Nyhedsbrev 18. januar 2016

Undersøgende journalistik handler ikke kun om gravergrupper med tid til måned- eller årelange projekter. Det så man tydeligt af lokale og regionale mediers betydning i Carl Holst-sagen.

Denne udgave af nyhedsbrevet handler om forskellige slags undersøgende journalistik.

Vi har i de kommende måneder flere bud på kurser i emnet:

  • Et kursus handler om dag-til-dag journalistik. Få de bedste tips til at være hurtig og grundig på samme tid.
  • Et andet handler om de store projekter. Hvordan kommer man i gang med den slags, og hvordan kommer man helskindet igennem? Morten Pihl er kursusleder, og deltagerne vil møde andre erfarne kolleger, der kommer med gode råd.
  • Det ene af vore to USA-kurser ligger i marts i San Francisco og Denver. Her er medieudvikling og værktøjet i fokus. Og der er sidste tilmelding i dag!
  • Det andet foregår i New Orleans i juni. Her vil du sammen med danske kolleger blive undervist af en af de bedste amerikanske undersøgende journalister, og vi afslutter med at deltage i den store IRE-konference.

Læs mere om de fire kurser i bunden af nyhedsbrevet. Skynd dig, hvis du vil med.

 

The Long Fall of Phoebe Jonchuck
I 2009 fik Lane DeGregory en Pulitzer for Feature Writing for The Girl in The Window. Dengang serverede det daværende St. Petersburg Times artiklen helt traditionelt. I dag hedder avisen Tampa Bay Times, og journalisten har gjort det igen; leveret en fremragende og rørende historie om endnu et omsorgssvigtet barn. Den den nye historie ”The Long Fall of Phoebe Jonchuck” bliver serveret i 2016-stil som en ægte longread med video, lyd, fotos etc. Men udstyr eller ej – den er fremragende researchet og fortalt.

 

Jobopslag: Graver- og datajournalister
Det sker så sjældent, at denne type job slås op, så vi hjælper gerne med at få udbredt det glade budskab. Ældre Sagen søger freelancejournalister, der både skal kunne grave og få historier ud af data.

 

Masser af nye undersøgende værktøjer
Tjenesten Firstdraftnews.com samler (og deler) viden om og eksempler på, hvordan vi journalister kan være mere sikre på, hvad vi rapporterer. Firstdraftnews har bl.a. lavet en række gode korte youtube-videoer. Her er måske nok ting, man vidste i forvejen, men der dukker også nye spændende ting frem. Som fx en eksperimentel tjeneste, der gør det muligt at finde youtube-videoer ud fra geografi – noget, der ikke officielt er muligt.

 

Mød kvinderne bag ”Making a Murderer”
De amerikanske dokumentarister Laura Ricciardi og Moira Demos kommer til SKUP, som er den vigtigste norske journalistkonference, for at fortælle om deres ti år lange journalistiske arbejde, der er mundet ud i Netflix’ kult-serie ”Making a Murderer”. SKUP-konferencen finder sted i Tønsberg fra 8. til 10. april. Tommy Kaas deltager og underviser på konferencen.

 

Mød undersøgende journalister i Nepal
Der bliver dyrket undersøgende journalistik verden rundt. Den 2. asiatiske konference om undersøgende journalistik holdes til september i Kathmandu, Nepal. Nils Mulvad vil lige som sidste år være medansvarlig for data-undervisningen.

 

Hvad skal den undersøgende journalistik leve af?
Læs en god gennemgang af dilemmaet med at modtage fondsstøtte i journalistik – selvfølgelig set med amerikanske briller. Men det er jo også der, at der er mest fondsstøtte til undersøgende journalistik – en model der formentlig også vil brede sig mere i Europa, og som allerede har været meget fremme her med skattely-historierne. Danske medier får også fondsstøtte og bør også deltage i disse selvreflektioner.

 

SIDSTE TILMELDING I DAG: Medie-udvikling i San Francisco – datajournalistisk konference i Denver
5.-14. marts i San Francisco og Denver, USA.
At kunne finde historier i data er en af de ting, undersøgende journalister må kunne. Bliv klogere på den del ved at tage med 10 dage til San Francisco og Denver. I SF besøger vi bl.a. Centre for Investigative Reporting, der udgiver det undersøgende program Reveal (blandt mange andre ting). Vi besøger også Googleplex og hører om søgegigantens fremtidsplaner. Bagefter mødes vi med USA’s bedste datajournalister til NICAR-konference i Denver, Colorado.

 

Lær at grave – og holde fast
29. februar – 2. marts i København
På kurset med den dobbelte Cavlingpris-modtager Morten Pihl som kursusleder er arbejdsmetoderne og den systematiske tilgang til arbejdet i fokus. Du får tip og redskaber, der gør dig selv bedre i stand til at grave, holde fast i historierne, bruge den nye offentlighedslov og pleje kilderne. Kurset er fokuseret på at lære dig de praktiske metoder, som virker her og nu. Du får en samlet opskrift på, hvordan du selv kan gennemføre undersøgende journalistik.

 

Grav hurtigt og grundigt i den daglige journalistik
3. og 4. februar i Aarhus
For næsten alle chefer og medarbejdere vokser kravet om produktion, klik og spredning i de sociale medier. Kurset handler om, hvordan vi gør vores arbejde godt, selv om vi har travlt. Så godt, at vi er tilfredse og stolte af det bagefter. Du lærer at bruge en række praktiske metoder. Vi fokuserer på de værktøjer, som kan hjælpe dig i hverdagen. Du bliver bedre til at vurdere en histories værdi i forhold til den tid, som den vil tage. På kurset skal der ikke mindst arbejdes med, hvordan man researcher for at finde de gode cases, der får historierne til at leve.

 

Undersøgende journalistik med verdens bedste – studietur til New Orleans
11.-20. juni i New Orleans, USA.
Tre dages intensiv træning med Jim Steele, unikt indblik i New Orleans ti år efter Katrina og deltagelse i den årlige IRE-konference.
På denne specielle tur til New Orleans har vi fået en af USA’s allerbedste undersøgende journalister til at undervise på et tre-dages kursus før den årlige konference for undersøgende journalistik. Jim Steele gennemgår sine metoder i et særligt undervisningsforløb, specielt tilrettelagt for danske journalister.

Se også vores øvrige kurser: https://www.kaasogmulvad.dk/forside/kurser/

Få dit eget nyhedsbrev i mailen: https://www.kaasogmulvad.dk/tilmeld-nyhedsbrev/