≡ Menu

Nu skal vi programmere…

Når efteruddannelseskataloget fra UPDATE om kort tid dukker op, vil man ud over mange gamle kendinge se et helt nyt tilbud, nemlig to kurser i programmering samt en konference, der handler om samarbejdet mellem journalister og programmører/web-udviklere.

I efterhånden mange år har vi undervist danske mediefolk i, hvordan man får styr på tallene i et regneark, og hvordan man søger i og trækker data ud af databaser. Det startede vi med sidst i 90′erne, bl.a. meget inspireret af, hvordan amerikanske CAR-journalister allerede i mange år havde analyseret tal og data for at kvalificere journalistikken. (Og her står CAR altså for Computer-Assisted Reporting)

Men det er ikke længere nok “bare” at være skrap til at analysere tal i et regneark. Som udgangspunkt er der data i overflod, selv myndighederne taler nu åbent om, hvordan de kan få andre til at genbruge deres mange data. European Journalism Centre har med et nyt projekt sat fokus på det, de kalder Datadriven Journalism. Fra USA spreder et nyt samarbejde mellem journalister og webfolk sig – under navnet Hacks/Hackers. Der er en mængde gratis og nemme værktøjer til rådighed for enhver blogger, og fx det at lave en mashup af et rss-feed og et Google-kort er efterhånden en overkommelig affære.

Med de nye programmeringskurser har vi igen ladet os inspirere af vore amerikanske kolleger. Det har de senere år være almindeligt, at journalister, der arbejdede med CAR hen af vejen også fik lært noget programmering. Måske blot fordi små programmeringssprog var en nem (og især billig) genvej til at rense data. Eller fordi de på den måde kunne gøre deres præsentationer grydeklare, så mediernes it-afdelinger ikke skulle blive en flaskehals for at få dem på nettet.

Web scraping

I de senere år har især ét argument været vigtigt for at lære programmering: Kan man programmere, kan man også lave web scraping, dvs. automatisk hente data hjem fra nettet. Masser af historier i amerikanske medier bygger på data, hentet med web scraping. Og også herhjemme har vi set en række historier og andet. Fx bygger Ekstra Bladets kort med de sure smileyer på data, vi hver morgen henter på findsmiley.dk ved hjælp af en automatisk web scraping. Kortet har nu kørt i et års tid og opdateres altså automatisk hver dag.

For de, der vil i gang med web scraping, og som ikke har råd til dyr software, er programmering altså en god vej. UPDATE-kurset, der foregår tre dage i januar, handler udelukkende om, hvordan man kommer i gang med web scraping i programmeringssproget Python. Det er et opensource programmeringssprog – og altså helt gratis.

Har man først data i huset, og vil man gerne publicere dem på en elegant og ikke alt for besværlig måde, har mange amerikanske journalister fundet hjælp i Django. Django er ikke et cms system, men et såkaldt web framework, der rent teknisk er et modul i programmeringssproget Python. Flere af de web applikationer, Kaas & Mulvad har leveret til kunder i det seneste år, er bygget i Django. Fx disse to, der ligger hos 3F: Dødelighed og Udkantsdanmark

Vi har sammen med UPDATE fået arrangeret, at Chase Davis, journalist og web-udvikler, kommer til Danmark nogle dage i maj, hvor han vil lede et tre-dages kursus i netop, hvordan man går fra de rå data til en færdig web-præsentation på nettet. Chase, der til hverdag arbejder på California Watch, bidrager også med sine erfaringer, når vi i maj sammen med UPDATE inviterer til konferencen Programmering på redaktionen. Uden at vi nødvendigvis vil tage skridtet og etablere et dansk chapter af Hacks/Hackers i Danmark, vil vi gerne bidrage til en bedre forståelse og et mere frugtbart samarbejde mellem journalister og programmører/web-udviklere.
Så denne konferencedag sætter altså fokus på gode eksempler, men også på, hvad man kan gøre for at få samarbejdet til at fungere så godt som muligt.

Vi skal videre

Jeg har ikke tal på det antal gange, jeg har hørt forklaringen “Jeg var også sproglig”, når en journalist var ved at miste overblikket over tallene. Og selvfølgelig kan al denne snak om programmering virke skræmmende på en journalist, der er god til ord og knap så skrap til matematik. At programmere og at tænke i data er nyt for de fleste journalister, og det kan være en overvindelse at skulle lære nyt. Heldigvis handler programmering ikke om matematik, men om logik. Og nu synes vi altså, at det er på tide og nødvendigt, at vi kommer videre.

Vi skal helst have skabt en god gruppe af folk herhjemme, der faktisk kan disse ting, og som kan støtte hinanden i den videre udvikling. Så vi vil helhjertet opfordre så mange som muligt til at forsøge at komme i gang. Kurset i Django er på engelsk – ellers er resten på dansk.

29-10-2010: Opdatering: Det daværende DjE har udbudt programmeringskurser før. Jens Tønnesen udbød for nogle år siden en stribe PHP-kurser, men ifølge eget udsagn var det vanskeligt at få deltagerne til at acceptere programmeringskonceptet på det tidspunkt.


{ 1 comment… add one }

Leave a Comment