Skab stærke datavisualiseringer med R

Kurset foregår 6.-7. maj 2021 i København.

R er et gratis værktøj, som mange internationale medier bruger til at skabe flotte og enkle grafikker med stor gennemslagskraft. På dette kursus vil The Economists førende visualiseringsekspert hjælpe dig i gang med R.

Egentlig er R skabt til statistiske analyser af data, men i de senere år er der skabt en stribe tillægsprogrammer, der er blevet utroligt populære. De bliver brugt til både små og store visualiseringsopgaver verden over.

Har du set nogle af de imponerende grafikker fra New York Times, har du set visualiseringer i R. Også medier som BBC og Financial Times bruger rutinemæssigt R til at analysere, vinkle og præsentere data, så budskabet fremstår så klart som muligt.

Britiske The Economist udgiver hver eneste dag masser af grafikker på nettet og naturligvis også i printudgaven.

I processen med at uddrage de vigtigste pointer af tallene og få skabt en overbevisende visualisering er det vigtigste værktøj R og tillægsprogrammet ggplot.

Det understregede Alex Selby-Boothroyd, der leder datajournalistik-redaktionen, i denne opsamling af mediets grafikker.

Fordelene ved at bruge R er, at det er et populært, open-source sprog, som helt specifikt er designet med det formål at analysere data  – i modsætning til mere generelle programmeringssprog som fx Python.

Udvidelsen ggplot, som vi skal bruge, er en kraftfuld, fleksibel visualiseringspakke med en intuitiv struktur, som både gør det muligt meget hurtigt at udarbejde grundlæggende visualiseringer og for at udvikle dem og tilføje kompleksitet.

Ikke mange danske mediefolk bruger (endnu) R, men det vil vi gerne gøre noget ved. Derfor har vi fået Matt McLean, der er “lead visualiser” på The Economist i London, til at stå for et to dages introduktionskursus i at skabe grafikker ved hjælp af værktøjerne R, R Studio samt diverse tillægsprogrammer.

Det omhandler kurset i løbet af de to dage:

  • Sådan bruges R og R Studio.
  • Import og klargøring af data.
  • Intro til ggplot: Grafikkens grammatik.
  • Vis sammenhænge: Tilføj trend lines til dine data.
  • Visualiserings-principper: Sådan vælger du den rigtige grafiktype til dine data.
  • Omform og analyser et datasæt med Dplyr.
  • Tilpas grafikker: Hvordan farver og akser bruges mest effektivt.
  • Hvorfor effektive labels er vigtige i grafikker.
  • Eksperimenter med de mere usædvanlige visualiseringer.

Efter kurset kan du:

  • Hurtigt skabe elegante grafikker fra dine data med minimal programmering.
  • Beherske de grundlæggende teknikker, så du kan eksperimentere og udforske visualiserings-mulighederne.
  • Analysere og sammenfatte et datasæt for at finde de mest overbevisende vinkler.
  • Tilpasse og style dine grafikker for at øge deres gennemslagskraft.

Kurset er et hands on-kursus, og det vil bestå af oplæg fra underviseren, opgaver samt opsamlende diskussioner om resultaterne, vinkling, gennemslag og meget andet. Der vil højst være 12 deltagere.

Målgruppe:

Journalister, layoutere, designere og webudviklere med interesse for tal og for effektiv og velkommunikerende visualisering.

Forudsætninger:

Man behøver ikke have forudgående kendskab til programmering eller design for at deltage.

Man skal medbringe en laptop med de to gratis programmer R og R Studio installeret.

Forud for kurset sender vi anvisninger til de tilmeldte, så vi sikrer os, at alt nødvendigt er installeret, når vi mødes til kurset. Kurset foregår på engelsk.

Kursusleder: Matt McLean
Varighed: 2 dage
Sted: MBK, Pilestræde 61, København K.
Tidspunkt: 6.-7. maj 2021
Pris: 5990 kr. (+ moms)

Kurset har en ME-stjerne. Det betyder, at ME anser det for særligt fagligt relevant for ansatte på nogle af PU’s medlemsvirksomheder. Læs mere.

Tilmeld dig hos Mediernes Efteruddannelse

Er din arbejdsplads ikke medlem af PU, kan du tilmelde dig ved at sende os en mail.

TILMELDING ER BINDENDE

Din tilmelding er bindende, når du har modtaget besked om, at du er optaget, men selvfølgelig kan du komme i en situation, hvor du må melde fra. Hvis det sker mere end fire uger før kursets start, koster det en administrationsafgift på kr. 1000. Ved afbud mindre end fire uger før forløbets start opkræver vi – uanset grunden – den fulde pris.

Hvis du har tilmeldt dig privat – dvs. at du selv og ikke din arbejdsplads skal betale – har du dog 14 dages fortrydelsesret, jf. Forbrugeraftaleloven. Herefter er din tilmelding bindende.