London: Besøg Europas hovedstad for datajournalistik

london

London er datajournalistikkens hovedstad i Europa. Vi besøger de centrale medier og personer, som står bag denne udvikling. Kursusdeltagerne kan hente inspiration med hjem til medier i Danmark.

New York Times annoncerede sidste år, at mediegiganten i 2015 åbner en datahub i London med ca. 100 medarbejdere. Guardian annoncerede ligeledes en storstilet oprustning inden for datajournalistik, som allerede er sat i gang. BBC satser voldsomt på at udnytte den lettere engelske adgang til data til historier. CNN og Reuters-Thompson har oprettet deres europæiske hovedkontor for datajournalistik i London.

Hertil kommer hele undergrunden af små og nye medier, der sætter standarden for ny og anderledes brug af data og interaktive grafikker. Vil du opdateres på de vigtigste strømme i datajournalistik, skal du med på dette kursus, hvor vi taler med de centrale aktører i denne udvikling.

Vi går tæt på Guardian, der med sin datablog var med til at introducere denne udvikling, der har gjort London til europæisk datacentrum i journalistik. I dag er stifteren af Guardians datablog, Simon Rogers, dataredaktør i Twitter. I stedet har Aron Philhofer, tidligere Associate Managing Editor for Digital Strategy og Editor of Interactive News på New York Times overtaget roret for et 40 mand stort datateam. Han har blandt andet ansat den tidligere databaseredaktør for SVT, Helena Bengtsson. Vi mødes med de to, hører om deres seneste eksempler og om, hvordan de kommer videre.

Vi besøger BBC, der har stået i spidsen for at skaffe data med aktindsigtsbegæringer og bruge data i avancerede interaktive grafikker på hjemmesiden.

I programmet indgår også en halv dags undervisning af den verdenskendte internetguru fra BBC, Paul Myers. Han lærer dig avancerede researchteknikker, du kan bruge på nettet og i sociale medier.

Vi besøger Financial Times, der med enkel brug af Google Spreadsheet har introduceret en avanceret brug af interaktive grafikker i deres historier. Vi hører om, hvordan de integrerer datajournalister med udviklere, designere og de ansvarlige for sociale medier.

Vi besøger desuden en række andre af de medier, der baner vejen for nye metoder i datajournalistik.

Forudsætninger: Ingen. Kurset foregår på engelsk.

Kursusledere: Tommy Kaas og Nils Mulvad
Varighed: 5 dage
Sted: London
Tidspunkt: 7.-11. september 2015
Antal deltagere: Mindst 8 – højst 16.
Pris: 19.250 kr.

Tilmelding: Er din arbejdsplads medlem af Pressens Uddannelsesfond, skal du tilmelde dig på kursusportalen.

Tilmeld dig hos Mediernes Efteruddannelse

Er din arbejdsplads ikke medlem af PU, kan du tilmelde dig ved at sende os en mail.

(Prisen omfatter flytransport fra Kastrup, transport i London, hotel med morgenmad, alle møder og enkelte måltider i løbet af kurset. Som hovedregel er din forplejning dog for egen regning.)

Tilmeldingen er bindende

Din tilmelding er bindende, når du har modtaget besked om, at du er optaget, men selvfølgelig kan du komme i en situation, hvor du må melde fra. Hvis det sker mere end fire uger før kursets start, koster det en administrationsafgift på kr. 1000. Ved afbud mindre end fire uger før forløbets start opkræver vi – uanset grunden – den fulde pris.

Hvis du har tilmeldt dig privat – dvs. at du selv og ikke din arbejdsplads skal betale – har du dog 14 dages fortrydelsesret, jf. Forbrugeraftaleloven. Herefter er din tilmelding bindende.