Bliv klar til den digitale redaktion

Kurset foregår 11.-15. oktober 2021 i Middelfart

Føler du dig digitalt up-to-date? Kan du det, der kræves for at arbejde på en digital redaktion i dag, i morgen eller næste år?

Du behøver hverken kunne programmere, bygge robotter eller skrive algoritmer for at kunne klare dig som journalist, men du skal have en digital forståelse.

På dette kursus har vi samlet en række kompetencer, som journalister må besidde for at kunne gå ind på lige fod i dagens digitale redaktioner. Tag med på dette internatkursus og få en spændende, afvekslende og hyggelig uge, hvor du vil blive undervist af en håndfuld af branchens digitale frontløbere.

Kursets ‘tænketank’

Vi har tilrettelagt kursets indhold med bistand fra en række fremtrædende, digitale profiler blandt danske journalister.

  • Digital konsulent Nadia Nikolajeva
  • SDU-fellow, digital redaktør på Fagbladet Journalisten, Andreas Marckmann Andreassen
  • Projektleder for digitalt indhold TV2 Danmark, Magnus Bjerg Mortensen
  • Redaktør for JFM Video Hub ved Jysk Fynske Medier, Silas Bang
  • Data- og analyseredaktør ved Jysk Fynske Medier, Claes Senger Holtzmann
  • Journalistisk lektor hos Syddansk Universitet, Filip Wallberg

Opbygning

Deltagerne skal medbringe mobiltelefoner og computere, og der vil komme mange hands on-elementer med opgaver og øvelser. Der vil dog også være dele af indholdet, der mere lægger op til gruppearbejde og diskussion – fx etik og mediejura på sociale medier samt sidstedagen om at sælge sin historier bedst muligt.

Ugen i overskrifter:
Sociale medier – (1 dag) Underviser Anders Hjelmer Paulsen

Hvordan virker de sociale medier egentlig? Og hvad afgør et opslags succes? Bliv klogere på Facebooks algoritme, og hvordan den kan påvirkes til at nå lagt ud med dit budskab og indhold.

Dagen vil rumme praktiske øvelser, der kan hjælpe dig med at lave kreative opslag samt en introduktion til Instagram og især Instagram-stories, som der arbejdes videre med på dag 3.

Du vil også lære, hvordan du kan overvåge de sociale medier og bruge dem aktivt til at finde historier.

Digital vinkling og engagerende indhold – (1 dag) Underviser Nadia Nikolajeva
Hvordan vinkler og producerer du en historie, så den egner sig til digitale platforme? Denne dag gennemgår vi de bedste metoder til at vinkle digitalt og gøre selv komplicerede og tunge emner mere egnede til at blive klikket på.
Vi bygger samtidig ovenpå din viden om sociale medier, så du kan skabe grafikker, der sætter snakken i gang om et emne. Denne dag lærer du både teorierne bag og den helt praktiske udførelse ved hjælp af gratis værktøjer online.
Efter denne dag vil du være i stand til at pitche og udføre historier, som i højere grad vil klare sig godt digitalt.

Digital forståelse og research (0,5 dag) Underviser Tommy Kaas og Nils Mulvad
Hvordan indgår data konkret i journalistik? Vi ser på, hvordan man kan analysere data journalistisk, og hvad det egentlig betyder. Den gode nyhed er, at den journalistiske kompetence er det afgørende. Data i sig selv er ikke interessante.

Nye digitale tjenester og nye regler (bl.a. GDPR) har betydet, at mulighederne for digital research har ændret sig. Vi samler op på de bedste og mest nyttige af de aktuelle research-teknikker.

Etik og mediejura med fokus på den digitale verden (0,5 dag) Underviser Andreas Marckmann Andreassen
Hvilke etiske principper og værdier gælder i dag, hvor alting er mere flydende? Hvor længe skal man fx vente på en kilde, før man udgiver sin artikel, når der ikke er en fast deadline? Hvor meget af det, man kan finde på nettets sociale tjenester, må man bare bruge? Hvorfor skal man holde sig tilbage, hvis de andre ikke gør det? Hvad med journalistens egen rolle? Hvad kan man som journalist skrive i en opdatering? Er et retweet lig med enighed – og kan man forstå, hvis andre tror det?

Foto- og videoredigering – især ved hjælp af gratis tools og værktøjer (1 dag) Underviser Silas Bang
Hvilke basisting skal enhver på redaktionen kunne? Fx justere kontrasten i et foto samt klippe ind og ud af en videofil.
Lær at bruge kamera-app’en rigtigt.
Stories – sådan laver du dem
Simpel grafik til sociale medier
Introduktion til nogle af de mange smarte gratis eller billige apps, der ligger på mobilen.

Sådan optimerer du dit indhold: – (1 dag) Underviser Jesper Helmer Rasmussen
Hvordan får du og dit medie mest muligt ud af din indsats. Hvordan “sælger” du dine historier, så de når flest muligt og bliver læst af flest muligt? Hvem er din målgruppe, og hvordan når du dem? Hvordan fanger du brugerne ind med rubrik og indledning? Hvilken rubrik fungerer bedst hvor? (SEO/Facebook/web etc.) Det visuelle er afgørende digitalt – hvordan arbejder vi med den billedmæssige gennemslagskraft, fotovalg etc.?

Eksempler på pointer, deltagerne skal have med hjem:

  • Mobile first mindset: Glem aldrig at tjekke, hvordan dit produkt ser ud på mobilskærmen. Det er der, 50-90 pct. af læserne befinder sig.
  • Platformsintelligens: Du skal forstå forskellene på SEO-rubrikken, SoMe-delingen og forsiderubrikken.
  • Sociale Medier: De er et uvurdeligt research-redskab, men du skal være i stand til at bruge dem ansvarligt.
  • Etiske regler: Du har sikkert de gamle regler siddende på rygraden, men de skal opdateres, fordi betingelserne er helt andre i dag.
  • Algoritmer: Nej, dit opslag kommer ikke ud til alle dem, der følger din side. Der skal mere til. Og kvalitet er vigtigere end kvantitet.
  • Foto/video-redigering: Du har en super-computer i din lomme, og det skal du lære at udnytte. Du kan rigtigt meget uden dyre programmer som FinalCut, Premiere, Photoshop etc.
  • Smartere med egne data: Før gav vi brugerne det, de ikke vidste, de ville have. Nu kan du tjekke, om de faktisk bruger det, du giver dem, eller om det ryger lige i skraldespanden.

Efter kurset

Efter kurset vil du have lært en masse nyt, og du vil have en bedre og mere nuanceret forståelse af, hvad det kræver at arbejde digitalt. Men selv på en uge er der grænser for, hvad man kan nå. Når du rejser hjem fra Middelfart, vil du til gengæld vide, hvilke områder du specielt har lyst til at arbejde med for at blive endnu bedre. Det vil simpelthen blive lettere at vælge det næste efteruddannelseskursus.

Hvem kan deltage

Der kræves ingen specielle forudsætninger for at deltage. Du skal medbringe en computer og en smartphone – helst den, du bruger på dit arbejde.

Kursusleder: Nils Mulvad
Varighed: 5 dage
Sted: “Huset”, Hindsgavl Alle 2, 5500 Middelfart.
Tidspunkt: 11. – 15. oktober 2021
Pris: 19.985kr. (+ moms)

Tilmeld dig hos Mediernes Efteruddannelse 31. maj 2021

Er din arbejdsgiver ikke medlem af Pressens Uddannelsesfond, kan du blot tilmelde dig ved at sende os en mail.

TILMELDING ER BINDENDE

Din tilmelding er bindende, når du har modtaget besked om, at du er optaget, men selvfølgelig kan du komme i en situation, hvor du må melde fra. Hvis det sker mere end fire uger før kursets start, koster det en administrationsafgift på kr. 1000. Ved afbud mindre end fire uger før forløbets start opkræver vi – uanset grunden – den fulde pris.

Hvis du har tilmeldt dig privat – dvs. at du selv og ikke din arbejdsplads skal betale – har du dog 14 dages fortrydelsesret, jf. Forbrugeraftaleloven. Herefter er din tilmelding bindende.