Datajournalistens schweizerkniv – regneark for fortsættere

Kurset foregår 24.-25. marts 2021 i København.

Kurset er for dig, der måske har lært dig selv regneark, eller som er usikker på, om du nu også arbejder på den smarteste og mest effektive måde. Uanset dit udgangspunkt vil vi på to dage gøre dig (endnu) bedre til regneark.

Mange journalister bruger et regneark som Excel, men kender fx ikke nogle af de bedste funktioner, som de kunne spare masser af tid ved at begynde at bruge. Vi oplever ofte på dette fortsætterkursus, at kursisterne udbryder: “Havde jeg dog bare vidst dette noget før”.

Målet med kurset er dels at lære alle en stribe tidsbesparende, smarte og lavpraktiske tricks, som vi selv bruger i det daglige arbejde. Dels finder vi de enkeltes “videns-huller” og får dem fyldt op undervejs.

I undervisningen introducerer vi også en række gode metoder, så du nemmere og hurtigere finder den bedste måde at løse problemerne på.

Vi skal bl.a.:

  • kæde data sammen fra forskellige ark. Det hjælper også til at bevare overblikket.
  • importere data fra tabeller på websider og i pdf-dokumenter – og rense dem bagefter. Det er jo ikke altid, data ankommer i pænt opstillede regneark.
  • bruge opslagsformler til at sammenkæde data fra forskellige tabeller/dokumenter. Et uvurderligt værktøj!
  • arbejde med avanceret brug af pivot-tabeller – et af de stærkeste journalistiske værktøjer i regnearket.
  • bruge streng-formler til effektivt at rense adresser og navne. At kunne rense data er vigtigt – og denne måde er både let og sjov.
  • arbejde med tidsformater. Vi lærer dig at finde vej i Excels mange måder at angive datoer og tid på.
  • og meget mere…

Alt vi underviser i, er der efter vores mening rigtig god grund til at lære. Vi holder fast i, at regnearket måske er datajournalistens vigtigste værktøj – en veritabel schweizerkniv. Men der er også meget i Excel, vi springer over. Det er heller ikke et bogholderi-kursus. Vi arbejder kun med værktøjer og funktioner, som er relevante for journalister.

På kurset arbejder vi med data, der har været brugt i journalistik, og vi fokuserer altid i øvelserne på at finde de gode historier i tallene.

Kurset vil være bygget op om mange opgaver, hvor vi bruger konkrete og realistiske data. Vi samler op efterhånden og arbejder i et tempo, så alle kan følge med.

Vi bruger Microsofts regneark Excel i undervisningen, men du kan sagtens deltage, selv om du bruger et andet regnearksprogram. Kontakt os, hvis du er i tvivl.

Forudsætninger: Du skal have et grundlæggende kendskab til regneark og helst have brugt det journalistisk. Du skal medbringe din egen computer (pc eller mac) på kurset, og der skal være installeret et regnearksprogram på den. Der findes gode gratis programmer, vi kan henvise til, hvis du ikke har Excel installeret.

(Prisen omfatter undervisning, undervisningsmaterialer og morgenmad, frokost, kaffe, te og vand i løbet af kurset. Prisen er ex. moms.)

Kursusleder er Tommy Kaas, der selv har brugt regneark i over 25 år og som har undervist i brugen af regneark næsten lige så længe.

Kursusleder: Tommy Kaas
Varighed: 2 dage
Sted: MBK, Pilestræde 61, København K.
Tidspunkt: 24.- 25. marts 2021
Pris: 5990 kr. (+ moms)

Kurset har en ME-stjerne. Det betyder, at ME anser det for særligt fagligt relevant for ansatte på nogle af PU’s medlemsvirksomheder. Læs mere.

Tilmeld dig hos Mediernes Efteruddannelse fra 2. november

Er din arbejdsplads ikke medlem af PU, kan du tilmelde dig ved at sende os en mail.

TILMELDING ER BINDENDE

Din tilmelding er bindende, når du har modtaget besked om, at du er optaget, men selvfølgelig kan du komme i en situation, hvor du må melde fra. Hvis det sker mere end fire uger før kursets start, koster det en administrationsafgift på kr. 1000. Ved afbud mindre end fire uger før forløbets start opkræver vi – uanset grunden – den fulde pris.

Hvis du har tilmeldt dig privat – dvs. at du selv og ikke din arbejdsplads skal betale – har du dog 14 dages fortrydelsesret, jf. Forbrugeraftaleloven. Herefter er din tilmelding bindende.