager og at give regulær information videre. Adam Diderichsen og Stine Bolther giver journalister redskaber til bedre – i en globaliseret tid – at forstå politiets arbejde og opbygning. For borgerne handler det om de nære ting, og dem ser vi også på.

Få nyhedsbrevet i din mail: Tilmeld dig.