Journalistik der virker – på mobilen

Kursus: Journalistik på mobilen

Kurset foregår 6. – 10. november 2017 i København.

Alle websites mærker det: Flere læser på mobilen. Omstilling af journalistik til mobile platforme bliver den næste store udfordring for journalister og redaktører. Du skal lære at vinkle, fortælle og bruge nye elementer – alt sammen målrettet mobiltelefoner og tablets. Du skal lære at tiltrække læsere fra sociale medier til de mobile historier.

Presset fra de sociale medier har fået stor opmærksomhed i medieverdenen. Nu kommer næste skift. Brugen af mobiltelefoner og tablets ændrer brugen af medier. I Norge rammer VG mindst 100.000 med nyheder på Snapchat dagligt. Historier skal fortælles på grundlæggende nye måder.

Danske medier er i færd med at skifte til ”web first”, hvor nettet prioriteres over print og TV. Det er stadigt mere påtrængende at tage fat på ”mobile first” eller snarere ”mobile only” og udvikle og lære i praksis, hvordan historier fortælles digitalt til mobilen.

Over 70 procent af BBC’s trafik i Storbritannien kommer nu fra mobile medier (Digital News Report 2016). I alle mediehuse ses samme tendens: Andelen, der læser fra mobiltelefon eller tablet stiger støt og roligt.

Samtidig finder stadig flere deres nyheder via sociale meder. Færre går ind på mediernes hjemmesider.

Nye medier målrettet mobilen

”Mobile is a new medium, not just a smaller screen size,” siger Cory Bergman, Breaking News co-founder.

Vi ser i dag medier, som tilretter deres journalistik efter brugere, der især eller kun læser via mobilen. Quartz.com er ét eksempel. Vox.com er et andet. Axios.com et tredje.

Axios-stifter Jim VandeHei forklarer: “every item is summarized in a screen, something the size of your iPhone screen. It’s written in a way so that if that’s all you read, that’s enough, and you’ll walk away satisfied.”

Axios fulgte recepten og publicerede det første scoop – et interview med Donald Trump – som en stribe bulletpoints og nogle små opdateringer.

Nye krav til fortælleformer

At skrive historier efter den opskrift stiller nye krav til medierne og journalisterne. Om grafikker og andet digitalt udstyr har man længe sagt, at ”virker det ikke på mobilen, virker det ikke”.

Udviklingen har gennemgribende konsekvenser for alle aspekter af journalistikken. Det handler dette kursus om: Hvordan skal vi tænke, strukturere, skrive, præsentere og markedsføre vores historier og indhold, så det virker på mobilen, bliver læst og har potentiale til at blive delt?

I løbet af kursets fem dage giver en række undervisere og oplægsholdere med særlig indsigt i emnet deres bud, og kursusformen med oplæg, øvelser og diskussion sikrer, at kursisterne efter kurset kan gå hjem og være med til at præge deres respektive medier – konstruktivt og fremadrettet.

Kurset tager udgangspunkt i tendenser som:

  • over halvdelen bruger allerede nu mobilen til at læse nyheder
  • video er et hit på mobilen – og interessen stiger støt
  • i fremtiden vil vi få vores nyheder via overskrifter
  • på sociale medier engagerer visuelt indhold langt bedre end tekst

På kurset vil du bl.a. lære, hvordan du:

  • allerede før skrivefasen vinkler med mobillæsning for øje
  • skriver bedre rubrikker, der virker på nettet
  • filmer og redigerer korte og kontante videoer, der fungerer på mobilen
  • skaber indhold, der vil blive delt via sociale medier
  • bryder traditionelle historier op i elementer, der fungerer bedre på små skærme
  • lærer at lave lister og listehistorier

Kursusleder: Tommy Kaas og Nils Mulvad.
Undervisere: Geir Terje Ruud, Dan Jensen, Troels Trier og Katrine Villarreal Villumsen.
Varighed: 5 dage
Sted: København.
Tidspunkt: 6. – 10. november 2017
Pris: 14.000 kr. (+ moms)

Prisen omfatter: Undervisning, undervisningsmaterialer, morgenmad, frokost, kaffe, te og vand i løbet af kurset i København. Evt. transport er ikke inkluderet. Prisen er ex. moms.

Tilmelding hos www.mediernesefteruddannelse.dk. Er din arbejdsplads ikke medlem af PU, kan du tilmelde dig ved at sende os en mail.

Tilmeld dig hos Mediernes Efteruddannelse

Tilmeldingen er bindende

Din tilmelding er bindende, når du har modtaget besked om, at du er optaget, men selvfølgelig kan du komme i en situation, hvor du må melde fra. Hvis det sker mere end fire uger før kursets start, koster det en administrationsafgift på kr. 1000. Ved afbud mindre end fire uger før forløbets start opkræver vi – uanset grunden – den fulde pris.

Hvis du har tilmeldt dig privat – dvs. at du selv og ikke din arbejdsplads skal betale – har du dog 14 dages fortrydelsesret, jf. Forbrugeraftaleloven. Herefter er din tilmelding bindende.