Slå igennem med din historie: Enkle trin til en stærk digital kampagne

Digital gennemslagskraft

Kurset foregår 19. marts 2021 i København.

Det er ikke længere nok at producere en god historie. Du skal også sikre, at den kommer rigtigt ud, rammer din målgruppe og lever på de rette platforme.

Kurset handler om, hvordan man giver en udgivelse stor og stærk gennemslagskraft. Uanset om det er en nyhed, en dokumentar, en artikelserie eller et større graverprojekt, er der et væld af gode muligheder for at sikre, at dine modtagere får øjnene op for dit indhold.

På dette kursus inspireres du ud fra en række cases fra ind- og udland, hvor der er arbejdet målrettet med gennemslagskraft. Eksempelvis hvordan kroatiske 24 Sata nåede halvdelen af befolkningen med deres nyhedshistorier ved at bruge en metode, de kalder Megacover.

Igennem øvelser overfører vi metoderne til dit eget arbejde.

Undervejs bliver du blandt andet klogere på:

  • Megacover-tankegangen: Brug alle platforme for at udgive med et brag
  • Nye indgange til din historie i form af explainers, grafik og interaktive tests
  • Modet til at holde fast: Sådan får du dit tema til at leve over en længere periode.
  • De bedste digitale greb og udgivelsesmetoder på sociale medier

Du forlader kurset med et inspirationskatalog og helt konkret erfaring med at idéudvikle sig til en velfungerende journalistisk kampagne.

Sådan foregår kurset:
Kurset vil være bygget op som en inspirerende dag, som tager udgangspunkt i cases på stærk gennemslagskraft. De forskellige cases præsenteres i underholdende og kompakte indlæg, og der vil være konkrete øvelser. Kursisterne skal både arbejde i mindre grupper og løse øvelserne hver for sig. Inden kurset skal deltagerne aflevere en case fra eget medie, som vil blive en del af undervisningen.

Hvem er kurset rettet mod:
Journalister og redaktører, der producerer eller planlægger strømmen af indhold og gerne vil styrke gennemslagskraften af historierne. Basalt kendskab til sociale medier er en klar fordel for at få fuldt udbytte af kurset.

Kursusleder: Nadia Nikolajeva
Varighed: 1 dag
Sted: MBK, Pilestræde 61, København K.
Tidspunkt: 19. marts 2021
Pris: 2995 kr. (+ moms)

Kurset har en ME-stjerne. Det betyder, at ME anser det for særligt fagligt relevant for ansatte på nogle af PU’s medlemsvirksomheder. Læs mere.

Tilmeld dig hos Mediernes Efteruddannelse fra 2. november

Er din arbejdsplads ikke medlem af PU, kan du tilmelde dig ved at sende os en mail.

TILMELDING ER BINDENDE

Din tilmelding er bindende, når du har modtaget besked om, at du er optaget, men selvfølgelig kan du komme i en situation, hvor du må melde fra. Hvis det sker mere end fire uger før kursets start, koster det en administrationsafgift på kr. 1000. Ved afbud mindre end fire uger før forløbets start opkræver vi – uanset grunden – den fulde pris.

Hvis du har tilmeldt dig privat – dvs. at du selv og ikke din arbejdsplads skal betale – har du dog 14 dages fortrydelsesret, jf. Forbrugeraftaleloven. Herefter er din tilmelding bindende.