Digital detektiv – avanceret personsøgning

På to dage lærer du det nødvendige – og det nyeste – inden for avanceret personsøgning på nettet og i sociale medier. Prøv kræfter med en række udfordrende opgaver og vend hjem med nye metoder og konkret viden om, hvordan du bedst, hurtigst og mest effektivt finder det, du leder efter.

Der sker konstant ændringer for alle, der researcher online, og der er hele tiden brug for at lære nye metoder eller få opdateret de gamle. Interessen er stor. De konkrete tips og tricks, vi bringer i vores nyhedsbrev om research på nettet, får altid mange klik.

Kursusleder Tommy Kaas har samlet de vigtigste teknikker i et tætpakket todages kursus, hvor personsøgning er i centrum. Andre teknikker trækkes ind, hvor de er nødvendige for en effektiv personsøgning.

Undervisningsformen er et afvekslende hands on-kursus. Kursisterne får oplæg og en række konkrete opgaver. Gennem løsningen lærer de, hvilke metoder der virker i praksis, når de skal arbejde effektivt, hurtigt og sikkert.

Facebook, Instagram, LinkedIn, Twitter, Tiktok etc. får ekstra opmærksomhed. Vi undersøger, hvor langt man kan komme med at finde kilder, cases og kontaktoplysninger. Ved at kombinere det fundne kan man ofte komme overraskende langt.

Kurset bygger på mange års erfaring i og en løbende brug af avanceret netresearch. Vi ser gang på gang, at alle får udbytte af vores kurser – uanset forkundskaber.

På kurset lærer du blandt meget andet at:

  • bruge browserudvidelser for at effektivisere dit arbejde – men også, hvorfor du skal bruge dem med varsomhed.
  • researche mere effektivt og præcist i digitale kilder.
  • søge målrettet – og at få meget mere ud af din næste Google-søgning.
  • bruge Facebook, Twitter, Instagram og LinkedIn til effektivt at lokalisere kilder og cases – også i hastesituationer og i udlandet.
  • finde e-mail, telefonnummer og adresser på personer – også på dem, der er rigtigt svære eller som fx har et meget almindeligt navn.
  • dokumentere din research, fx ved at gemme researchmateriale – billeder, videoer, streamede formater samt lange kommentarfyldte Facebook-sider og hele Instagram-konti.
  • lægge en strategi for en research-opgave. Så arbejder du mere effektivt og målrettet.
  • visuel research. Se – og lægge mærke til, hvad du rent faktisk ser. Det lyder indlysende, men er det ikke. Det opdager kursisterne undervejs.

Undervisningsform

Undervisningen er tilrettelagt med oplæg, efterfulgt af øvelser. Til hver øvelse er der korte huskesedler målrettet den journalistiske brug. Du får alle huskesedler samlet i en pdf-fil og kan derfor let tage dem i brug hjemme på redaktionen.

Efter øvelserne er der opsamling, hvor vi i fællesskab diskuterer den praktiske, journalistiske anvendelse af metoden.

Forudsætninger: Der kræves ingen forkundskaber. Men inden kurset skal du have oprettet en (gratis) konto på flere sociale medier. Det får du mere at vide om før kurset. Du skal desuden tage din egen computer med.

Kursusleder: Tommy Kaas
Varighed: 2 dage
Sted: København.
Tidspunkt: 2.-3. maj 2023
Pris: 6490 kr. (+ moms)

Prisen omfatter undervisning, undervisningsmaterialer og frokost, kaffe, te og vand i løbet af dagen. Prisen er ekskl. moms.

Tilmeld dig hos Mediernes Efteruddannelse fra 14. nov. 2023

Er din arbejdsplads ikke medlem af PU, kan du tilmelde dig ved at sende os en mail.

TILMELDING ER BINDENDE

Din tilmelding er bindende, når du har modtaget besked om, at du er optaget, men selvfølgelig kan du komme i en situation, hvor du må melde fra. Hvis det sker mere end fire uger før kursets start, koster det en administrationsafgift på kr. 1000. Ved afbud mindre end fire uger før forløbets start opkræver vi – uanset grunden – den fulde pris.

Hvis du har tilmeldt dig privat – dvs. at du selv og ikke din arbejdsplads skal betale – har du dog 14 dages fortrydelsesret, jf. Forbrugeraftaleloven. Herefter er din tilmelding bindende.

Dette kursus kan også leveres som internt kursus. Vi har stor erfaring i at skræddersy et helt specielt kursus eller forløb til din arbejdsplads. Tag kontakt på kursus@kaasogmulvad.dk

Illustrationen er en AI-grafik skabt af Gert K Nielsen og AI-tjenesten Midjourney i fællesskab. Vil du selv lære, hvordan man gør, så tag med på kurset “Kreativ brug af AI-grafik”, hvor Gert er kursusleder.