England: Datajournalistikken slår igennem – også lokalt

Kurset foregår 25.-29. maj i London og Birmingham.

I London har medierne for længe siden taget datajournalistikken til sig. Også i lokale og regionale britiske medier ses masser af slagkraftige historier, der bygger på tal og dataanalyse. Vi tager til London og Birmingham for at undersøge udviklingen.

I løbet af fem dage besøger vi centrale medier og personer, som har fået både store og små medier over hele landet til at bruge data i journalistik. Én forklaring er, at de er holdt op med at se datajournalistik som noget eksotisk. Kursusdeltagerne kan hente masser af inspiration og gode ideer med hjem til deres arbejdspladser i Danmark. For hvorfor skulle lokale medier i Danmark ikke kunne gøre som de britiske?

I de seneste to år er der i særlig grad kommet fokus på at få datajournalistikken bredt ud til lokale og regionale medier. Især to initiativer er vigtige, og de er blandt dem, vi dykker ned i gennem de fem dage:

BBC’s “Local News Partnership” betyder bl.a., at BBC deler data og dataanalyser med omkring 850 forskellige medier. Den britiske mediekæde Newsquest har for kort tid siden åbnet en dataredaktion på grund af de gode erfaringer med datahistorier gennem BBC’s projekt.

Bureau Local er et initiativ fra The Bureau of Investigative Journalism. Målet er at få mere datajournalistik og undersøgende journalistik ud på regionale medier. Netværket har p.t. 1065 medlemmer, som både rummer traditionelle medier, hyperlokale bloggere, journalister etc.

Turen går til Birmingham

Vi tager toget til Birmingham for at mødes med nogle af de relevante personer og medier. Journalist, forfatter, blogger og underviser Paul Bradshaw fører deltagerne gennem udviklingen for datajournalistik i Storbritannien. I Birmingham vil vi også mødes med de ansvarlige for BBC’s Shared Data Unit-projekt, lokaljournalister der for en periode er “føl” på dataredaktionen samt med lokale datajournalister fra bl.a. Newsquest.

Andre medier har valgt en anden taktik. Kæden Reach har i godt fem år haft en central dataredaktion i Manchester. Journalister herfra laver fremragende datajournalistik, der ender i de omkring 240 lokale udgivelser. David Ottewell, der leder redaktionen, har mange eksempler på, hvordan datajournalistik også i lokale medier kan sætte en dagsorden.

Udviklingen inden for datajournalistik bliver fortsat drevet af medier, der er placeret i London, og tilbage i hovedstaden besøger vi bl.a. BBC, The Times, Financial Times, The Telegraph og Huffington Post, der hver på sin måde markerer sig inden for digital og visuel journalistik. Vi skal bl.a. møde Emma Youle, der arbejder på Huffington Post. Hun har tidligere arbejdet som undersøgende journalist/datajournalist for kæden Archant, der udgiver dagblade, ugeaviser samt specialmagasiner.

Som i 2017, hvor dette foto er fra, skal vi til maj besøge datajournalisterne på Financial Times. Foto: Jasmina Nielsen.

Kurset er overordnet bygget op om besøg på medier, hvor deltagerne mødes med og diskuterer med nogle af fagets bedste, som fortæller om egne erfaringer.

Vi indlægger også et mere praktisk element:

I London får deltagerne en halv dags undervisning af den verdenskendte internetguru fra BBC, Paul Myers. I en tid, hvor vilkårene for research på nettet hyppigt ændres, vil Paul Myers give kursisterne indblik i de seneste ændringer og vise avancerede researchteknikker, enhver kan bruge på nettet og i sociale medier.

For at sikre aktualitet færdiggøres programmet i løbet af foråret. Vi holder døren åben for at inkludere flere af de medier og aktører, der skaber de nye metoder i datajournalistik.

Forudsætninger: Ingen. Kurset foregår dog på engelsk.

Antal deltagere: Mindst 8 – højst 16.

Hotel i London: The Wesley Euston Hotel & Conference Venue, Euston Street, London, Storbritannien. Se på et kort.

Vi rejser til London med SAS mandag den 25. maj med afgang fra Kastrup Lufthavn 7.50 for at få en hel arbejdsdag i London. Hjemrejse er fredag den 29. maj klokken 17.00 fra Heathrow. Vi ankommer til Kastrup 19.55.

Prisen omfatter flytransport fra Kastrup, transport i Storbritannien, hotel med morgenmad, alle møder og enkelte måltider i løbet af kurset. Som hovedregel er din forplejning dog for egen regning. Prisen tillægges ikke moms.

Kursusleder: Tommy Kaas og Nils Mulvad
Varighed: 5 dage
Sted: London og Birmingham
Tidspunkt: 25.- 29. maj 2020
Pris: 22.000 kr. (prisen tillægges ikke moms)

Tilmeld dig hos Mediernes Efteruddannelse fra 4. nov. 19

Er din arbejdsplads ikke medlem af PU, kan du tilmelde dig ved at sende os en mail.

TILMELDING ER BINDENDE

Din tilmelding er bindende, når du har modtaget besked om, at du er optaget, men selvfølgelig kan du komme i en situation, hvor du må melde fra. Hvis det sker mere end to måneder før kursets start, koster det en administrationsafgift på kr. 1000. Ved afbud mindre end to måneder før forløbets start opkræver vi – uanset grunden – den fulde pris.

Hvis du har tilmeldt dig privat – dvs. at du selv og ikke din arbejdsplads skal betale – har du dog 14 dages fortrydelsesret, jf. Forbrugeraftaleloven. Herefter er din tilmelding bindende.

Illustrationen viser lokale udgivelser fra kæden Reach, der har ca. 240 lokale udgivelser. Reach har i Manchester en samlet redaktion for datajournalstik.