Første version af en europæiske bog om datajournalistik er udkommet. Den kan købes, men også hentes gratis i en online-version.

Den nye bog viser en lang række af de bedste eksempler fra hele verden og beskriver arbejdsprocesser og erfaringer.

Hent bogen gratis her:

The Data Journalism Handbook

Kaas & Mulvad er gennemgået som et eksempel på en forretningsmodel for datajournalistik. Se kapitlet her:

Kaas & Mulvad: Semi-finished Content for Stakeholder Groups

Politiken bruger Google Fusion til at kortlægge cykeltyvenes vaner. Det gør, at vi andre kan lave mashups med de indsamlede data.

Hvor og hvornår har du fået stjålet en cykel inden for de seneste to år? Hvilken model og farve var den?

Sådan lyder nogle af de spørgsmål, som dagbladet Politiken spørger brugerne af politiken.dk om. Brugerne klikker selv ind på kortet, hvor de mener, at cyklen stod, og sammen med placeringen lægges svarene på spørgsmålene. I skrivende stund har godt 2100 svaret.

Politiken lagrer data i en Google Fusion-tabel. Den kan ses af andre (men ikke ændres). Alt efter lyst kan andre lave egne views på Politikens tabel, og det er derfor også muligt at inddrage Politikens data i andre sammenhænge.
Som et enkelt eksempel er her en grafik, der viser, hvilke cykler web-brugerne oftest melder stjålet. Da grafikken er bygget oven på tabellen, som løbende ændres, vil udseendet af grafikken også kunne ændre sig. Men indtil videre ser det ud, som om at cykeltyvene foretrækker den klassiske model, med citybiken som nr. 2.

Fagbladet Journalisten bringer i dag et tema på tre sider, der handler om, hvor journaliststuderende søger hen i praktik. Her følger historien om, hvordan et ret fejlbehæftet datasæt blev behandlet, så Journalisten fx ud fra data kunne skrive historien: “Ulrik Haagerup har X-faktor”.

“Der findes ingen perfekte datasæt” er en påstand, vi ofte lufter, når vi taler om data og analyser på vores kurser. Også i dette eksempel viste det sig, at der var en del forhindringer, før journalist Jakob Albrech fra fagbladet Journalisten kunne “gå på opdagelse i tallene”, som han skriver i bladet. Fagbladet bad mig rense data og gøre tallene klar. Her kommer en trin-for-trin gennemgang.

På mediepraktik.dk ligger der for hvert år fra 2005 til 2011 lister over, hvor mange ansøgere der har været til samtlige praktikopslag. Listerne ligger i pdf-filer, som hver er på ca. 6 sider. Der er adskillige kolonner, men vigtigst er praktikstedets navn og antal ansøgere.

Første udfordring var at få adgang til dokumenterne, for da jeg skulle i gang, var sitet, som hører til på en af Journalist- og Mediehøjskolens servere, gået ned. Og det varede adskillige dage, før de fik serveren i luften igen.
Da det skete, downloadede jeg listerne fra forårets praktikansøgning, da der har var ansøgere fra alle tre uddannelser.

Nødvendig afklaring
Inden jeg kastede mig over tallene, var der nogle ting, som jeg måtte afklare med journalisten. Hvordan skulle vi forholde os til kombinationsstillinger og hvad med de stillinger, som var forbeholdt tv- og medietilrettelæggere?
Da disse ting var vendt, var udfordringen at få data fra pdf-listerne ind i et regneark. Der er flere måder, men da udseendet af dokumenterne var pænt, valgte jeg at bruge et OCR-program, som visuelt aflæser pdf-dokumenterne og kan gemme indholdet som eksempelvis et regneark. Jeg bruger selv OCR-programmet ABBYY FineReader.
Da jeg havde haft de syv pdf’er igennem, havde jeg nu syv regneark, som skulle forenes til ét dokument.

Dokumenterne havde alle samme struktur – jeg kunne nøjes med at koncentrere mig om “Ansøgere i alt” og skulle altså i denne omgang ikke kigge på ansøgningsmønstre fra de forskellige institutioner. Det kunne man også, men det så vi altså bort fra her.
For at kunne kende forskel på de enkelte år, når jeg om lidt ville forene de syv regneark til ét, tilføjede jeg i hvert ark en ny kolonne, der blot blev udfyldt med årstallet for det pågældende dokument.
Jeg kopierede nu arkenes indhold sammen i ét.

Pivottabellen
Det næste, jeg gør, når jeg kommer hertil, er at bruge Excels pivottabel-værktøj (mit yndlingsværktøj i Excel). Med den kan jeg tælle data sammen. Og ved at sortere data alfabetisk kan jeg samtidig se, om der er tilfælde, hvor det samme praktiksted optræder med forskellige navne. Det kunne være på grund af stave- eller slåfejl, eller måske bliver stedet kaldt forskellige ting. Nogle siger fx DR, andre siger Danmarks Radio. Og hvis jeg skal have computeren til at tælle op, må vi gøre teksten ensartet. Ellers går det ikke.
Det viste sig, at der var masser af tilfælde, hvor praktikstederne blev kaldt forskellige ting. Fx har DR gennem årene haft mange forskellige måder at benævne sine afdelinger. Her er et eksempel på, hvordan DR Sjælland optræder som praktiksted.

Efter en del rensearbejde kunne jeg tilsidst samle alt i én lang liste.
Og herefter kunne jeg i en ny pivottabel stille data op så jeg fik praktikstedet og til højre for kom så kolonnerne med antal ansøgere år for år.

Jeg brugte herefter nogle simple formler i Excel til – for hver praktiksted – at finde det højeste tal =maks() og det laveste tal =min(). Hvor mange ansøgere havde stedet højst og mindst fået de år, hvor stedet i det hele taget havde haft et opslag. Og en simpel subtraktion kunne så vise forskellen: Hvilket sted havde fx svinget mest i antal ansøgere.
I dette tilfælde tog Jakob Albrect over herfra. Resultatet kan ses i fagbladet Journalisten.

Hvordan søger man aktindsigt, og hvad gør man, når man møder modstand?

Lørdag eftermiddag var jeg inviteret til at holde oplæg om aktindsigt for et hold kursister, der er i gang med Danwatchs pilotprojekt om undersøgende journalistik. Jeg havde en del eksempler med, men ellers var følgende 14 råd den røde tråd i oplægget.

Overvej, hvor der skal søges aktindsigt
Hvis du mere er interesseret i et emne end præcise dokumenter, og ved du ikke, hvor du skal søge, så overvej/undersøg, hvordan ”sagen” evt. bevæger sig, og hvor det rigtige sted at søge aktindsigten vil være. Er der fx oplysninger, der indberettes fra myndighed til myndighed?

Skær sagen til
Kultiver dine kilder, sæt dig ind i sagen på forhånd, fortæl hvorfor du researcher, og hvad du er på jagt efter, og hvorfor det er samfundsmæssigt vigtigt (dog med undtagelser). Forstå deres situation, skær din sag til, så du ved, at I spiller på samme bane, og at I er enige om, hvad spillet går ud på.

Vær venlig
Vær venlig og begynd ikke med at søge aktindsigt eller at true i anmodningen. Forsøg at løse det så enkelt som muligt for alle parter. Gør det så let som muligt for modparten at give dig aktindsigt. Myndigheden har i øvrigt pligt til at vejlede, såfremt den ikke kan identificere sagen/dokumenterne

Søg aktindsigt skriftligt
Der er ingen krav, om at en aktindsigtsbegæring skal have en bestemt form, men det er en god ide at gøre det skriftligt. Svarer modparten mundtligt, så sørg for også at få svaret skriftligt (det har du krav på). Ellers er det umuligt at dokumentere sagsgangen, hvis der bliver brug for at klage senere.

Hold styr på sagen
Skriv ned, hvornår der sker hvad i din sag. Ringer modparten, så skriv ned, hvad der sker. Gem al din dokumentation. Det kan være svært at bevare overblikket i en sag, der spænder over længere tid. Lover modparten svar inden for et bestemt tidsrum, så noter det i din kalender, så du kan tjekke, om de overholder fristerne. Overskrider myndigheden tidsfrister, skal den oplyse hvorfor og oplyse, hvornår svar kan forventes.

Bed om journal-liste
Bed normalt også om journal-listen (hvor det er relevant). Så får du en oversigt over alle dokumenterne i en sag – også dem, som myndigheden betragter som interne, og du kan forsøge at få fat i dem – evt. via andre kilder. Du vil også kunne se, om der eksisterer dokumenter, du ikke har fået (endnu). Journal-listen vil også indeholde datoer.

Vær stædig
Hvis myndighederne udnytter din venlighed til at sylte sagen, så begynd langsomt at optrappe din stil. Ring og spørg og skriv et telefonnotat, som du sender til dem efter samtalen. Bed evt. om aktindsigt i din egen aktindsigtsbegæring. Kend det juridiske grundlag og klag. Bed ombudsmanden undersøge sagen. Vær stædig.

Søg hjælp (når det bliver nødvendigt)
Kun ganske få kender alle regler, så det er ingen skam at søge hjælp hos eksperter i aktindsigt. Men gør det først, når der er brug for det. Fx hvis du har fået et svar, hvor du ikke kan gennemskue, hvilken argumentation du skal bruge for at komme videre.

Husk dine rettigheder (her er to eksempler)
Det første princip, du bør huske, er myndighedens ekstraheringspligt. Det vil sige, at myndigheden skal oplyse om faktiske oplysninger i dokumentet, der har væsentlig betydning for sagsforholdet, uanset at dokumentet som udgangspunkt er omfattet af lovens undtagelsesbestemmelser. Det andet princip, meroffentlighedsprincippet, betyder, at den enkelte myndighed ikke er afskåret fra efter eget skøn at give aktindsigt i et videre omfang end fastsat i loven, medmindre andet følger af regler om tavshedspligt mv.

Miljøsager kræver en særlig teknik
På miljøområdet har vi nogle særlige yderligere rettigheder i miljøoplysningsloven. Men miljø er præget af en meget lukket kultur. Find fx tidligere medarbejdere fra amterne i de lokale miljøcentre og få dem til at hjælpe med at forklare baggrunde og faktiske forhold. Og hvordan tingene kan dokumenteres.

Gå til de faglige chefer
Kommunaldirektører og borgmestre ved ikke meget om, hvad der sker på de forskellige faglige områder i en kommune. Gå til de faglige chefer, og sæt dig ind i tingene på forhånd. Vil du have indsigt i data, kan det være en stor fordel at tale med de personer, der rent faktisk har med data at gøre i det daglige.

Sig ja til invitationer
Mød op i myndigheden eller ved møder, så du kan diskutere metoder, blive klogere og få flere input – måske også flere ideer til historier.

Gennemgå gerne sagen hos myndigheden
Det er meget ofte en stor hjælp at tage ud til myndigheden for at gennemgå en sag. Det kan være, at de har glemt at fjerne vigtige dokumenter, som de ellers ville have fjernet, når de skulle kopiere data til dig. Du har også gode muligheder for undervejs at småsnakke med sagsbehandlerne, forsøge at forstå noget til baggrund. Og det øger sandsynligheden for at få gode interne kilder. Når du er der, kan du bede om at få kopier (eller måske selv tage dem) af de dokumenter, du skal have med hjem.

Aktindsigt i aktindsigt
Det kan være en hurtig måde at få indsigt i, hvad andre har gang i – eller at få hele materialet ud og publicere samtidigt. Det er ikke populært blandt journalister (dem, det går ud over), men bruges oftere og oftere. Det kan også vise, hvad andre er interesseret i og give et godt input til en ny sag. Man kan også med fordel søge aktindsigt i sin egen tidligere aktindsigt, hvis sagen ser ud til at være gået i stå. På den måde kan man se, hvad der er sket i sagsbehandlingen, og om der er sket henvendelser i sagen, man ikke kender til.

Mere om aktindsigt

Der er masser af eksempler på, hvad kort og geodata kan bruges til på nyt website, der blev lanceret i dag.

Tjenesten brugstedet.dk, der blev præsenteret i dag, er tænkt som et udstillingsvindue for alle, der arbejder med geodata eller kort.

Teksten på forsiden siger klart, hvad missionen er med sitet. Man vil give “konkrete og aktuelle eksempler på, hvordan geografisk information skaber værdi for virksomheder, privatpersoner og offentlige myndigheder”.

Brugstedet.dk er skabt i et samarbejde mellem Geoforum og KMS, og det er tanken, at webstedet fremover skal bestyres af en redaktionsgruppe. Redaktionen skal samtidig sørge for, at eksempelsamlingen fortsat vokser – planen er foreløbig, at der skal være 100 eksempler på brug af geodata og kort inden nytår.

Brugstedet.dk efterlyser eksempler, og der er på hjemmesiden gode muligheder for at uploade informationer, billeder mv. om cases, der kunne fortjene at komme med på brugstedet.dk

Grundskylden stiger til næste år, og flere web-medier har leveret historien her i aften. Men hold da op for en kedelig og uinspireret måde at gøre det på!

Både dr.dk og tv2.dk hælder blot et par grimme top ti og bund ti-lister på nettet. Det samme gør borsen.dk
Hvorfor blot pløre de ti største stigninger og de ti største fald på – og så linke til en pdf-fil hos Nordea?

Man kunne jo også give brugerne en mulighed for selv at udforske tallene. Fx ved at bruge en halv time på at fabrikere et simpelt kort som dette. Jo mørkere farve, jo højere stigning:

Klik for at se kortet i stort format

Læs mere om Google Fusion her.

Har man klikket lidt rundt på dette site, vil man se, at en af mine interesser er analyse af netværk. Kort fortalt handler det om, at man ved at analyse relationer mellem fx personer kan få en ny indsigt – i forhold til de gammelkendte analysemetoder.

Jeg har netop skrevet en artikel til Magasinet Finans, der udgives af Finansforbundet. Artiklen beskriver, hvordan en netværksanalyse gav Jyske Bank et meget bedre billede af, hvordan de 33 afdelinger i Nordjylland egentlig samarbejdede. Jyske Bank havde for nogle år siden inddelt landsdelens filialer i en række netværk. Men om denne inddeling rent faktisk fungerede efter hensigten, blev først afdækket, da man indsamlede svar fra over 500 medarbejdere og konkret analyserede netværkene mellem filialerne.

Selve denne konkrete analyse har jeg ikke haft noget med at gøre. Som det beskrives i artiklen, er den foretaget af en af bankens medarbejdere i samarbejde med analysevirksomheden Unilyze. Men jeg oplever heldigvis fortsat, at medier er interesseret i at analysere netværk, og jeg skal fx i den kommende uge holde oplæg på et regionalt medie, som overvejer at analysere relationer mellem magthavere i lokalsamfundet.

Jeg holdt torsdag morgen sammen med Ryan McNeill fra The Dallas Morning Post et oplæg ved NICAR-konferencen i St. Louis. Emnet var ”Why learn programming: A reporter’s perspective”. Nedenstående er en let ændret udgave af oplægget.

Jeg har tænkt en del over, om man skal anbefale journalister at lære at programmere.
Det ville være tillokkende at sige ja, for selvfølgelig er det en god ting at kunne.
Men vi lever jo i den virkelige verden. ikke en drømmeverden, hvor alle journalister kan lære at programmere, hvis de vil. Det er svært at lære, og selv om man er motiveret, så er det svært.

En øjenåbner
Men jeg havde en øjenåbner i går. Jeg underviste et hold journalister i Google Fusion, og jeg underviste i, hvordan man bruger Google TablesLayer Wizard. Det er muligt at kombinere to lag i den grafiske brugergrænseflade. Det forstod alle straks betydningen af, for det er smart at kunne.
Men hvis man vil kombinere flere lag, skal man åbne koden og ændre den. Og det var godt at se, hvordan alle uden videre åbnede koden og begyndte at ændre den for at åbne bedre resultater. De tænkte selv videre og fandt måder at kombinere de forskellige elementer i programmeringskoden.
Her handlede det ikke om at “lære programmering”. Det handlede om at ville opnå noget.
Vi hører stadig journalister tale om, hvordan de blev journalister for at undgå matematik. Og at overbevise den slags journalister om, at de kan få gavn af at kunne lidt programmering, bliver svært. I stedet skal vi vise dem, hvad de kan opnå.

Behov motiverer
Men sådan har jeg også selv været. Jeg indså blot, at der var masser af historier, der kun var mulige, hvis jeg lærte computerstøttede metoder – regneark etc.
Jeg har arbejdet som alm reporter i nogle få år for en del år siden. Siden kom jeg til at arbejde i DICAR, og i dag er jeg medejer af Kaas & Mulvad.
Jeg har aldrig lært programmering. Jeg har aldrig ejet en Commodore 64, og jeg har aldrig troet, at jeg skulle programmere. Eller at jeg kunne finde ud af det.
Og det er heller ikke fordi, jeg kan så meget – endnu.
Jeg klarede det jeg skulle i andre programmer og blev fx ret skrap til at bruge Excel. Jeg har renset rigtigt mange ”dirty data” i Excel, og jeg har sågar bygget en lille enhed, så jeg kunne lave webscraping ved hjælp af Excel.
Det var ikke fordi det var det mest egnede. Men fordi jeg havde behov for at rense data og for at skrabe websider, og jeg kunne finde ud af Excel.
Men en af mine venner, som faktisk har haft en lang karriere som programmør, sagde til mig, at når jeg kunne bruge Excel på den måde, så kunne jeg altså også lære at programmere. Jeg syntes dog fortsat, at programmering var lidt skræmmende, så jeg udskød det.
Men jeg kunne føle presset.

Hvorfor programmering?
Jeg har fulgt med på Nicar-l maillisten gennem mange år – siden midt-90’erne. I starten handlede det meget om Excel og Access og sql. Efterhånden begyndte begreberne web scraping og programmering at dukke op.
På forskellige Nicar-konferencer prøvede jeg flere hands on lektioner om web scraping i programmeringssproget Perl. Og der var nogle sessioner, hvor folk diskuterede, om Python eller Perl nu var bedst. (Og det gør de stadig!)
Det gik lidt hen over hovedet på mig, men vi blev da enige om, at vi måtte i gang med det her. Da jeg kom hjem, købte jeg nogle bøger om Python og Django. De kom op på boghylden, og så skete der ikke mere.
Vi har en licens til Kapow, som er et godt værktøj til bl.a. web scraping – men også meget dyrt. Så vi fik efterhånden en masse erfaring med web scraping, og det er let at se, at man med scraping kan lave en masse historier, der før var umulige at lave.

Nogle få eksempler:
Vi skraber hver dag Folketingets website og kan derfor løbende lave historer om fremmøde – eller om hvem der taler – og hvor meget i Folketinget – og om hvilke emner.
Vi skrabede informationer fra EU Kommissionens lobbyistregister. På den måde kunne vi ikke alene finde dem, der registrerede sig, men også finde dem, der senere slettede sig selv. Vi kunne ud fra den viden stille de rigtige spørgsmål.
Vi overvåger løbende tildelingen af fiskeri- og landbrugsstøtte. En del hentes ind via web scraping. Vi kombinerer data og gør dem offentligt tilgængelige via et fælles søgeinterface.
Vi har gennem en række år brugt Kapow. Da OpenKapow eksisterede arrangererede vi træning i programmet. Men den version er væk nu. Jeg ved der findes andre gratis løsninger, men min holdning er nu, at hvis man ikke har en masse penge, og hvis man vil lave en effektiv web scraping, så må man kunne programmere.
Så vi besluttede os for at lære det.
Og det gjorde vi så. Vi skabte det træningsforløb, vi selv gerne ville have haft. Og vi har indtil videre trænet to journalisthold i at bruge Python til web scraping. Seneste forløb løb over to gange to dage.

Barrierer
Når man underviser journalister i at bruge Python, støder man ind i mange barrierer.
For mange begyndere og uindviede forekommer programmering ret abstrakt.
Det kræver meget, hvis man skal lære det på egen hånd. Det er også svært at undervise i.
Kaas & Mulvad betalte endda en underviser, en professionel programmør – ikke en journalist – til at undervise os selv. Vi følte, at det var svært at få ham til at forstå, hvad det var, vi havde brug for. Så det opgav vi hurtigt igen.
Vi havde nemlig ikke behov for at forstå Python fra A til Z. Vi behøvede bare så meget, at vi kunne gå i gang med scraping.

Pointer
Så en pointe er, at journalister skal undervise journalister – også i programmering.
En session på Nicar-konferencen handler om at have ”a data state of mind”. Vi kunne også tale om ”a programming state of mind”. Vi skal ikke tænke som programmører, men vi skal ikke være bange for at gøre det en gang imellem.
Programmering handler også om, hvordan man hugger andres programmer og bruger dem til sine egne formål. Det er skønt at få en succesoplevelse, når noget faktisk virker. Også selv om man ikke helt forstår hvorfor. Bare det virker.
Og programmering er meget mere end at lære fx Python og kunne rense en fil eller at kunne visualisere data på nettet.
Programmering er også at turde ændre en url, så siden viser noget andet. At skabe en Google Chart-grafik ved at lege lidt med den URL, der skaber grafikken. Eller at kunne åbne source koden til et Google kort, som andre har lavet, og få det til at vise noget nyt, baseret på mine egne data.

Det der hjalp
Hvad har hjulpet mig? Jo, jeg kunne tage mig tid til – i en sommerferie – at læse en bog om programmering. Og prøve mange af øvelserne af på min egen computer. En god bog.
Jeg vidste, hvad jeg skulle bruge det til – jeg ville lære web scraping – og jeg vidste, at vejen dertil indebar en del programmeringskundskaber.
Jeg fandt nogle tutorials, som andre havde lavet. Især Ben Welshs artikler om web scraping fik mig til at forstå, hvad det handlede om.

Det der gjorde det svært
Langt det meste, der er skrevet om programmering, er skrevet for folk, der allerede kan programmere. Det er skrevet som om folk bare skal lære endnu et programmeringssprog, og bøgerne – i det mindste dem, jeg er stødt på – er ofte fulde af referencer til andre programmeringssprog. Hvis nu man brugte dette eller hint programmeringssprog, ville det være på den ene eller anden måde.
Det er ikke det, man har brug for. Man har brug for at komme i gang med det første sprog.

En god ide
For et par dage siden lancerede Dagbladet Information en konkurrence i et meget usædvanligt emne, nemlig datajournalistik.
Avisen indbyder journalister, der kan programmere og web-udviklere, der kan tænke journalistisk til at deltage i konkurrencen.
Information har indset, at webudviklere er nødvendige i redaktionerne eller meget tæt på. De skal ikke gemmes væk i en anden bygning eller afdeling. Information havde en flot dækning af The Warlogs fra Wikileaks, og de indså, at det fx var nødvendigt at skabe egne søgeværktøjer – blot for at kunne forstå sammenhængen og for at kunne finde og præsentere historierne.
Jeg regner ikke med, at denne konkurrence får journalister til at programmere, men måske kan resultaterne skabe ny interesse for emnet blandt journalister. Og det har vi brug for.

Næsten hver femte bankfilial er lukket i løbet af de seneste ti år. Især Udkantsdanmark er hårdt ramt.

Det er ikke nemt at holde styr på, hvor pengeinstitutternes filialer er placeret. Vil man blot vide, hvilke filialer der eksisterer i dag, må man møjsommeligt rundt om alle pengeinstitutterne og samle oplysningerne op. Alligevel har vi en analyse for Magasinet Finans fået sammenholdt placeringen i dag med filialernes placering for ti år siden.
En af konklusionerne er, at næsten hver femte filial i løbet af de ti år er forsvundet fra landkortet. Fra 2002 til 2012 skrumpede antallet af filialer fra 2.019 til 1.629. Det er især i Vestjylland og på Vest- og Sydsjælland, at bankkunder har fået længere til filialerne.

Illustration fra temaet i Magasinet Finans om filialnettet - i dag og for ti år siden.

Helt ny ledighedsgrafik giver overblik over udviklingen i ledighed blandt 3F’ere.

Ledigheden giver anledning til et utal af historier i medierne. Men hvordan varierer den hen over landet, og hvordan har den udviklet sig i de senere år. Går det bedre nu, eller går det værre?
Og rammer ledigheden lige hårdt – uanset om du er ung eller gammel – og uanset om du bor i Lemvig eller Gentofte?

Fagbladet 3F giver nu alle mulighed for at følge med og for at sammenligne.
Kaas & Mulvad har sammen med vores faste amerikanske samarbejdspartnere Hottype Consulting og onlinechef på Fagbladet 3F, Henrik Lilholt, udviklet en webgrafik, der giver unikke muligheder for at følge udviklingen i bruttoledigheden i Danmark.
Dels indeholder præsentationen et sæt grafer, der giver kontante oplysninger om, hvordan ledigheden har udviklet sig fra januar 2007 til i dag – for 24 forskellige grupper.
Og lige nu viser det sig altså, at de yngre kvindelige 3F-medlemmer – dvs fra 16 til 29 år – ligger i top med ledighed. 14, 3 procent af denne gruppe var ledige november 2011. Sammenligner vi med mændene, er deres ledighed nede på 11,3%.

Dels er det muligt at sammenligne geografiske forskelle i ledighed. Et kommunekort giver indblik i ledighedens udvikling – for 3F-medlemmerne eller for alle på arbejdsmarkedet. Trykker man på knappen “Afspil”, er det muligt at se udviklingen afspillet måned for måned. Et klik på en kommune viser, hvordan udviklingen for den konkrete kommune har været fra 2007 til nu.

Præsentationen vil løbende blive udbygget med data, så snart de er frigivet af Danmarks Statistik og efterfølgende sæsonkorrigeret.